På den lange og farefulde sejlads hjem mod sit rige på øen Ithaka skulle kong Odysseus forbi sirenerne, der levede på farlige rev. Gang på gang fik sirenernes sang garvede sømænd til at afvige fra kursen og søge ind mod klipperne, hvor druknedøden ventede.

Odysseus kom forbi sirenerne. Han beordrede sine mænd til at stoppe deres ører med voks, så de intet kunne høre og lod sig selv binde fast til masten. Han hørte sirenernes sang, som var så lokkende, at han snart forsøgte at få sine folk til at løsne rebene.

{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}

De adlød ikke, men blev ved med at ro, indtil til skibet var uden for fare.

Klassikeren fra den græske mytologi er værd at erindre netop nu, hvor det politiske spil om regeringsmagten løber over scenen på Christiansborg. I centrum står ikke kun Lars Løkke Rasmussen, som har fået en unik mulighed for et comeback som regeringschef, men også valgets sejrherre, Kristian Thulesen Dahl, der skal beslutte sig for, om Dansk Folkeparti skal i regering.

Præcis som det skete for Odysseus, stiger sirenesangen op omkring Kristian Thulesen Dahl, og mange lokker for at få ham til at tage det afgørende skridt ind i ministerkontorerne. Overalt lyder det, at han vil få større indflydelse, hvis han vælger regeringsmagten, og det fremhæves, at DF er blevet så stort, at det vil være forkert ikke at gribe regeringsansvaret.

Ser man i den retning, hvorfra sirenesangen kommer, er det imidlertid interessant, at mange af de folk, som mest indtrængende råder DF til at søge i regering, er de mennesker, som ønsker, at det går DF ilde. Hos mange er den slet skjulte dagsorden, at DF skal tage ansvaret på sig – for derpå at knække.

Dét ved DF-ledelsen, og det er grunden til, at forhandlingerne med Løkke ikke nødvendigvis ender med en VO-regering – bestående af Venstre og Dansk Folkeparti – som naturligt nok står øverst på V-formandens ønskeliste.

En regering mellem de to partier vil, i det mindste på papiret, skabe en mere robust regeringskonstellation, og det vil være en gevinst for Løkke at kunne få DF ind under ansvarets åg. I Venstre er man ikke begejstret ved udsigten til at skulle træffe svære beslutninger i regering, mens Kristian Thulesen Dahl står udenfor med masser af indflydelse og et stort spillerum til at profilere sit parti.

For DF er valget – regeringsdeltagelse eller ej – mere komplekst.

Jo, deltagelse i en regering vil give større konkret indflydelse på en lang række beslutninger, og det vil være en enestående blåstempling af et parti, som i årevis er blevet nedgjort og forsøgt stigmatiseret af dets modstandere.

Det vil også være opfyldelsen af en drøm hos fremtrædende DFere, som er fuldt kvalificerede til at blive ministre.

Sagen er blot, at der også er farer forbundet med at gå i regering.

Dels har DF fået stor fremgang ved at være partiet, der har talt den lille mands sag og med stor dygtighed har plejet rollen som folkets talerør. Denne position vil kunne blive antastet, hvis DF-toppen stryger ind i ministerkontorerne, så snart lejlighed byder sig.

Dels er der i DF-ledelsen en vis frygt for, om partiet vil kunne holde til at stille med et større ministerhold. Man er sig bevidst om, at det vil kræve ledelseskraft at fortsætte med at udvikle DF fremover, træne de mange nyvalgte parlamentarikere i den rekordstore folketingsgruppe og holde styr på en voksende partiorganisation.

Man er med andre ord fokuseret på, at muligheden for at kunne skabe fortsat langsigtet og organisk vækst ikke må blive ødelagt af regeringsdeltagelse, og derfor fylder overvejelserne om at kunne styre partiet tilstrækkelig sikkert meget i disse døgn.

Betyder det så, at beslutningen er truffet – og at forhandlingerne med Løkke er teater? Nej, der forhandles, og Thulesen Dahl afsøger reelt, om forhandlingerne skal ende med en historisk regeringsdeltagelse.

Men han og Lars Løkke er samtidig så drevne, at de ved, at en fælles forståelse under alle omstændigheder er afgørende – også hvis forløbet ender med, at de ikke skal sidde i regering sammen. Uden en fælles forståelse vil en kommende Løkke-regering blive for sårbar, mens enighed om linjen vil kunne åbne muligheder for begge parter. Løkke vil kunne manøvrere med støtte fra DF på væsentlige felter, og Thulesen vil bedre kunne fastholde de hundredtusinder af danskere, som han har trukket til DF og dermed være bedre til at fastholde et blåt flertal.

Måske ender DF i regering. Men præcis som Odysseus har Thulesen Dahl gennemskuet, at de smægtende sange kommer fra folk, som vil trække DF i dybet. Han ved også, at en del af DFs ekstraordinære fremgang gennem to årtier er baseret på, at man netop ikke har lyttet til »gode råd«, men konsekvent har fulgt sin egen kurs.