Terrortrussel mod Danmark øget efter ny IS-video
I en ny video fra terrorgruppen Islamisk Stat nævnes Danmark specifikt. Det er første gang, at IS direkte nævner Danmark. Videoen øger terrortruslen mod Danmark.
I en ny video fra terrorgruppen Islamisk Stat nævnes Danmark specifikt. Det er første gang, at IS direkte nævner Danmark. Videoen øger terrortruslen mod Danmark.
Terrortruslen mod Danmark er øget, efter at den ekstreme islamistiske organisation Islamisk Stat (IS) specifikt nævner Danmark i en ny propagandavideo. Det vurderer førende terrorekspert, mens udenrigsminister Martin Lidegaard (R) kalder videoen »stærkt ubehagelig«.
Truslen mod Danmark kommer i en ny video med det britiske gidsel John Cantlie. I den knap seks minutter lange video nævner den britiske journalist, der ses siddende ved et skrivebord i en orange dragt, Danmark som ét af flere lande, der er en del af kampen mod IS.
»Alle involverer sig. Danmark og Frankrig har sendt fly. Storbritannien bevæbner kurderne, og Iran sender tropper,« siger han på videoen, der er blevet offentliggjort af IS og bragt af organisationen Site, som følger terrorgruppers aktiviteter på internettet.
»Terrortruslen er desværre steget både i Danmark og i andre lande, efter at ISIL (andet navn for IS, red.) er vokset så markant, som de er. Derfor er vi nødt til at bekæmpe ISIL, og derfor er det utroligt glædeligt, at vi nu er 40 lande, som vil stå sammen om det her. Dermed bliver risikoen for hver enkelt af os også mindre, men truslen er der selvfølgelig,« siger udenrigsminister Martin Lidegaard til Berlingske Nyhedsbureau.
Han afviser, at Danmark skal trække sig ud af koalitionen, der bekæmper de yderliggående islamister i Syrien og Irak.
»Det er selvfølgelig stærkt ubehageligt, at Danmarks navn bliver nævnt. Men det er af samme grund utrolig vigtigt, at vi viser international solidaritet, og at der er så mange lande som muligt med i koalitionen,« siger han.
Terrorforsker Magnus Ranstorp, forskningschef på Försvarshögskolan i Stockholm, mener, at videoen er med til at hæve truslen mod Danmark:
»Det er af markant betydning, at Danmark bliver nævnt i den nyeste video fra Islamisk Stat. Trusselniveauet mod Danmark bliver forhøjet, og opmærksomheden bliver rettet mod Danmark. Risikoen er blevet forøget,« siger han og tilføjer:
»Når det er sagt, var terrortruslen høj i forvejen mod Danmark. Det har blinket rødt i mange år efter Muhammed-krisen. Men at Danmark bliver nævnt i den video, er da ikke noget godt tegn, og jeg ved, at man fra PET og andre tager det meget alvorligt.«
Indtil videre har offentligheden ikke haft kendskab til sager, hvor der direkte har været en konkret trussel fra IS i Danmark.»Men man skal tage det alvorligt, da det er ligesom et direktiv, som de sender ud til deres tilhængere. Det er psykologisk krigsførelse. Hensigten er at skræmme og terrorisere os. Det gør de godt. Frygten er jo, at vi vil se et spontant angreb, som vi har set det forsøgt i Australien,« siger Magnus Ranstorp.
Han henviser til en række anholdelser i Australien i sidste uge, da australsk politi forpurrede et terrorforsøg fra IS, der angiveligt ville halshugge tilfældige australiere. Tidligere har Norge også advaret mod et påstået terrorangreb fra IS på norsk jord. Det hidtil værste terrorangreb i Europa begået af personer med tilknytning til Islamisk Stat skete på det jødiske museum i Bruxelles, hvor den franske islamist Mehdi Nemmouche dræbte fire personer i maj.
Lars Erslev Andersen, terrorekspert og forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), mener, at Danmark med sin deltagelse i koalitionen er kommet i naturligt fokus hos IS.
»På sin vis er det ikke overraskende, at Danmark bliver nævnt. Det har været et spørgsmål om tid, før Danmark blev nævnt direkte i denne her sammenhæng, da vi er med i koalitionen om at angribe Islamisk Stat,« siger Lars Erslev Andersen.
»Der er et konstant beredskab mod terrorisme, og jeg tror sådan set ikke umiddelbart, at beredskabet vil ændre karakter på baggrund af sådan en trussel. Det kommer næppe bag på myndighederne, at Islamisk Stat direkte truer Danmark. Det er ret forudsigeligt, at de vil forsøge at tilskynde sympatisører i vores del af verden til at lave angreb her. Det må vores beredskab fokusere på,« siger Lars Erslev Andersen.
Hos Politiets Efterretningstjeneste (PET) ønsker man ikke at kommentere terrortruslen mod Danmark.
»Men det er klart, at vi er opmærksomme på, hvad der sker på videofronten, og vi holder øje med, hvad det betyder for Danmark,« siger Søren Jensen, chef for Center for Terroranalyse hos PET. Han ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.
Den seneste vurdering af terrortruslen mod Danmark kom fra PET i januar. Her vurderede tjenesten følgende om terrortruslen mod Danmark:
»Terrortruslen er fortsat alvorlig, men risikoen for at blive offer for terror i Danmark er stadig begrænset.«