Når USAs præsident Donald Trump melder sig klar til at mødes med den nordkoreanske diktator Kim Jong-un for at drøfte nordkoreanske atomvåben, risikerer han at blive taget ved næsen af Pyongyang.

Sådan lyder budskabet fra flere eksperter i internationale relationer, der ser med stor skepsis på det forestående møde mellem de to statsledere. Mødet kommer på et tidspunkt, hvor USA ikke har haft held til at presse substantielle indrømmelser ud af den notorisk upålidelige nordkoreanske leder.

»Det var lidt af et chok. Det var ikke så chokerende, at Kim har inviteret, men det er et chok, at Trump har takket ja,« siger Jenny Town, der er tilknyttet US-Korea Institute ved Johns Hopkins University i Baltimore, USA, til The Guardian.

»Trump er nødt til at indse, at det vil føre en masse kritik med sig, og han er nødt til at være klar til at acceptere det. Klare, konsistente budskaber vil være meget vigtige, og Trump har ikke vist, at han er god til den slags,« siger Jenny Town.

»Det er et utroligt kup for Kim. Budskabet er, at Saddam og Gaddafi nedlagde våbnene. De er døde,« siger Jeffrey Lewis til The Guardian.

Lewis forsker i spredning af atomvåben ved Middlebury Institute of International Studies i USA.

»Kim har færdigudviklet sit atomvåbenprogram. Han får et topmøde med den amerikanske præsident. Vi bør tale med Pyongyang, men man bør ikke komme ikke med en sådan stor indrømmelse på forhånd,« siger Lewis om Trumps beslutning om at mødes med Kim Jong-un.

Torsdag aften amerikansk tid meddelte det Hvide Hus, at mødet vil finde sted i maj. Dermed kan Trump blive den første amerikanske præsident nogensinde, der mødes med en nordkoreansk leder.

»Tilbuddet omfattede mere, end nogen havde forventet eller kunne have forestillet sig, og jeg vil ikke benægte, at det forekommer en lille smule for godt til at være sandt. Men det er et tilbud, som er værd at forfølge på forsigtig og varsom vis,« siger Alexandra Bell, der er senior policy director ved Center for Arms Control & Non-Proliferation i USA, til The Guardian.

»Det hårde arbejde med rigtige atomforhandlinger tager måneder, hvis ikke år,« siger Bell og understreger, at der er lang vej igen.

»Det Hvide Hus må indstille sig på at udholde en masse, lange og langsommelige forhandlinger, der kan blive trukket ud undervejs.«

Nordkoreansk sejr

Trump og Kim Jong-un skal drøfte det nordkoreanske atomprogram, der har ført til stigende spændinger mellem Washington og Pyongyang. Trump har tidligere omtalt Kim Jong-un som »Rocket Man« (raketmanden) og har gentagne gange understreget, at Nordkorea må påbegynde en troværdig demontering af landets atomvåbenprogram.

Indtil videre er det nøjagtige sted for mødet ukendt. Flere eksperter vurderer, at Trump næppe vil rejse til den nordkoreanske hovedstad.

»Men Kim Jong-un har ikke rejst ud af landet, siden han kom til magten. Det er svært at forestille sig et møde i Europa. Det er svært at forestille sig et møde i Beijing,« siger nordkorea-kenderen Adam Mount til CNN.

»Det er muligt, at topmødet vil finde sted i Panmunjom (et kompleks i den demilitariserede zone på grænsen mellem Syd- og Nordkorea, red.).«

Uanset hvad vil mødet blive udlagt som en diplomatisk sejr af det nordkoreanske regime.

»Siden Clinton-regeringen har de været desperate for at få en amerikansk præsident på besøg, så det har været øverst på listen over Nordkoreas udenrigspolitiske prioriteter i mange år,« siger Jeffrey Lewis fra Middlebury Institute of International Studies i Monterey til CNN.

I Sydkorea er nyheden om et møde mellem Trump og Kim Jong-un blevet modtaget med skepsis, forklarer Duyeon Kim, der er forsker ved Korean Peninsula Future Forum, til CNN.

»Konservative kræfter i Sydkorea vil være varsomme over for de seneste nyheder, fordi de tidligere har set Nordkorea bryde løfter, og de har set Nordkorea anvende dialog som en metode til at købe tid,« siger hun.

Troels Heeger er Berlingskes korrespondent i Tyskland