»Barnet stod ved køkkentrappen med begge hænder på gelænderet, lænet ud over det, ubevægeligt lyttende mod døren der gik derned og fjerne trin, som hun bildte sig ind var moderens, lige til de standsede et par etager under, og en dørs smæk huggede håbet itu igen«.
Læreren læste op af Tove Ditlevsens »En æggesnaps«, og vi sad helt stille, alle vi snottede unger fra 4. klasse i skolen på Amager, og mens vi sad der, midt i den tåbelige duft af æggemadder og prutter (som i »Den kroniske uskyld«), skete der noget med os, eller i hvert fald med nogle af os, for her var der pludselig noget litteratur, der handlede om en virkelighed, der lignede vores virkelighed. Her var der en beskrivelse af en angst og en fortvivlelse, der var lige så banal og hverdagsagtig, som den var forfærdelig og uudryddelig og genkendelig. Mor er på vej hjem, mor er ikke kommet endnu, hvor bliver mor af? Kommer mor overhovedet hjem?