Udlændingeminister Inger Støjberg (V) lægger ikke skjul på, at hun har ønsket at gå så langt som overhovedet muligt for at forhindre de såkaldte barnebrude.
Hun medgiver også, at sagen, der mundede ud i en instruks om generelt at forhindre asylansøgere under 18 år i at bo sammen med deres samlever, har været genstand for heftig diskussion i ministeriet. Instruksen gør nemlig op med en normal praksis om, at alle sager skal afgøres efter en individuel og konkret vurdering. Sidenhen er instruksen blevet erklæret ulovlig af Folketingets Ombudsmand.
