Man skal ikke spøge med sygdom. Men man har lov at undre sig, når folkeskolelærere landet over, dog med hovedvægt i de større byer, melder sig syge her et halvt års tid inde i den første sæson af den nye folkeskolereform. Stress, stive arbejdstidsregler og stigende arbejdspres, lyder forklaringen. Og den skal nok være rigtig – i nogen grad.

Stress-symptomer skal man tage alvorligt. På landets arbejdspladser, såvel offentlige som private, oplever man, at nye teknologiske krav, evige forandringer af arbejdsgangen, besparelser og ønsker om effektiviseringer i forening gør medarbejderne syge. Det koster helt kontant virksomhederne og samfundet mange penge, men det har også store personlige omkostninger for de ansatte og deres pårørende. En fælles forståelse mellem arbejdsgivere og arbejdstagere om at gøre forholdene mere tålelige er i høj grad ønskværdige.

Læs også: Markant flere skolelærere lægger sig syge efter reform

Når det er sagt, må vi tilføje, at man for lærernes vedkommende nemt kan få en mistanke om, at der bag de mange tilfælde af sygdomme lurer en mere eller mindre organiseret faglig aktion. Folkeskolelærerne er utilfredse med, at de sidste år efter en faglig konflikt ved lov fik presset nye arbejdstidsregler ned over hovedet nogenlunde samtidig med, at et politisk flertal vedtog en skolereform – hvis forudsætning for en stor del netop var et opgør med de hidtidige arbejdstidsregler.

Her nogle måneder inde i folkeskolereformen oplever mange lærere, forældre og lokalpolitikere, at tingene ganske enkelt ikke hænger sammen. På nogle skoler håndhæver ledelserne arbejdstidsreglerne yderst rigidt på fabriksagtig maner, hvor lærerne skal stemple ind og ud. Med det resultat, at lærere giver op – og siger op. Omvendt er lærerne karrige med imødekommenheden, fordi de føler, at de har mistet friheden til selv at tilrettelægge deres arbejde. Tiden må være inde til, at Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening rydder brættet og aftaler et sæt ordentlige spilleregler. Det er ganske vist midt i en overenskomstperiode, men det må være muligt at tale sammen. Den nuværende situation er ikke holdbar.

Læs også: Vikarbureauer har fået travlt efter folkeskolereform

Baggrunden for de nye arbejdstidsregler var bl.a. et legitimt ønske hos KL og lovgiverne om, at skoleledelserne skulle lede mere i forening med udviklingen mod en heldagsskole. Tanken var, at lærerne ved at tilbringe mere tid på skolen i højere grad kunne hjælpe og vejlede de elever, som har behov for det. Disse forudsætninger er så endt i en regulær stillingskrig, som hverken lærere, elever, forældre eller politikere har gavn af. Flere kommuner har indgået lokale aftaler, og problemerne bliver løst lidt efter lidt. Men lærerne må acceptere, at en ledelse har ret til at lede. Omvendt må politikere og skoleledere indse, at ledelse ikke handler om detailstyring. På de fleste af landets arbejdspladser taler man sig til rette. Ledere og ansatte viser hver for sig fleksibilitet, og medarbejderne tager ansvar. Det kan og vil folkeskolelærerne også. Men det kræver, at begge parter hver tager et første skridt. Ikke mindst af hensyn til dem, det egentlig drejer sig om: Landets folkeskoleelever.