I morgen fejres kvindernes internationale kampdag og festlighederne inkluderer 100-året for kvinders valgret i Danmark. En ret, der bl.a. har været med til at forme det Danmark, vi kender.

For resten af omverdenen, der stadig kæmper med ligestillingen, er vi et foregangsland. Og lande, der stadig bakser med ligestilling, skal vi, feminismens moderland, have in mente, når festlighederne har lagt sig.

For kvindesagen har sit store momentum i øjeblikket, i modsætning til dvaletilstanden, som har kendetegnet kvindesagens vilkår i lande, der kæmper med at få ligestilling på den politiske dagsorden.

I Tyrkiet og Afghanistan finder demonstrationer sted, hvor det ikke længere kun er kvinder, der sætter liv og sikkerhed på spil, for at sætte kvindesagen på dagsordenen.

Vi ser også mænd, der aktivt deltager i demonstrationerne og står side om side med kvinderne i kjole og niqab, for kvindesagen er for dem en menneskesag.

Alliancen mellem kønnene - som også herhjemme har været afgørende for, at kvindesagen har rykket sig frem - finder nu sted i lande, hvor de hidtil har været anset som hinandens fjender.

Denne alliance skal vi, fra alle sider, støtte ved at give opmærksomhed til de stemmer, som tør tale de tavses stemmer uanset, hvem stemmen tilhører og hvor den befinder sig.

Første skridt er at målrette støtte til initiativer, som udviser tværkønnet solidaritet, det være sig i Danmark, Tyrkiet eller Afghanistan.

Men selv om min begejstring er svær at overse i år, i forbindelse med dagen i morgen, kan jeg ikke undlade at komme med en løftet pegefinger rettet mod den nydanske kvindekamp, anført af nydanske, kvindelige stemmer.

En pegefinger, fordi udviklingen i Afghanistan og Tyrkiet skal mane til eftertanke hos dem, der angiveligt kæmper etnisk kvindesag herhjemme, men som ikke formår at tage osteklokken af.

Det er tragisk-komisk at bevidne, at afghanske kvinder og mænd kan stå side og side med hinanden, I AFGHANISTAN, men herhjemme er den fastlimede osteklokke med til, at de nydanske stemmer simpelthen ikke magter at se ud over politiske og kulturelle skel, hvorfor krudtet bruges på at modarbejde hinandens indsatser.

TABERNE AF DISSE fløjkampe er kvinderne, der sidder fast i limboland, og som reelt set ingen andre har til at tale deres sag, mens de er fanget mellem krisecentret og det voldelige og dybt forstokkede bagland.

Er det ikke skammeligt, at nydanske kvindesagsforkæmpere opfører sig på linje med, hvad de kriseramte etniske kvinder er stukket af fra?

Billederne af tyrkiske mænd i kjoler og afghanske mænd i niqab, ved siden af en stærk kvinde, bør være idealet, hvorfor hønsegårdsadfærd skal lægges på hylden.

Min opfordring er klar: Enhver, der hævder at ville den nydanske kvindesag, må og skal også tage sin osteklokke af og arbejde på tværs af ligheder og forskelle - ellers løser vi ingen problemer, relateret til den etniske kvindesag, og problemer er der nok af!

For sagen er vigtigere end noget andet. Se bare på, hvordan mennesker risikerer livet i Tyrkiet og Afghanistan i den større sags tjeneste.