Ved indgangen til kvindernes kampdag er det tid til at skille fårene fra bukkene. Hvem er kampfæller, og hvem er ikke? Hvad er forskellen på feminister og dem, der ikke er? I broder­landet Sverige kan man ikke gå ind ad en dør, hvis man vil tages alvorligt, uden først af besværge, at man selvfølgelig er feminist. Ligestilling mellem kønnene ligger på top tre over de vigtigste politiske emner. I Danmark opfattes feminister i bedste fald som et levn fra fortiden, i værste nogen, der er til grin. Så lad os komme i gang.

Det første spørgsmål i testen er, om du overhovedet mener, at mænd og kvinder skal have lige muligheder. Vi taler ikke om samme rettigheder, som er et langt mere konkret mål, som foreskrives i loven. Men lige muligheder. De fleste vil svare ja til det, dog vil mange i Mellemøsten svare nej. Gør du også det, er der ikke nogen grund til at fortsætte testen. Du er ikke feminist.

Det andet spørgsmål.

Du har svaret ja til, at mænd og kvinder bør have lige muligheder. Det næste spørgsmål er, om de har det i Danmark i dag? Og det deler virkelig vandene. Der er næppe nogen tvivl om, at kvinder sakker bagud på arbejdsmarkedet, fordi det blandt andet er dem, der tager sig mest af børnene. Det er det, som forskerne kalder »børnestraffen«. Kvinder tager mest barselsorlov, flest sygedage med børnene, de går oftest på deltid, får lavere løn og mindre pension. Og den offentlige sektor, hvor man har prioriteret den slags goder i forhold til børnene mod en betydeligt lavere løn, er befolket af kvinder, mens mændene arbejder i den private sektor. Men det kan jo være, fordi kvinderne selv har valgt det. Ligesom de har valgt, at de ikke vil sidde i selskabsbestyrelser og være professorer. Derfor kan der jo godt være lige muligheder, men kvinderne ønsker bare ikke at udnytte dem. De prioriterer anderledes. Hvis du mener det, så stopper testen her. Du er ikke feminist. Men hvis du mener, at kvindernes valg er mere strukturelt betinget end deres eget frie valg, så fortsæt.

Det tredje spørgsmål

Du har svaret ja til, at der ikke er lige muligheder for mænd og kvinder. Blandt andet fordi kvinder tager den største del af slæbet med hjem og børn. Og du har svaret ja til, at der skal være lige muligheder. Det tredje spørgsmål er, om ligestilling er noget, samfundet skal gøre noget ved? Og her er vi inde ved det spørgsmål, der splitter mest. Hvis samfundet skal rette op på ulige muligheder, så handler det eksempelvis om at øremærke barselsorlov til mænd og at indføre kvoter eller favorisere kvinder i nogle sammenhænge. Det handler om at gennemføre en gennemsigtighed, så alle kan se, om kvinder får mindre i løn og den slags. Hvis du mener, at samfundet principielt skal tage sig af at rette op på de ulige muligheder, hvilket man allerede gør i dag i forhold til barsel, lønstatistikker og kvotering i for eksempel offentlige nævn og udvalg. Ja, så er du feminist. Tilbage står at diskutere midlernes karakter og omfang.

Du er feminist og har svaret ja til, at det er samfundets ansvar at gøre noget ved de ulige muligheder, som mænd og kvinder har. Det er ikke et individuelt, men et kollektivt anliggende. Det sidste spørgsmål er, om du tror, at det overhovedet kan ske uden at forskellene mellem kønnene bliver mindre. Så længe drenge er blå og piger lyserøde og de opdrages til at være forskellige, så vil de altid have forskellige muligheder. Derfor bør legetøj være kønsneutralt, børnetøj ligeså, og måske skal man helt droppe »han« og »hun« og kalde alle mennesker »hen«, så det ikke er deres køn, der definerer deres muligheder senere i livet.

Hvis du svarer ja til det, så er du ikke bare feminist, men enten svensker eller født før 1955.