I midten af februar blev Danmark ramt af et terrorangreb, og risikoen for, at det gentager sig, er fortsat alvorlig. Det fastslår Center for Terroranalyse (CTA), der hører under Politiets Efterretningstjeneste (PET), i en ny trusselsvurdering, der er blevet offentliggjort onsdag.

Vurderingen er den første af sin slags siden angrebene mod kulturhuset Krudttønden på Østerbro og synagogen i Krystalgade 14.-15. februar, hvor to blev dræbt og seks såret, og konklusionen lyder, at terrortruslen mod Danmark er »alvorlig« - nøjagtig som i den seneste vurdering fra december sidste år.

»Terrortruslen mod Danmark er alvorlig. Terrorangrebene i København 14. og 15. februar 2015 viste, at der er personer, som har både intention om og kapacitet til at begå terror i Danmark, motiveret af militant islamisme,« siger PET-chef Jens Madsen i en pressemeddelelse.

CTA advarer samtidig om, at særligt de sociale medier er bevendte i at udbrede propaganda for militant islamisme.

Det oplyses samtidig, at det samlede antal udrejste til konflikten i Syrien og Irak er 115. Mindst 19 af de såkaldte Syrien-krigere er blevet dræbt, lyder vurderingen. De hjemvendte, der har deltaget i konflikten i de to lande, menes fortsat at udgøre en terrortrussel herhjemme.

Derudover vurderer PET, at symbolmål som »jødiske mål og personer, institutioner og begivenheder, der opfattes som krænkende for islam« fortsat er under en særligt stor trussel.

Og så er det terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS), der i særlig grad synes at inspirere de militante miljøer i Danmark, skriver CTA.

»Vi vurderer, at der fortsat er personer, der tilslutter sig militante islamistiske miljøer i Danmark, og at der i miljøerne er udbredt sympati for ISIL (Islamisk Stat, red.). Personer, der påvirkes af militant islamistisk propaganda, og som samtidig har forbindelser til kriminelle miljøer med en høj grad af voldsparathed og adgang til våben, kan være af stigende betydning for terrortruslen,« siger Søren Jensen, chef for CTA i pressemeddelelsen.