Den overraskende beslutning om et topmøde mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, sætter givetvis tanker igang hos en lang række diktaturer, der leger med tanken om at blive atommagter.

Hvis man er ihærdig nok, har is i maven og målrettet etablerer sig som en de facto atommagt, så får man med kort varsel et møde med verdens mægtigste mand. Tilmed uden at der i forvejen har været forhandlinger på lavere niveauer, der sikrer en vis substans på topmødet og garanterer en grad af succes.

Topmødet mellem Trump og Kim er en af de største diplomatiske overraskelser i årtier, hvis ikke nogensinde. For Trump har sagt ja til at mødes med en leder, USA har betegnet som en af de mest utilregnelige diktatorer i verden, der hensynsløst rydder alle politiske modstandere af vejen. En diktator, der heller ikke går ad vejen for at myrde politiske modstandere i udlandet.

Forhandlinger?

Om to måneder sidder Kim så sammen med Trump et eller andet sted i verden og forhandler om nedrustning, hvis ikke der forinden sker noget uforudset. Hvad det betyder, er der reelt ingen, der i øjeblikket ved. Slet ikke USA. For det er rent faktisk kun Sydkorea, der har haft et møde med Kim Jong-un. Ikke USA.

Den amerikanske udenrigsminister Rex Tillerson var ifølge amerikanske medier ikke engang informeret om, at Trump ville acceptere invitationen til at mødes ansigt til ansigt med »raketmanden«, som Trump har kaldt den nordkoreanske leder. Hvad sker der, spørges der om?

Den gode fortælling er, at det amerikanske pres har virket. Trumps målrettede satsning på at udnytte Nordkoreas brutalitet i FN til at skærpe sanktionerne med Kinas og Ruslands accept, har virket.

Konsekvensen af sanktionerne?

Kim Jong-un mærker nu konsekvenserne af sanktionerne, efter at Kina har opgivet sit dobbeltspil og har lukket for det meste af den livsvigtige eksport til Nordkorea. Også den del, der gik til de nordkoreanske lederes luksusliv. Det er muligt, at det hænger sådan sammen. Kina er igang med sit store møde i Folkekongressen, og presset på Nordkorea har op til mødet været stor, fordi Kinas præsident, Xi Jinping, ville have ro på den internationale scene for at koncentrere sig om sit store projekt - at blive livstidspræsident.

Men mange, der kender Nordkorea, maner til besindighed. Det kan godt være, at invitationen er en del af det diplomatiske spil, som Kim Jong-un og især hans professionelle rådgivere har vist sig at være særdeles gode til. At holde Vesten og Sydkorea stangen, når det står værst til i et forsøg på at få lempet sanktionerne. Det giver Nordkorea tid til at konsolidere sig som atommagt, og Kim Jong-un vil derfor kunne vinde mere ved forhandlingerne.

Foreløbig er der intet officielt på, at topmødet vil finde sted. Invitationen blev overbragt Trump af Sydkoreas nationale sikkerhedschef Chung Eui-yong, der ankom til Washington efter ligeså overraskende forhandlinger i Nordkorea med Kim Jong-un. Der er tilsyneladende intet nedfældet på papir, og eneste uofficielle punkt på dagsordenen er nedrustning.

I USA betyder det, at Nordkorea opgiver sine atomraketter. I Nordkorea betyder det, at USA trækker alle styrker ud af Sydkorea og opgiver den de facto atomparaply, som Sydkorea har været beskyttet af siden krigen i 1950erne mellem Nord- og Sydkorea. Og netop det faktum - at forståelseskløften er så stor - er en risiko af de store.

Normalt ville sådanne uoverenstemmelser blive afklaret eller i det mindste indrammet som alvorlige knaster af professionelle diplomater fra begge sider måneder eller år inden, at et topmøde kommer i stand. Nu skal Trump mødes med Kim, uden at man i realiteten ved, hvad der er dagsordenen for Kim, og hvor hans smertegrænse i forhandlingerne ligger. En enorm chance at tage for Trump.

Første møde med USA

Ingen siddende amerikansk præsident har nogensinde haft et møde med en nordkoreansk leder. Til gengæld har de nordkoreanske ledere med Kim i spidsen haft et brændende ønske: At få et møde med USAs præsident for at kunne bade sig i mediernes lys og blive anerkendt som legitime ledere og Nordkorea som en legitim nation. Alt det bliver belønnet, hvis topmødet finder sted. Kims utrættelige kamp for at blive anerkendt internationalt vil dermed gå i opfyldelse. Det er et stærkt signal at sende til de lande, der venter på at blive reelle atommagter. For eksempel Iran - og måske Saudi-Arabien.

Men verden kan også være vidne til en omskrivning af den diplomatiske grundbog for forhandlinger. Når man har to statsledere, der begge er impulsive og uforudselige, to statsledere, der træffer beslutninger uden for mange diskussioner, så har man en helt ny virkelighed. Den er risikabel og ikke ligefrem det internationale diplomatis foretrukne fremgangsmåde.

For internationalt drejer det sig om forudsigelighed og om at agere efter velkendte mønstre i forhandlingssituationer. Ellers kan der ske misforståelser i processen, som The New York Times skriver. Det er et eksperiment, som ingen ved, hvordan ender.

Det, der givetvis vil ske nu, er, at Kina og Sydkorea vil kaste sig ind i en massiv diplomatisk offensiv for at holde Kim Jong-un på sporet. Hverken Sydkorea eller Kina ønsker flere konflikter med Nordkorea. Sydkorea har især været meget offensive med at få Nordkorea til forhandlingsbordet. Og det er Sydkoreas præsident Moon Jae-in, der har været i offensiven på den front. Det er ham, der har skabt grundlaget for topforhandlingerne ved at invitere Nordkorea til at deltage i vinter-OL, og det er Sydkorea, der har haft en delegation i Nordkorea.

Men sanktioner har også hjulpet, og det kinesiske pres har været en medvirkende årsag. Men hvis topmødet skal blive en succes, er det op til Kim og Trump. Og succesen skal nås uden langvarigt forarbejde. Verden venter i spænding, for hvis det går galt, taber Trump ansigt. Og det midt i en lang række andre kriser som f.eks. den ulmende handelskrig med især Kina.