De tæskede derudaf i ugens løb. Mindeskrivelserne, lykønskningerne, de litterære Kloge-Åger og den almindelige post mortem-begejstring var ustoppelig, og hurra for det. Tove Ditlevsen, kvinden, der gjorde smerten folkelig, har fortjent hvert eneste bittersøde hurra på den 100 års fødselsdag, hun aldrig ønskede sig. Tove ville dø, og sådan gik det hin martsdag i 1976. Her smeltede livets turbulens sammen med dødens svalende kulde, akkurat som i hendes mange digteriske genistreger.
De fleste af os har haft et Tove Ditlevsen-moment. Et litterært lysglimt, hvor vi i al vores menneskelige uformåen følte os forstået som aldrig før. Tove gav stemme til alle os, der havde glemt at feje skidtet ind bag pyntepuderne. De vægelsindede, de uetablerbare, de tungsindige, de drikfældige, de utro. Hun havde været der, hun forstod!