De har truet hinanden med bål og brand og kaldt hinanden alverdens ukvemsord, men USAs præsident Donald Trump har nu accepteret at mødes direkte med Nordkoreas leder Kim Jong-un.

Den overraskende nyhed brød natten til fredag dansk tid, og annonceringen var på alle måder ekstraordinær.

Ikke blot fordi det er det første møde nogensinde mellem en amerikansk præsident og en nordkoreansk leder.

Men fordi nyheden ganske usædvanligt blev overbragt til offentligheden på et pressemøde foran Det Hvide Hus af Sydkoreas nationale sikkerhedsrådgiver, Chung Eui-yong.

Chung Eui-yong har nemlig på vegne af Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, stået i spidsen for bestræbelserne på at få bragt de to ærkefjender sammen.

Først ved mandag at have rejst til Nordkorea sammen med Suh Noon, chefen for Sydkoreas efterretningstjeneste, hvor Chung Eui-yong og Suh Noon holdt et fire timer langt frokostmøde med den ellers sky nordkoreanske statsleder, der siden sin indsættelse i 2011 aldrig har mødtes med en udenlandsk leder.

Og efterfølgende ved torsdag at rejse til Washington for at overbringe Donald Trump meddelelsen om, at Kim Jong-un gerne vil mødes direkte med ham. En mulighed som Donald Trump straks greb, og som angiveligt end ikke hans udenrigsminister, Rex Tillerson, var informeret om.

»Jeg forklarede præsident Trump, at hans ledelse og hans politik med at lægge maksimalt pres (på Nordkorea, red.) sammen med international solidaritet førte os her til,« sagde Chung Eui-yong foran Det Hvide Hus.

Ifølge Chung Eui-yong udtrykte Kim Jong-un under deres møde i Pyongyang »iver efter at møde Donald Trump så hurtigt som muligt«, mens Donald Trump under deres møde i Washington torsdag sagde, at han ville mødes med Kim Jong-Un »i maj«.

Donald Trump bekræftede torsdag aften på Twitter, at han vil mødes direkte med Kim Jong-Un, men endnu er det ikke besluttet, hvor det historiske møde skal finde sted.

Optimistisk skrev Trump, at Kim Jong-un havde talt om »atomafrustning med de sydkoreanske repræsentanter, ikke blot en fastfrysning«.

»Heller ingen missilprøvning af Nordkorea i løbet af denne tidsperiode,« tilføjede Trump. »Der gøres store fremskridt, men sanktionerne forbliver, indtil der er opnået enighed. Møde bliver nu planlagt.«

Nordkoreas FN-ambassadør, Pak Song-il, skriver til gengæld i en mail til Washington Post, at beslutningen om et møde viser et »fantastisk mod« fra Nordkoreas leder for at »sikre freden og stabiliteten på den koreanske halvø og i den østasiatiske region«.

»USA bør kende og forstå vores holdning og bør yderligere bidrage til fred og sikkerhedssituationen på Koreas halvø med oprigtige og seriøse holdninger,« skriver han.

I 2017 testede Nordkorea til USAs store vrede og frustration, hvad der menes at være en brintbombe, og nordkoreanerne foretog også flere missiltest, der peger på, at regimet måske allerede i dag er i stand til at ramme det amerikanske fastland med masseødelæggelsesvåben.

Men ifølge Chung Eui-yong forpligtede Kim Jong-un sig under deres møde på at stoppe såvel test af missiler som atomprøvesprængninger trods fælles militærøvelser i Sydkorea i næste måned mellem amerikanske og sydkoreanske tropper - øvelser, der provokerer Nordkorea.

Sydkorea har længe ønsket gang i diplomatiske drøftelser og har med bekymring fulgt, hvordan det er føget med fornærmelser mellem Donald Trump og Kim Jong-un, og hvordan de to statsledere har pustet sig op over for hinanden.

Trump har nedladende kaldt Kim Jong-Un for en »lille raketmand«, truet med »totalt at destruere« Nordkorea og pralet med, at han har en »større« atomknap end Kim Jong-un. Nordkoreas leder har til gengæld kaldt USAs præsident for »senil« og »gal«.

Men nu skal de altså mødes. Først skal Kim Jong-un og Moon Jae-in dog efter planen mødes i den demilitariserede zone mellem Nordkorea og Sydkorea i slutningen af april.

Kim Jong-un sendte for nylig sin søster, Kim Yo Jong, til Sydkorea i forbindelse med åbningen af Vinter-OL i Pyeongchang, og i den anledning inviterede hun Moon Jae-in.

Spørgsmålet er dog, om det hele er et spil for galleriet fra Kim Jong-uns side, og om Donald Trump gambler ved at mødes med den nordkoreanske leder, der har mest at vinde ved at blive fotograferet som en stor og betydningsfuld mand ved siden af USAs præsident.

Kim Jong-un kan have besluttet sig for at ville mødes med Donald Trump nu, fordi han føler sig styrket af sin militære position, påpeger analytikere.

Som The New York Times konstaterer, så er tidligere forsøg på at få aftaler om afrustning med Nordkorea også »altid endt fejlslagne og i skuffelse«.

Den højststående amerikaner, der nogensinde har mødtes med en siddende nordkoreansk leder, var udenrigsminister Madeleine Albright i år 2000.

Hun besøgte dengang Pyongyang, og hun planlagde at arrangere et besøg af præsident Bill Clinton. Men det faldt fra hinanden, da Kim Jong-il, far til den nuværende leder, ikke ville acceptere en missilaftale på forhånd. Han ville i stedet forhandle direkte med præsidenten, men Clinton turde ikke tage risikoen og droppede turen.

Flere analytikere udtrykker også skepsis over for Trumps beslutning om at mødes med Kim Jong-un, da de ikke ser nogen som helst indikationer på, at Nordkorea skulle have opgivet deres målrettede ønske om at være en af verdens atombevæbnede stater.

»Der er al mulig grund til at tro, at Nordkorea forsøger at afbøde sanktioner og sikre de facto legitimitet for dets atomvåbenprogram med denne gestus,« siger Michael J. Green, Asien rådgiver for tidligere præsident George W. Bush, til The New York Times.

Evan S. Medeiros, Asien-rådgiver for tidligere præsident Barack Obama, siger, at direkte samtaler mellem Trump og Kim Jong-un blot vil løfte den nordkoreanske leder op og legitimere ham.

»Vi får ingenting for det. Og Kim Jong-un vil aldrig opgive sine atomvåben,« siger Evan S. Medeiros til The New York Times. »Kim Jong-un leger med Moon, og nu leger han med Trump.«

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA