Hvis præsident Trump siger, at mødet med statsminister Lars Løkke Rasmussen var torsdagens positive højdepunkt - så taler han givetvis sandt.

Både fordi mødet var godt, men også fordi resten af dagen var så skrækkelig, at Tycho Brahe vil nægte at lægge navn til.

Og igen var årsagen Russiagate, skandalen om Trump-kampagnens forbindelser til Rusland, og igen havde afsløringerne mindre med sagen at gøre og mere at gøre med de angivelige forsøg på at påvirke og forfuske efterforskningen. Nyhederne kom i to omgange, og den ene nyhed handlede om Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver, general Michael Flynn, som søger en handel om immunitet til gengæld for at fortælle sin historie, Den anden nyhed handler om en konspiration mellem formanden for Kongressens efterretningsudvalg og to eller tre medarbejdere i Det Hvide Hus.

Som Brian Klaas fra London School of Economics fyndigt opsummerer dagen på Twitter:

»Den mand, som efterforsker konspiration i Det Hvide Hus, konspirerede selv med Det Hvide Hus. Den mand, som førte an i at råbe 'smid hende i fængsel,' er nu selv bange for fængsel.«

Handel med FBI

Men lad os først se på de to nyheder hver for sig.

Wall Street Journal var først med historien om general Flynn, og andre, bl.a. Washington Post, bekræftede den senere. Og til sidst kom Flynns advokat med en pressemeddelse, som han indledte med ordene:

»General Flynn har så absolut en historie at fortælle, og han vil gerne fortælle den, hvis omstændighederne tillader det.«

General Flynn har henvendt sig til FBI og til begge kongresudvalg, som efterforsker Russiagate, og erklæret, at han godt vil vidne - men under forudsætning af, at han får immunitet for retsforfølgelse, som Wall Street Journal skriver. Avisen understreger også, at Flynn både under valgkampen og i sine 21 dage i Det Hvide Hus var nøglepersonen i forhold til Rusland og bl.a. om forhandlingerne om en lempelse af sanktionerne mod Rusland.

Hverken kongresudvalgene eller FBI har endnu taget imod Flynns tilbud om en handel.

Nyheden har ført til en bølge af socialmedial skadefryd, fordi samme Flynn under valgkampen var førende i råbet om at smide Hillary Clinton i fængsel. I sin tale på det republikanske konvent ansporede han forsamlingen til at råbe »lock her up,« og han sagde bl.a. i et interview, at hvis han blot havde gjort en brøkdel af, hvad hun havde gjort - så ville han være i fængsel nu. Og da nogle af Clintons medarbejdere udtalte sig til FBI under immunitet, sagde samme Flynn til »Meet the Press:«

»Når du får immunitet, så betyder det, at du sikkert har begået en forbrydelse.«

Alle ordene kommer nu tilbage til deres ophavsmænd, for - som kritikere skriver - hvorfor skulle Flynn bede om immunitet, hvis han ikke har begået noget galt? Flynns advokat skriver i sin pressemeddelelse, at der er tale om en sikkerhedsforanstaltning i »en høj-politisk atmosfære af heksejagt,« hvor der er risiko for en »uretfærdig retsforfølgelse.«

Men uanset motivet så rummer Flynns tilbud om en handel to muligheder:

Den ene mulighed er, at Flynn sidder inde med afgørende og inkriminerende viden, og at Flynn er villig til at synge, hvis det kan redde ham selv fra fængsel. Hvis FBI og det amerikanske justitsministerium skal acceptere sådan en handel, skal det være for at kunne komme efter et højerestående mål end Flynn, og der er ikke mange, som hos den udøvende magt er højere på strå end en national sikkerhedsrådgiver. I givet fald taler vi om stabschef Reince Priebus, seniorrådgiver Steve Bannon, seniorrådgiver Jared Kushner eller præsident Trump.

Den anden mulighed er, at Flynn i virkeligheden ikke har meget, som han vil eller kan bidrage med - men at han forsøger at lave en »Oliver North manøvre,« som professor Alex Whitting skriver hos Just Security. Under Iran-Contra skandalen i 1987 fik en af hovedpersonerne, Oliver North, immunitet til at vidne i Kongressen, og hans TV-transmitterede vidneudsagn og immunitet gjorde det bagefter praktisk umuligt at få North dømt i en straffesag.

Men hvad skal vi så lægge i, at hverken kongresudvalgene eller FBI har taget imod hans tilbud endnu?

