Vi er midtvejs i ugen, og her er dit overblik over dagens politiske historier:
Allerede på årets første dag gjorde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) det i sin nytårstale klart:
»Flygtninge skal ikke gøres til klienter. Hvis du kommer til Danmark, skal du selvfølgelig arbejde. Du skal bruge det, du kan. Du skal lære sproget og ud blandt danske kolleger. Du skal opleve, hvordan vi gør tingene her i landet.«
Og nu kommer regeringen så med det udspil, der skal konkretisere Thornings ord.
{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}
Klokken 11.00 i dag vil statsministeren sammen med økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R), beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) og integrationsminister Manu Sareen (R) på et pressemøde i Statsministeriets spejlsal præsentere regeringens udspil »Alle skal bidrage – flygtninge og indvandrere hurtigere i beskæftigelse.«
Som det ofte er tilfældet med den slags udspil, har flere medier allerede på forhånd fået lov til at læse Thorning over skulderen, så dele af indholdet på udspilssiderne er kendt. Du får fem uddrag fra Politiken, DR og TV 2 her:
1) Målet med udspillet: I alt skal 30.000 flere flygtninge og indvandrere over de næste to år ud på arbejdsmarkedet.
2) De kommunale jobcentre får en ekstra bevilling på 44 mio. kr. Jobcentrene skal være bedre til at holde kontakt til virksomhederne og til at »samarbejde«, som det hedder hos DR.
3) Der er imidlertid ikke nødvendigvis ambitionen, at de mange flygtninge og indvandrere kan komme i fuldtidsjob, skriver TV 2. »Pengene skal bruges på at skaffe løntilskudsjobs, nyttejobs eller på anden måde få personerne ind på arbejdsmarkedet,« heddet det.
4) Ifølge Politiken lægger regeringen i udspillets sider op til »markante ændringer af det treårige integrationsprogram, som flygtninge bliver mødt med i dag«, flygtninge får »ret og pligt til at deltage i nyttejob, løntilskud eller virksomhedspraktik«, og unge under 30 år på integrationsprogram, som står uden job og uddannelse, vil blive sidestillet med andre unge på kontanthjælp. De bliver dermed underlagt såkaldt uddannelsespålæg.
5) Endelig er der lagt op til en ændring kommunale refusionsordning. Kommunerne vil i højere grad blive bonusbelønnet ved at få en udlænding i enten nyttejob, arbejde med løntilskud eller virksomhedspraktik, end ved at sætte pågældende på f.eks. danskkursus. Det skriver både DR og Politiken.
Her er dit loft, Løkke
Lars Løkke Rasmussen (V) vil ikke svare på, hvor mange penge kontanthjælpsmodtagere højest må få. Det vil 195 andre Venstre-medlemmer til gengæld gerne, og budskabet fra baglandet i dagens Berlingske er klart.
Ydelserne skal ned. Langt ned.
Står det til et overvejende flertal af de Venstre-folk, som har svaret et spørgeskema fra Berlingske Research, skal der som minimum barberes 100.000 kr. fra ydelserne til den familie, som Venstre i øjeblikket bruger som eksempel i sin kampagne for et nyt kontanthjælpssystem.
Her får familien bestående af et ægtepar på kontanthjælp og tre børn 454.215 kr. i kontanthjælp, børnecheck, boligsikring og tilskud til daginstitution om året.
Næstformand Kristian Jensen noterer sig i hvert fald, at »Venstres bagland er helt enigt med Venstres politik.« Det gør han her.
Thulesens tanker
Senest om et år skal danskerne stemme om at erstatte det danske retsforbehold med en såkaldt tilvalgsordning. Det blev der fundet politisk enighed om i går. Du får en læs og forstå-guide her.
Har den afstemning betydning for regeringstankerne hos Dansk Folkeparti? Ja, lyder det i en analyse i Politiken.
Det kan nemlig betyde, at Kristian Thulesen Dahl (DF) kan udskyde den entré i en kommende regering, som han i øvrigt gang på gang har afvist.
»Tirsdagens tyvstart på EU-valgkampen styrker argumentet for, at Kristian Thulesen Dahl vil stå uden for en eventuel borgerlig regering, indtil EU-afstemningen er overstået. Hvis DF derefter midtvejs i næste regeringsperiode diskret udløser en regeringskrise og træder ind i regeringen, vil han også imødegå en anden DF-bekymring: Nemlig at vælgerne skal se dem som magtbegærlige, efter at de i flere år hånede SF for at ofre sine mærkesager til fordel for magtdrømme. I stedet kan Thulesen Dahl så fremstå som en, der nødtvungent redder en borgerlig regering.«
Exit overvågning
Regeringen er vendt på en tallerken i debatten om overvågning af danskere i udlandet.
Tidligere har forsvarsminister Nicolai Wammen (S) ellers slået fast, at det alene skulle være Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) beslutning, hvornår den ville igangsætte overvågning af danskere i udlandet. Men det bliver nu lavet om.
En af de hårdeste kritikere af netop overvågningen, Jacob Mchanghama, direktør i den retspolitiske tænketank Justitia, klapper nu regeringen på skulderen.
»Det er en meget, meget vigtig udvikling. Det viser, at demokratiet kan virke, og at man lytter på kritik, så man nu har fundet en løsning med en langt bedre balance mellem retssikkerhed på den ene side og sikkerhed på den anden,« siger han.
På Twitter er SF og Liberal Alliance lidt uenige om, hvem der skal have mest af æren for regeringens kursskifte.
Brug pilene til at læse de forskellige tweets.
Andre nyheder fra i dag:
- Komiker stiller op for Alternativet. Hvad der ikke lykkedes for Klaus Riskær, vil måske lykkes for den 34-årige stand-up-komiker Anders Stjernholm. Læs mere hos Jyllands-Posten.
- Der slås langt flere ledige job op på nettet end for blot få år siden. Det er et klart signal om, at beskæftigelsen er på vej op og vil stige med 20.000 personer i år – eller måske i bedste fald langt mere. Berlingske Business har den historie.
- Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) fremlægger i dag en ny udbudslov. Den skal efter planen kaste offentlige ordrer i milliardklassen af til små virksomheder. Børsen skriver den.
Det sker i dag:
8.00: Her er der udvalgsmøde i Grønlandsudvalget. På dagsordenen er bl.a. et samråd med udenrigsminister Martin Lidegaard (R) om udbud af servicekontrakten på Thule Air Base.
DF-formand Kristian Thulesen Dahl tager et smut til Bornholm. Her vil han bl.a. lægge vejen forbi Danish Crowns slagteri og Bornholms Hospital. Under besøget skal Thulesen Dahl mødes med Landbrug & Fødevarers adm. direktør, tidligere minister Karen Hækkerup.
I forlængelse af Venstres kampagne om, at det skal kunne betale sig at arbejde, besøger Lars Løkke Rasmussen onsdag formiddag servicevirksomheden Panorama.
Politisk morgenpost opdateres løbende. Senest 9.15.
