Bekymrende. Irrationelt og problematisk. Skadeligt for rekrutteringsmulighederne.

Danske topchefer holder sig ikke tilbage, når de skal sætte ord på Dansk Folkepartis sandsynlige indflydelse på udlændinge­politikken efter et folketingsvalg.

I en ny rundspørge til Berlingskes toplederpanel med svar fra 207 topchefer vurderer 50 procent, at Dansk Folkepartis mulige indflydelse på udlændingepolitikken vil få en direkte negativ effekt på dansk erhvervsliv. Omvendt ser blot otte procent positivt på udsigten til, at Dansk Folkeparti igen vil blive en afgørende magtfaktor på udlændingeområdet.

Mange topchefer frygter, at debatten kommer til at handle mere entydigt om, hvordan vi kan holde den udenlandske arbejdskraft væk fra Danmark.

»Dansk Folkepartis mulige indflydelse på udlændingepolitikken er bekymrende af flere årsager. Det er for det første skadeligt, hvis konkrete stramninger gør det sværere at få arbejdskraft til Danmark. For det andet er det skadeligt, hvis det skader Danmarks image blandt potentielt værdifuld arbejdskraft,« siger Anders Heine Jensen, adm. direktør i kraftværksselskabet Burmeister & Wain Scandinavian Contractor (BWSC).

Topchefernes meldinger kommer efter en længere periode, hvor Dansk Folkeparti har stået historisk stærkt i meningsmålingerne med i omegnen af 20 procent af stemmerne. Mange topchefer hæfter sig ved, at mangel på kvalificeret arbejdskraft ventes at blive et stigende problem herhjemme.

»Med et stærkt Dansk Folkeparti vil fokus nok næppe være på flere internationale skoler, lettere sagsbehandling for udlændinge og mere lempelige ordninger,« siger adm. direktør i den rådgivende ingeniør­koncern Geo, Kim Sillemann.

Topchefernes meldinger kommer, efter at erhvervsorganisationen DI ved flere lejligheder har efterlyst en lempelse af flere af de ordninger, som udlændingene benytter for at komme til Danmark.

Dansk Folkepartis integrations- og udlændingeordfører, Martin Henriksen, mener, at topcheferne i stedet for at fokusere på flere udlændinge burde »ansætte flere danskere og indvandrere, som i dag er på offentlig forsørgelse«.

»Jeg synes desværre, at det halter med at få vores erhvervsliv til at tage et socialt ansvar. Med de her meldinger lyder det jo, som om Danmark bare skal drives som én stor virksomhed,« siger han.