Skarpe knaster og dybe afgrunde.

De seneste dage har drejet sig om, hvorvidt de fire partier i blå blok, Venstre, Dansk Folkeparti, de Konservative og Liberal Alliance, kan finde fælles politisk trit. Blå bloks statsministerkandidat, Lars Løkke Rasmussen (V), er som kongelig undersøger og regeringsarkitekt blevet sammenlignet med sagnkongen Gordios, som forgæves pillede og pillede i en uløselig knude.

Særligt har mediernes kikkert været rettet mod kløften mellem Venstre og Dansk Folkeparti, eksempelvis på partiernes modstridende syn på EU-forbehold, mens debattører har spurgt, hvorfor Dansk Folkeparti ikke i stedet tager Socialdemokraterne i hånden, når de to partiers politik på flere områder ligger tættere på hinanden.

Men faktisk er afstanden internt i blå blok ikke så stor, lyder vurderingen fra valgforskere og politiske kommentatorer. Berlingske har også med afsæt i tidligere udspil fra blå blok fundet en række punkter, hvor blokken marcherer i takt. Eksempelvis inden for sundhed, uddannelse og retspolitik.

»Rød bloks partier har været mindst lige så uenige i den forgangne regeringsperiode. Måske endda mere uenige,« siger valgforsker Kasper Møller Hansen, professor i almen og komparativ statskundskab ved Københavns Universitet.

Enhedslistens økonomiske politik ligger langt fra de Radikales, mens de Radikale ikke altid ser på udlændingeområdet med samme briller som Socialdemokraterne. Desuden henviser Kasper Møller Hansen til, at blå blok to gange under valgkampen rykkede samlet ud. Både om en strammere udlændingepolitik og en mere skeptisk tone over for EU.

»Sammenfattende kan man sige, at de fire blå partier er enige om værdipolitikken,« siger Kasper Møller Hansen.

»Det store spørgsmål er den offentlige sektor. Tre partier trækker i retning af en mindre offentlig sektor, Dansk Folkeparti den anden vej. Så vi lander formentlig tæt på, hvor en socialdemokratisk regering ville være. Det vil sige, at danskerne først og fremmest vil mærke værdipolitiske forandringer, eksempelvis inden for den kriminelle lavalder, EU og udlændinge. For langt de fleste danskere vil det være business as usual. Det er i virkeligheden detaljer, man piller ved,« siger han.

Ikke større forskel i blå blok end i rød

Omtrent samme vurdering kommer fra politisk kommentator og tidligere konservativ minister Hans Engell:

»Forskellen mellem de blå partier er bestemt ikke større end mellem partierne bag det parlamentariske grundlag de seneste fire år.«

Engell henviser til, at den økonomiske politik vil fortsætte uændret.

»Men vælgerne kan komme til at mærke markante opstramninger og ændringer på udlændinge-, rets-, medie- og kulturområdet,« siger han.

I sommeren 2014 beskrev Berlingske, hvordan ledende politikere fra blå blok var mødtes i Lars Løkke Rasmussens lejlighed i Nyhavn for at finde borgerligt trit. De blå toppolitikere udpegede netop udlændinge- og retspolitikken som områder, hvor de var enige.

Professor i statskundskab Rune Stubager fra Aarhus Universitet understreger, at det endnu er uklart, hvad de præcise konsekvenser bliver af eksempelvis en ny kurs over for EU.

»Men udlændingepolitikken vil blive strammere. Forandringerne under SR-regeringen vil med al sandsynlighed blive rullet tilbage,« siger han.

Det helt store spørgsmål på Christiansborg er, hvem Venstre – hvis nogen – danner regering med. En flertalsregering med alle fire partier er opgivet. I løbet af mandag kom der mere samarbejdsivrige toner fra især Dansk Folkeparti. Den nye stormagt i dansk politik havde i weekenden spillet ud med »fire ufravigelige krav.« Partiformand Kristian Thulesen Dahl tøede først lidt op og bebudede, at han personligt aldrig bruger ordet ufravigeligt.

Mandag berørte Thulesen nok en potentiel knast ved at problematisere Danmarks forpligtelse til konventioner, men rakte samtidig hånden yderligere ud til Venstre ved at fastslå, at man godt kan blive i regeringsforhandlinger, »hvis man får 90 procent igennem.«