Som professor Whitting skriver - så har justitsministeriet formentlig henvendt sig til kongresudvalgene og bedt dem om ikke at give Flynn immunitet, førend FBI og ministeriet har vurderet om, det er ulejligheden værd. FBI kan f.eks. have nok på Flynn og andre efterforskningsmål og behøver ikke at indgå en handel med ham for at få noget, som det allerede har.

Flynns forsøg på at få en handel overrasker formentlig ikke præsident Trump. Som Berlingske allerede skrev lørdag - så indikerer forsiden at den nye udgave af det næsegrust Trump-loyale sladderblad, National Enquirer, at Trump havde brudt med Flynn inden i går. På forsiden af bladte står med store typer: »Trump fanger Ruslands spion i Det Hvide Hus,« og spionen er altså ifølge magasinet Michael Flynn.

 

Obstruktion

 

Den anden af torsdagens nyheder handler om noget, som i værste fald ligner et kriminelt forsøg på obstruktion af Russiagate-efterforskningen.

Hovedpersonen i den udvikling hedder Devin Nunes, han er republikansk formand for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, og han kastede sig i sidste uge i ledtog med medsammensvorne i Det Hvide Hus ud i en mystisk afledningsmanøvre, som New York Times som den første i går kunne afsløre. Andre medier, bl.a. Washington Post, bekræftede den senere, og det gjorde Nunes til dels også.

Omdrejningspunktet i den sag er præsident Trumps fejlagtige tweet 4. marts om, at præsident Obama aflyttede ham og Trump Tower. I en tweet-storm kaldte han bl.a. Obama for en »slet eller syg fyr.« Trumps tweet-storm har siden redet Det Hvide Hus som en mare; førende republikanere har sagt, at Trumps tweet var forkert, og at han burde dementere det og undskylde, men præsidenten har nægtet at trække det tilbage, og tilsyneladende kastede Devin Nunes sig ud i en aktion for sammen med to eller tre medarbejdere i Det Hvide Hus at give præsidenten en slags æresoprejsning.

Nunes kørte sidste tirsdag gennem Washington i en Uber, og pludselig fik han en besked på sin telefon og forsvandt ud i natten og efterlod en målløs medarbejder i bilen, som Berlingske også beskrev for et par dage siden. Den følgende morgen sammentrommede Nunes så verdenspressen og oplyste, at han havde afgørende nyt, og han skyndte sig til Det Hvide Hus og præsenterede nyhederne for præsident Trump og holdt bagefter endnu et pressemøde.

Nyheden var, at han tirsdag aften hos »en kilde« havde set dokumenter, som indikerede, at nogle af Trumps medarbejdere var blevet opfanget af aflytninger, fordi de havde talt med personer, f.eks. den russiske ambassadør, som var under lovlig aflytning. »Jeg føler, at jeg har fået en form for æresoprejsning,« sagde præsident Trump bagefter.

Men i aftes kunne amerikanske medier så afsløre, at det hele var et iscenesat spil: At samme Nunes tirsdag aften havde været i Det Hvide Hus og talt med medarbejdere, som havde vist ham de pågældende aflytningsudskrifter, hvor navnene på Trumps folk i øvrigt var streget ud. Og dagen efter foretog Nunes så sit mediestunt til ære for præsident Trump og gav ham den påståede æresoprejsning.

I bedste fald var det unødvendigt, fordi dokumenterne kom fra Det Hvide Hus, og de pågældende medarbejdere kunne blot være gået de få meter fra det juridiske kontor til præsidentens kontor og have vist ham dokumenterne, hvis det var, hvad det handlede om. I værste fald var det et forsøg på at forfuske efterforskningen og bl.a. få den til at handle om Obama frem for Trump.

I alle tilfælde gælder det, at Nunes har løjet, for han sagde, at hans hemmelige kilde ikke var en medarbejder i Det Hvide Hus, og i alle tilfælde melder et spørgsmål sig: Var den pågældende operation udtænkt og udført af Nunes og de forholdsvist få og lavtrangerende medarbejderne på egen hånd og uden koordination? Eller var den koordineret højere oppe i Det Hvide Hus?

Nattens to nyheder betyder, at præsident Trump fredag står op til et om muligt endnu mere problematisk præsidentskab.

Han har bebudet en række handelsinitiativer fredag, men de vil givetvis forsvinde i rumlen fra den lavine af afsløringer og hele og halve skandaler, som er ved at begrave Det Hvide Hus.

Og hvad der er mest utroligt - hans præsidentskab er blot 71 dage gammelt.