30.000 flere flygtninge skal ud på arbejdsmarkedet i løbet af de næste to år.
Sådan lyder regeringens målsætning ifølge Politiken og DR Nyheder i et nyt integrationsudspil, der præsenteres onsdag formiddag i Statsministeriet under overskriften »Alle skal bidrage - flygtninge og indvandrere hurtigere i beskæftigelse«.
{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}
Og for at nå målet vil regeringen med både gulerod og pisk skærpe kommunernes jobindsats, erfarer Politiken. Integrationsudspillet lægger ifølge avisens oplysninger op til »markante ændringer af det treårige integrationsprogram, som flygtninge bliver mødt med i dag«.
Flygtninge vil få »ret og pligt« til enten at tage et nyttejob, løntilskud eller virksomhedspraktik, hedder det yderligere. Og unge under 30 år, der hverken har uddannelse eller arbejde, skal sidestilles med andre unge på kontanthjælp, så de også underlægges uddannelsespålæg.
Integrationsudspillet indeholder angiveligt 44 millioner ekstra kroner til de kommunale jobcentre, skriver både Politiken og DR Nyheder, og samtidig vil regeringen give kommunerne et økonomisk incitament til at levere en bedre jobindsats ved at ændre den kommunale refusionsordning, så en kommune får bonus ved at hjælpe en flygtning eller indvandrer i arbejde eller praktik.
Det sker som en erkendelse af, at kommunerne i dag har meget forskellige indsatser på området - og derfor også forskellige resultater. Blandt de kommuner, der klarer sig dårligst, udgør de særlige virksomhedsforløb ifølge DR Nyheder kun fem procent af integrationsindsatsen. I den anden ende af skalaen er nogle kommuner oppe på 40 procent.
Udspillet præsenteres onsdag klokken 11 af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R), beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) og integrationsminister Manu Sareen (R).