Erindringerne

Kim Leine: Forfatter – blandt andet til erindringsromanen »Kalak«, som er inspireret af Ditlevsens erindringer »Gift«.

»Jeg er nærmest tonedøv over for lyrik. Enten synes jeg, at det er banalt og ligegyldigt, eller også fatter jeg ikke en brik. Derfor kan jeg ikke bedømme Tove Ditlevsens digte. Til gengæld har hendes erindringstrilogi betydet enormt meget for mig. Min bog »Kalak« er næsten skrevet oven på hendes erindringer »Gift«.

Jeg læste »Gift« første gang i 90erne, og så genlæste jeg den, da jeg skrev »Kalak«. Hendes bog hjalp mig til at finde den rette tone i min fortælling, der bygger på mit eget liv. Jeg havde ellers været alle mulige steder – jeg havde været igennem min selvmedlidenhed, vrede og skamfølelse, og så læste jeg, hvordan Tove Ditlevsen var fuldstændig amoralsk i sin holdning til både sig selv og andre. Alting er lige godt, og det får lov at stå, uden at hun bedømmer det. Pludselig kunne jeg se, at det var sådan, jeg skulle skrive min egen bog. Og så var der også sammenfaldet med vores misbrug. Det var nok et tegn fra salig Tove Ditlevsen, så det tog jeg til mig. (Jeg brugte faktisk også strukturen i »Gift« som skabelon til »Kalak«. Jeg har ofte problemer med struktur, så jeg lavede et skema over handlingen og overførte til »Kalak«. Det blev så lavet om undervejs).

Ditlevsen har det, jeg kalder for sensuel nøgternhed. Når hun fortæller om oplevelsen af morfinrusen eller hendes forelskelser, kredser hun om nogle detaljer, der gør det meget fint og meget sensuelt. Samtidig holder hun det på afstand uden sine bedømmelser, og det gør, at det er både koldt og varmt på samme tid. Det er en meget fin balance, og det skaber en stærk reaktion, når du læser det. Hun maler ikke med store armbevægelser. Det er det, der gør det godt. Hvis du skriver om noget stærkt med et stærkt indhold, udligner de to hinanden. Men hvis man skaber en uoverensstemmelse mellem sprog og indhold, eksploderer det.

At Tove Ditlevsen også fik megen kritik i sin tid, er en skam. Det er bare parnasset, der har svært ved at se en, der kommer udefra. En arbejderpige, der mænger sig med de fine og store. Det kan jeg godt leve mig ind i. Jeg er blevet utroligt godt behandlet, men jeg kan godt sætte mig ind i den følelse af at være lidt uden for det hele. Man burde tage den store anerkendelse, hun får nu, og transportere den tilbage til hende. Jeg genkender stadig mange ting i hendes tekster, jeg kan sætte mig ind i.«

Digtene

Jeanette Albeck: Sangskriver og musiker – medvirker i og har skrevet musik til Tove Ditlevsen-forestillingen »Tove!Tove!Tove!«, der vises på Det Kongelige Teater.

»Jeg føler næsten, at jeg er vokset op med Tove Ditlevsen, men det var først, da jeg kom med i Sort Samvittighed (kunstnerkollektiv, der især fortolker markante kvindelige kunstnere, red.), at jeg begyndte at arbejde med teksterne. Det kom sig af, at vi skulle lave en kabaret til Det Kongelige Teater, og det var deres dramaturgiat, der foreslog, at vi lavede den om Tove. Først var vi ret afvisende over for ideen. På det tidspunkt havde vi allerede lavet en forestilling om Anne Linnet, der synger »Barndommens Gade«, så det virkede næsten for oplagt. Men nogle gange bærer det mest oplagte også en sandhed i sig.

Jeg har tit følt mig ret forbundet med Tove Ditlevsens sange. Måske fordi hun fik sin tilgang til digtningen gennem salmerne. Hun havde en salmebog, hun læste i smug, og derigennem fik hun denne gammeldags tone, som hun blev kritiseret for, hvor hun rimede på hver anden linje. Jeg har også selv sunget i kirkekor som barn, så for mig var der noget, der klingede rigtigt fra første færd.

