Thulesen Dahl: Der er ikke grundlag for DF i regering
Kristian Thulesen Dahl mener ikke, at de nuværende forhandlinger lægger op til et regeringssamarbejde mellem Venstre og DF.
Kristian Thulesen Dahl mener ikke, at de nuværende forhandlinger lægger op til et regeringssamarbejde mellem Venstre og DF.
Dansk Folkeparti er ikke klar til at slå pjalterne sammen med Venstre og eventuelt andre borgerlige partier i en ny regering.
{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}
Det siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), torsdag på vej ind til en arbejdsfrokost med Venstre-formand og kongelig undersøger Lars Løkke Rasmussen (V).
»Det er klart, at som tingene foreligger lige nu, der har vi ikke et grundlag, der tilfredsstillende for Dansk Folkeparti,« siger Kristian Thulesen Dahl.
»Som tingene ligger lige nu, er det ikke vores vurdering, at indflydelsen vil være størst, hvis vi går med i en regering. Der er grundlaget ikke godt nok,« fastslår DF-formanden.
Lars Løkke Rasmussen har siden valget i sidste uge haft de øvrige partiledere i blå blok til adskillige møder for at finde ud af, hvordan en borgerlig kongekabale kan gå op med ham selv som statsminister.
Men det er svært at få kabalen til at gå op på grund af uenigheder på tværs af de fire partier, der også tæller de Konservative og Liberal Alliance. Blandt hovedknasterne er udviklingen i det offentlige forbrug, hvor Dansk Folkeparti ønsker en vækst på 0,8 procent, mens Venstre gik til valg på nulvækst.
Og det er også en af hovedårsagerne til Dansk Folkepartis regeringsskepsis, forklarer Kristian Thulesen Dahl.
»Vi vil ikke låses inde i en situation, hvor vi ikke synes, grundlaget er godt nok i forhold til for eksempel vores sundhedssektor. Der er vores indflydelse større, hvis vi fra finanslov til finanslov kan kæmpe vores sag,« siger han.