Dårlig økonomi i hjemmet giver ofte dårlige karakterer i folkeskolen.

Det er ikke kun sommerferien, fødselsdagsfester og fodboldtræningen, det går ud over, når familien er fattig. Der er en tydelig sammenhæng mellem familiens økonomiske råderum og barnets chance for at bestå folkeskolen, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Et barns chance for at bestå folkeskolen falder fra 87 til 74 procent, hvis familien rammes af fattigdom. Er familien fattig i mere end to år, falder chancen til under 70 procent, og hvis børnene bliver fattige i det år, hvor de skal til afgangsprøve, er sandsynligheden for at bestå allerlavest.

Det kommer ikke bag på national chef i Red Barnet, Kirsten Lund Larsen, der kalder det stærkt bekymrende og mener, at det vidner om, hvor stor stress fattigdom skaber hos et barn.

»Børnene bliver mærket af problemerne derhjemme, fordi de tager medansvar og bekymrer sig over, at familien ikke har råd til ting. De tænker på, hvad de kan lade være med at gøre eller undlade at deltage i, fordi de ved, at der ikke er råd til det. Derfor bliver de ensomme og får svært ved at koncentrere sig i skolen,« siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.

Selv et års fattigdom kan aflæses på præstationen i skolen, viser analysen fra AE. Ifølge analysen var godt 41.000 børn fattige i 2012. Tallet dækker over børn, der falder under regeringens fattigdomsdefinition, hvor børnene skal have været fattige i tre år.

»Det er meget tabubelagt og skamfuldt, og det belaster børnene. Man bliver ensom, når man ikke kan dele sine vilkår med andre. I mange tilfælde er der øget belastning på hjemmet, når der ikke er penge nok - med skænderier og anden uro. Det giver ofte også børnene større fravær i skolen, og det mindsker også deres chancer for at bestå,« siger Kirsten Lund Larsen.

Hun opfordrer skolerne og især lærerne til at være ekstra opmærksomme på børn fra fattige hjem, fordi det ikke altid er noget, man kan se.

»Fattigdommen kan godt være skjult. Som lærer skal man være opmærksom på de ting, der koster ekstra penge i skolerne - og at det kan være et problem for nogle elever. Hvis der er forældre i økonomisk svage positioner, kan man eksempelvis snakke om, hvordan man i fællesskab i klassen skaffer penge til en klassetur,« siger Kirsten Lund Larsen.