Facebook var tænkt som demokratiets triumf. Som en slags digital navlestreng, der kunne forbinde politikerne og folket, og som kunne danne ramme for en helt ny debat, der kunne give folkestyret salt.
Men samtidig har Facebook vist sig også at have et grimt ansigt, nemlig hadsk, nedsættende og personlig tone, som er så alvorlig, at det ikke kan ignoreres.
Sådan lyder det i hvert fald fra flere af landets førende politikere, som har taget konsekvensen og nu aktivt redigerer og modererer debatten på deres Facebook. Og som rydder op på deres vægge ved enten at slette kommentarer eller helt at blokere personer.
Barren sætter de ikke kun ved trusler, men ved tonen i det hele taget.
En af dem er Venstres uddannelsesminister, Søren Pind, som i august »fandt det fornødent« at formulere et sæt af regler, der skal efterleves, hvis man skal debattere på hans væg.
Reglerne – som i dag er det første, man møder, når man besøger hans Facebook-side – er blandt andet at føre en »ordentlig« og »velopdragen« debat.
Man ryger til gengæld »ud«, hvis man gør brug af vold og trusler, eller hvis man er injurierende, hadefuld, »uhøvisk«, »diskriminerende« eller »krænkende« i sin sprogbrug.
Ifølge Søren Pind er der en »pøbel- og troldehær, der har fået lov til – på det store flertals bekostning – at dominere debatterne«.
»Derfor har jeg valgt at trække en grænse for vulgariteter og racisme, for det gider jeg ikke. Jeg gider ikke fanatikere, ekstremister eller trolde,« siger han.
»Jeg mener ikke, vi skal tolerere pøbeladfærd på nogen måde«
Pind har selv mere end 40.000 følgere, og det giver et ansvar, mener han.
»For mig handler det om, at min væg er det, jeg er. Lader jeg trusler, grovkornethed, vulgariteter og hadefuldhed stå, så er jeg med til at legitimere det. Og det vil jeg ikke,« siger han og tilføjer:
»Kældermennesker har ikke plads på min væg, og de kan jo bare lave deres egen væg. Jeg har ikke nogen pligt til at lægge ryg til deres kældersprog og –adfærd.«
Risikerer man ikke at undertrykke en masse vrede med den fare, at folk må få afløb for den på en anden og måske værre måde?
»Jeg mener ikke, vi skal tolerere pøbeladfærd på nogen måde. Vi skal tolerere en fri og åben folkelig debat, men alternativet til det er en fascistisk adfærd; at vi lader det yderste højre og venstre og ekstremenerne dominere med den konsekvens, at almindelige mennesker melder fra,« lyder det fra Søren Pind.
Ifølge ham har de sociale medier skabt et behov for, at vi definerer en ny social kontrakt med hinanden om god opførsel; denne gang bare på nettet.
»For mig har der altid været forskel på frihed og anarki. Frihed er kendetegnet ved en grad af orden. Den orden skal nogle mennesker etablere, og de sociale nærmer, som hidtil har præget internettet, er en udfordring,« siger han.
For tiden holder Pind midlertidigt pause fra de sociale medier – men inden da brugte han »en del tid på« at rydde op, hvilket i »sig selv er en udfordring«:
»Min tid sætter naturlige grænser for, hvad jeg kan, og nogle gange sletter jeg helt givet folk uretfærdigt. Men det må man tage med. Der er ingen, der har krav på at være på min væg.«
Johanne Schmidt måtte skifte holdning
Samme holdning har Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der med i omegnen af 150.000 følgere er bl.a. de største danske politikere på Facebook.
