Det vakte opsigt, da Irans ambassadør i Danmark sidste år helt valgte at udeblive fra en nytårskur på Christiansborg for det diplomatiske korps.

Ambassadøren på det tidspunkt, Hamid Bayat, ville ikke give hånd til Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), og da Kjærsgaard stod fast på, at hun ønskede at trykke hånd med de indbudte gæster, takkede han i sidste ende helt nej til invitationen.

Forud for den årlige nytårskur for de udenlandske ambassadører i år kontaktede den iranske ambassade i Danmark atter Pia Kjærsgaard.

Fra ambassaden lød det, at den nye ambassadør, Morteza Moradian, gerne ville hilse på Folketingets formand. Men man fastholdt, at han ikke ville give hende hånden.

Den løsning afviste Kjærsgaard igen.

»Det er meget meget besynderligt, for han er jo en højtstående person. Men de er godt nok ubøjelige, når det kommer til det spørgsmål. Og det er jeg så også. Jeg kommer ikke til at give mig, for det er mig, der er formand i det her hus. Og så er det simpelthen ikke i orden, at man ikke vil hilse på mig, som man hilser på alle mulige andre,« siger hun

Ifølge Pia Kjærsgaard skyldes hendes kolde skulder til den iranske ambassadør, at det er vigtigt at stå fast på danske værdier.

»Der er ingen tvivl om, at danskheden er presset. Det er nødvendigt at stå fast på vores værdier, og hvordan vi er som danskere, og jeg synes, der har været alt for meget eftergivenhed i de seneste år,« siger hun.

I 2016 valgte den daværende ambassadør, Hamid Bayat, som beskrevet helt at blive væk. Sådan gik det ikke i år.

I stedet nåede man til enighed med ambassaden om en alternativ løsning. Det betød, at Folketingets ledelse, Præsidiet, traditionen tro stillede sig på række i Fællessalen på Christiansborg og gav hånd til de fremmødte ambassadører.

Først efter at denne seance var slut, og Pia Kjærsgaard og de fire andre medlemmer af Præsidiet gik ind til receptionen, ankom den iranske ambassadør. Han blev fulgt ind i Fællessalen af en medarbejder fra Folketingets Administration.

På den måde hilste de to aldrig på hinanden.

Pia Kjærsgaard fortæller, hvordan ambassadørerne fra f.eks. både Saudi-Arabien og Irak gav hånd i forbindelse med arrangementet. Hun mener, at man må indrette sig efter det land, man befinder sig i.

»Jeg har været i Iran, og der indrettede jeg mig fuldstændig. Jeg gik med sjal om hovedet og følte mig da lidt skør, men jeg skal ikke ned og revolutionere Iran på en uge. Og det samme gælder den anden vej,« siger hun.

Kunne du ikke have sagt, at hvis han ikke vil give hånd, kunne han slet ikke komme med?

»Jo, det kunne man godt. Men det er et spørgsmål om at få tingene til at gå op i en højere enhed. Jeg har en forpligtelse til at få tingene til at lykkes, uden at jeg selv fraviger mine principper. Vi bor i Danmark, og i Danmark giver man kvinderne hånd.«

Er du ikke med til at føje ham, når han alligevel kan komme med til receptionen?

»Nej, det synes jeg ikke. Som formand skal jeg have tingene til at gå op i en højere enhed. Jeg holder på mit, og det gjorde jeg også her. Han får ikke mulighed for at træffe mig eller blive modtaget officielt. Men han havde så lejlighed til at tale med kollegerne fra andre lande.«

Så det er historien om, at diplomati ikke altid er sort/hvidt?

»Det er det sjældent,« siger Pia Kjærsgaard.

Udenrigsordfører for Venstre Michael Aastrup Jensen (V) deltog også i receptionen på Christiansborg, der blev afholdt 10. januar.

Han mener, at Pia Kjærsgaard traf den rigtige beslutning, samtidigt med, at han understreger, hvordan vi herhjemme skal stå fast på vores værdier.

»Det er vigtigt – særligt til et arrangement i det danske parlament – at man tydeliggør, at det er den danske kutyme og de danske frihedsrettigheder, der gælder. Og derfor giver man selvfølgelig hånd til den kvindelige formand.«

»Men denne dag er også en mulighed for diplomaterne og politikerne til at mødes og tale frit fra leveren en gang om året, og derfor er det en god løsning, som formanden har fundet,« siger Michael Aastrup Jensen.

Berlingske har uden held forsøgt at få en kommentar fra Irans ambassadør.

Opdateret: Den iranske ambassade er i kølvandet på historien vendt tilbage til Berlingske. Ambassaden oplyser, at Hamid Bayat ikke var i landet under receptionen sidste år, men at han ikke ville have givet hånd, hvis han skulle deltage.

Talsmanden for Irans ambassade i Danmark, Jamshid Fathalinejad, forklarer her til Berlingske, hvorfor ambassadøren ikke ville give hånd.