Syriske familier lægger sig ikke længere til at sove på perronen på Padborg Station. News-helikopteren er for længst fløjet tilbage til København. Og væk er alle de godhjertede danskere, som valfartede til Padborg med ledige pladser i bilen og bagagerummet fyldt op med juice, kiks og bleer.

Det lader til igen at være hverdag i den sønderjyske grænseby. Næsten i hvert fald. Siden 6. september, skønner Rigspolitiet, er omkring 10.000 flygtninge og migranter rejst ind i Danmark, de fleste af dem er dog rejst videre igen til fortrinsvis Sverige. Men i Padborg ankommer hver anden time toget fra Flensborg, og med om bord er oftest grupper af flygtninge og migranter. Nogle gange flere end 100, andre gange blot et par familier.

Padborg Station er midtpunkt i en diskussion om kontrollen med de danske grænser – eller manglen på samme. Politiet tog torsdag morgen Danmark på sengen, da de annoncerede, at de ikke længere ville tilbageholde flygtninge og migranter på gennemrejse i Danmark – mennesker som under normale omstændigheder er at betragte som grænseoverløbere, der skal retur over grænsen, hvis ikke de søger asyl.

Politiets nye stil er dog ikke at sammenligne med et frit lejde, fastslog rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg forleden, men alligevel har visse dele af Christiansborg udtrykt bekymring over, om politet har styr på, hvem der krydser landets grænser.

Berlingske tog turen over den dansk-tyske grænse tre gange for at komme nærmere et svar på, hvad der er op og ned i kontrollen med de indrejsende flygtninge og migranter.

Først lidt paragraffer: Schengen-aftalen slår fast, at dansk politi dagligt kun må kontrollere tre tog per jerbanestrækning. Alligevel går betjente i Padborg om bord i samtlige tog, som ruller ind fra Flensborg.

Betjentene foretager ikke kontroller, men screeninger, forklarer politiet, som derved ikke bryder nogle internationale aftaler. Forskellen ligger ifølge politiet i, at de under en screening ikke kontrollerer alle passagerer. Betjentene anvender heller ikke magt, hvis passagerer ikke adlyder deres ordrer.

Torsdag kl. 09:10: Flensborg-Padborg med tog

Da Henok og hans tre venner stiger på toget i Flensborg, har de stadig ikke besluttet, hvor de vil søge asyl.

»Måske bliver det Danmark, måske bliver det Sverige,« siger Henok med et smil. De fire unge mænd forlod Eritrea i begyndelsen af juni. Siden har de opholdt sig flere uger i Libyen, fem dage på Middelhavet, og efter en tur op gennem Europa krydser de om ti minutter den dansk-tyske grænse.

Der er omtrent 50 flygtninge og migranter med toget, lyder vurderingen fra en DSB-ansat i Flensborg.

Da toget kommer til perronen i Padborg, stiger seks betjente om bord. Med sig har de to tolke.

»Vil I søge asyl i Danmark,« spørger betjentene og tolkene på engelsk, arabisk og farsi, mens de baner sig vej ned mellem sæderækkerne.

»No, Sweden,« lyder det tilbage fra de fleste passagerer.

Betjentene er nået ned til de klapsæder, hvor Henok og hans venner har sat sig. De fire eritreere ser spørgende på hinanden og beslutter sig så.

»Yes, okay,« siger Henok og nikker til en betjent. Betjentene fører dem ud af toget for at køre dem til Center Sandholm, hvor deres asylansøgning skal behandles.

Se indslag om grænsekontrollen:

Med ud på perronen har betjentene også to irakiske mænd. De har dog intet ønske om at søge asyl i Danmark. Da betjentene beder om at se deres papirer, kan de ikke vise nogen, og da de bliver bedt om at forlade toget, adlyder de.

Eftersom de to irakere ikke har givet udtryk for, at de vil søge asyl i Danmark, bliver de betragtet som grænseoverløbere. Derfor bliver de gelejdet ind i en politibil, som skal køre dem tilbage til Tyskland.

Havde de bare sagt, at de ville videre til Sverige ligesom de øvrige passagerer eller nægtet at forlade toget, havde de fået lov til at blive siddende, forklarer en betjent til Berlingske.

Torsdag kl. 13:10: Flensborg–Padborg med tog

Saleh Ossoman sidder og bladrer frem og tilbage i et Ud&Se-magasin. Han vil til Sverige.

»Vil der være politi, når vi kommer til København,« spørger den 31-årige iraker Berlingskes udsendte. Samtidig ruller toget ind på perronen i Padborg, og det politi, som Saleh er bekymret for, gør klar til at stige ind i toget.

Forrest gennem vognen går tolken. Saleh udveksler et par sætninger med ham på arabisk. Få øjeblikke senere træder betjentene ind i vognen, og Saleh vender sit blik tilbage ned i Ud&Se.

En kort samtale mellem tolken og betjentene og Saleh kan ånde lettet op: Han får lov til at fortsætte turen mod Sverige.

Det samme gør togets omtrent 30 andre flygtninge og migranter. Ingen bliver tilbageholdt og ingen vælger at søge asyl i Danmark.

Torsdag kl. 13:25: Flensborg–Fredericia med bus

Flensborg Hauptbahnhof er pludselig fyldt af storrygende mænd, grædende børn og rullekufferter. Et tog fra Hamborg er netop ankommet, og med toget var mere end 100 flygtninge og migranter. På de flestes billetter står der Malmø via København.

Der er ikke plads til alle i det næste tog, vurderer DSB. I stedet har man klargjort en bus, som skal køre flygtninge og migranter til banegården i Fredericia, hvorfra det vil være lettere at få en plads til København. På få minutter er samtlige 54 sæder i bussen besat, og chaufføren begynder turen mod Fredericia. Da bussen nærmer sig grænsen i Kruså, sænker chaufføren farten til 30 km/t.

»Hvis politiet vil tjekke os, er det her, de vil stå,« siger han.

Men der er ingen betjente at få øje på. Bussen er på dansk asfalt, og chaufføren sætter igen farten op. De 54 flygtninge og migranter ankommer noget forvirrede til Fredericia.

»Is this Copenhagen?« spørger Hossam Hossein, som er flygtet fra Irak. Hans kone og datter er stadig i Bagdad, og han vil videre til Sverige, hvor han mener, at chancerne for familiesammenføring er størst.

Et par frivillige på Fredericia station hjælper Hossam og de øvrige rejsende med at finde toget til København.

Da konduktøren fløjter og gruppen af flygtninge og migranter begiver sig videre mod Hovedbanegården, har ingen været i kontakt med politiet eller de danske myndigheder.