Da hun i 2007 oprettede sin profil, var det med en holdning om, at »intet skulle censureres, at ordet var fuldstændig frit.«
»Men jeg har ændret holdning til det,« siger hun:
»Jeg kan ikke pege præcis på, hvornår skiftet kom – det er kommet løbende – men i dag sletter jeg indlæg, og sommetider blokerer jeg også afsendere. Både, hvis der er direkte trusler om vold eller voldtægt eller mordtrusler, men jeg sletter også indlæg eller blokerer personer, hvis de skriver »perkerluder« eller »muhammedaner-svin« - enten til mig eller til andre deltagere i tråden,« siger hun og tilføjer:
»Jeg vil ikke acceptere racistiske eller sexistiske tilsvininger.«
»Kan folk ikke opføre sig ordentligt, må de finde et andet sted«
Også den radikale leder, Morten Østergaard, har været på en rejse i sit syn på Facebook. Indtil for få måneder siden havde han det synspunkt, at man »som politiker må lægge ryg til lidt af hvert, og at der ikke skulle være nogen begrænsninger«, mens han i dag »snarere opfatter min Facebook-profil som det samme som at invitere gæster hjem.«
»Kan folk ikke opføre sig ordentligt, må de finde et andet sted. Man skal have en ordentlig tone – særligt over for andre, og hvis man går efter at såre eller fornedre andre, så skal man ikke have lov at forpeste min side,« siger han.
Samtidig har den radikale folketingsgruppe blandet blod på, at hvis en af dem udsættes for noget, som minder om trusler eller ønsker om, at der »tilstøder dem eller deres nære noget ondt«, så bliver det per automatik meldt til politiet af partiet.
Morten Østergaard, en ting er vold, noget andet er dårlig eller fornedrende tone. Er det ikke virkelig en glidebane at censurere det sidste?
»Nej, jeg synes man må adskille de to ting. Ønsker man, der sker os noget ondt, videregiver vi det til politiet. Så er der det andet – hvordan debattonen skal være – og der mener jeg, man er nødt til at udvise det værtskab, man ville gøre hjemme ved middagsbordet.«
Risikerer man ikke at skabe en følelse af endnu større afstand mellem folk, som måske er frustrerede, og så magthaverne?
»Sådan har jeg tænkt det meget længe. Men jeg må også bare konstatere, at den måde, debatten har udviklet sig på på nettet, den graver grøfter og gør, at mange med et seriøst ærinde holder sig væk. Vi er nødt til at erkende, at folk bliver skubbet væk, hvis man ikke gør noget,« siger Østergaard.
»Der er nogle mennesker, der bliver forment adgang til debatten, fordi de er frustrerede«
Benjamin Rud Elberth, der i flere år har rådgivet politikere i deres brug af sociale medier, og som har firmaet »Digital taktik«, siger, at det »grundlæggende er godt, at politikerne er begyndt at forsøge at holde en ordentlig debat på deres Facebook«.
Og at man ikke kun skrider ind over for trusler, men også eksempelvis chikane, hård tale om sexisme.
Helt uproblematisk er det dog ikke, siger han, for man må ikke glemme, at der bag den hårde tone gemmer sig det forhold, at flere danskere er blevet mere frustrerede – over politiske beslutninger, der påvirker dem negativt, over et arbejdsmarked i rivende udvikling og over en følelse af at være sat af.
»Og det er jo ikke alle de frustrerede danskere, der kan formulere sig lige så højklassepænt og poleret, som politikere selv gør. Der er nogle mennesker, der bliver forment adgang til debatten, fordi de er frustrerede og ikke kan finde ud af at udtrykke sig på andre måder. Og det er dilemmaet: For er vi så der nu, hvor man skal kunne skrive med et højt lix-tal for at kunne blive hørt,« spørger han retorisk.
Ifølge Astrid Haug, der er ekspert i sociale medier, er det »ganske fornuftigt«, at politikerne sætter »rammer op for den debat, de gerne vil have på deres Facebook-side«.
»Det samme ville de gøre til et fysisk vælgermøde, hvor vi heller ikke ville acceptere folk, der kom med trusler, racistiske bemærkninger eller blot noget, der falder helt uden for mødets dagsorden. I værste fald ville man udvise folk fra mødet,« siger hun og tilføjer:
»Jeg synes, det er fint, at hvedebrødsdagene på Facebook er overstået for politikerne, så de netop bruger tid på at luge ud i kommentarerne, så debatten kan have blot et minimum af kvalitet og mening.«