Onsdag d. 17. juni

Vurdering af Demokratiets Aften på DR1

»Jeg synes jo, at Johanne-Schmidt Nielsen klarer sig rigtig godt. Det gør hun egentlig altid. Hun er vaks, har charme, ved en masse og er velargumenterende. Så synes jeg, at jeg observerede en Helle Thorning-Schmidt, der var mere afdæmpet end i de tidligere dueller mellem hende og Lars Løkke. De har begge været iltre, men Helle-Thorning Schmidt værst. I går klarede hun sig bedre, og den mere afventende og afdæmpede rolle klædte hende. Pia Olsen Dyhr har klaret sig godt gennem hele valgkampen - også i går.«

»Så er der Thulesen Dahl, der var rigtig god på grund af sin ro og argumentationsteknik. Det er tydeligt for enhver, at Kristian lytter til, hvad der bliver sagt. Lars Løkke Rasmussen var også mere disciplineret og velovervejet sammenlignet med i tidligere debatter. For mig er det min tillid til ham som person, der ikke holder. Jeg har bare ikke tillid til ham som statsministerkandidat og som forstander for vores land.«  

»Stig fra Kristendemokraterne har ikke så meget vind i ryggen, men klarer det jo egentlig meget godt. Faktisk synes jeg ikke, at der var nogen, der gjorde det dårligt. Debatformen kunne jeg også rigtig godt lide. Det fungerede glimrende, at der var et emne og et indslag med rigtige mennesker, som politikerne så skulle debattere ud fra.«  

Mandag d. 8. juni

Reaktion på duellen mellem Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt på DR1:

»Jeg oplevede, at Lars Løkke holdt godt fast i sig selv. Han var meget velovervejet og ikke temperamentsfuld, hvor jeg nok må sige, at Helle Thorning er en anelse til den aggressive side. Hun prøvede at overrule Lars, og hendes aggressivitet ødelagde noget hos mig.«

»Jeg synes faktisk, at Lars Løkke klarede duellen bedst. Jeg blev irriteret på Helle Thorning, og jeg tror, at hun risikerer at ødelægge sine egne odds ved at være så aggressiv. Det er ikke okay, at værten flere gange måtte bede om, at Lars Løkke også fik et ord indført og fik lov til at færdiggøre sine sætninger. Jeg synes, at duellen manglede diskussionsdisciplin.«

Onsdag d. 3. juni

»Fjernsynet viser politik hele tiden. Som vælger føles det som et bombardement af meninger og valgflæsk. Politikerne griber fat i nogle sager, som de ved, vælgerne gerne vil høre om; eksempelvis fremtidens velfærd og problemerne i uudkantsdanmark, hvor jeg selv bor. Men det er ikke særlig konkret, hvad de vil gøre.«

»Det er sød musik i mine ører, at Lars Løkke Rasmussen har været fremme og sige, at folkeskolereformen skal have et servicetjek i samarbejde med Danmarks Lærerforening. Jeg er gammel lærer, så der vejrer jeg morgenluft. Omvendt stemte Venstre for reformen. Jeg synes ikke, at Løkke er troværdig. Jeg tror, jeg er ødelagt med hensyn til ham.«

»Socialdemokraterne har gjort sig bedst bemærket indtil videre. Jeg føler egentlig, at regeringen er i gang med noget, som den skal have lov til at gøre færdigt. Hvis jeg stemmer på Socialdemokraterne, er det første gang.«

»Resten af valgkampen vil jeg gerne se mindre mudderkastning og mere værdighed. Op til valget syntes jeg, at Venstre var værst, men i øjeblikket er alle parter lige gode om det.«

Torsdag d. 28. maj

»Jeg er i tvivl, fordi der ikke er et parti, der repræsenterer mig og mine meninger ordentligt. Ligegyldigt, hvem jeg stemmer på, får jeg noget med i købet, som jeg ikke støtter. Jeg synes, at der er langt til Christiansborg og ikke kun i fysisk forstand. Der sker noget, når politikerne bliver valgt til Folketinget - i stedet for at kere sig om os, der valgte dem ind, bliver de forsvarere af et system.«

»Valgets vigtigste emne er flere hænder til børne- og ældreområdet. Børnene er vores fremtid, og alligevel mangler skoler, fritidshjem og institutioner flere ressourcer. Problemet er det samme på ældreområdet, så jeg er interesseret i et parti, der vil give vores børn og ældre et bedre udgangspunkt.«