Onsdag afblæste Nationalbanken krisen. Det er slut. Nationalbankdirektør Rohde sagde i hvert fald, at opsvinget er i gang. Og væksten bliver på hele to procent i år og det samme næste år, forudser banken. Der er lys ikke bare for enden af tunnelen, solen skinner stor og mægtig her og nu, og det bliver den forhåbentligt ved med i et stykke tid. Efter de syv magre år, er vi forsigtigt på vej ind i de fede.

Og hvad lærte vi så i Europa af den dybeste økonomiske krise siden Anden Verdenskrig? En krise, som nogle lande fortsat hænger uhjælpeligt fast i. Spørg bare i Athen.

For det første har vi på det politiske plan lært, at en økonomisk krise kan være så voldsom, at det politiske system ikke er i stand til at håndtere den. I Grækenland og Italien måtte man i en periode indsætte embedsmandsstyre for at gennemføre de reformer og nedskæringer af de offentlige udgifter, der var nødvendige. I andre lande – især Frankrig – har man ikke været i stand til at reagere hurtigt nok på krisen på grund af dyb folkelig modstand. Demokratisk er der en dysfunktion, som betyder, at politikerne svigter og i nogle lande bliver handlingslammede. Vi lærte også, at vælgerne i stor stil søger mod yderfløjene i krisetider. I nord mod højre og i syd mod venstre. Det er måske ikke så overraskende, men i Europa har det betydet, at en helt ny, markant skillelinje har vist sig i det politiske landskab. Mellem de partier på midten, som er vant til at have regerings­magten, som er tilstræbt ansvarlige, reform­orienterede og retter sig efter EUs henstillinger. Og så er der de partier, der udfordrer dem. Højre- og venstrepopulistiske partier, som samler protesterne op og afviser reformer, offentlige nedskæringer og indvandring. De er stærkt kritiske over for EU. Den første gruppe har holdt sig ved magten i de fleste lande – ofte ved at blive tvunget ind i koalitioner mellem centrumhøjre- og centrumvenstre-partier. Kun i Grækenland har partier på den anden side af skillelinjen fået magten.

Bobler blæses op

For det andet har vi på det økonomiske plan lært, at bobler har det med at blive blæst op, uden at nogen opdager det. Eller i hvert fald uden at nogen reagerer. Der var faktisk masser af advarsler forud for Lehman Brothers’ krak i september 2008 – fra økonomer, politikere og institutioner. En lang økonomisk optur bedøver dømmekraften og lægger en kollektiv dyne hen over advarselslamper, for ingen ønsker at spolere den gode stemning, mens musikken spiller.

For det tredje har vi på det samfunds­mæssige plan lært, at de europæiske velfærdsstater ikke er langtidsholdbare uden kraftige reformer, og at Europa fortsat skal leve af almindelig industri og ikke tro, at der er et liv isoleret øverst i den globale arbejdsdeling. Når Tyskland er sluppet så nådigt gennem krisen, hænger det i høj grad sammen med, at man hos vore sydlige naboer med tidlige reformer blev i stand til at konkurrere på lav løn med Østeuropa og Asien. Forskellen mellem Europas top og bund, rigeste og fattigste ligner efter krisen mere og mere det, som man ser i andre dele af verden. Uligheden vokser. Både fordi de mest velhavende er i stand til at tjene styrtende med penge på kapital, der går i arv, som den franske økonom Thomas Piketty har dokumenteret, og fordi krisen har skabt en ny underklasse af arbejdsløse, indvandrere og mennesker i lavtlønnede job.

Krisen har sat sine spor, og Europa bliver næppe igen det samme som før de syv magre år.