Hvis jeg skal vælge en tekst, skal det være »Vær ikke for sikker«. Den rammer noget i mig lige nu, hvor jeg er optaget af hendes blik på at være nogens mor og nogens barn. Hun taler om at være den voksne Tove, der samtidig ser sig selv som barnet, der har brug for, at en anden tager over. På mange måder er det et ret brutalt digt.

Jeg har læst alt, hvad hun har skrevet, og vi har arbejdet så meget med hende som person, at jeg virkelig kender stoffet. I sin tid fik Tove Ditlevsen en del kritik for at være gammeldags og skrive menstruationspoesi, så jeg håber virkelig, at der sidder nogen og skammer sig i krogene. Jeg synes, at Tove bliver ved med at vokse. Jeg synes, at hendes tekster er ret moderne. Det er jo bare ret svært at være menneske – og det skriver hun meget fint om.«

Brevkassen

Jens Andersen: Forfatter – har blandt andet skrevet biografien »Til døden os skiller« om Tove Ditlevsen.

»Paradokserne står ofte i kø, når man taler om Tove Ditlevsens liv og værk. Hende, der skrev så klogt om lykken, fandt jo selv størst inspiration i ulykken og digtede allerbedst om far, mor og børn, når hun var indlagt på psykiatrisk afdeling på grund af forliste ægteskaber og et familieliv, hun selv var med til at smadre. Hver gang fik Tove Ditlevsen lov at medbringe sin skrivemaskine, og med hjem fra lange indlæggelser i 1960erne og 1970erne tog hun færdiggjorte manuskripter til selvbiografierne »Barndom« og »Ungdom« og romaner som »Ansigterne« og »Vilhelms værelse«.

Det var også på lukkede afdelinger på enten Sct. Hans eller Rigshospitalet, Tove Ditlevsen i perioder udfoldede sig som brevkasseredaktør i Familie-Journalen. Her sad hun hver uge og rådgav andre danske kvinder om ulykkelig kærlighed og dysfunktionelle familier. Og det gjorde hun ikke bare med suverænt blik for de ofte svære kår, der tegnede sig mellem linjerne i et brev, men også med kontant realisme og tør humor, når den var på sin plads. Hellere hård, men klar snak end sødladen væven udenom.

Tove Ditlevsen overtog brevkassen fra Edith Rode i 1956 og tømte den hver eneste uge helt frem til sit selvmord i marts 1976. I bogen »Med venlig hilsen Tove Ditlevsen« fra 1969 kan man læse en masse forskellige brevkassespørgsmål og -svar og får her et indtryk af redaktørens nøgternhed. Ingen kvinder skulle foregøgle sig en lykke, der i virkeligheden var uopnåelig, mente Ditlevsen, og tror man, at der udfoldede sig revolutionær feminisme i Familie-Journalens brevkasse, må man tro om igen. Ditlevsens solidaritet var altid rettet mod det enkelte rådvilde menneske i brevet, aldrig mod en rødstrømpebevægelse, der fyldte mere og mere i offentligheden omkring 1970, og som Ditlevsen syntes var alt for ortodoks og til tider puritansk. Det blev hun naturligvis kritiseret for. Hendes svar kan man læse i forordet til »Med venlig hilsen Tove Ditlevsen«: »Det er blevet bebrejdet mig, at jeg råder kvinderne til resignation i stedet for at sætte en lunte til det ulmende oprør. Men vi må jo alle resignere og føre vor daglige kamp mellem følelser og fornuft. Der eksisterer ikke noget paradis på jorden. Vi må hver tage vor part af livets smerte, lidelse, skuffelse, sorg, spænding og glæde omtrent i den rækkefølge, det tilbyder os sit varierede indhold fra vugge til grav«.«