Det var under et nyligt ministermøde, at Søren Pind (V) blev gjort opmærksom på, at alt risikerer at bryde sammen.
I hvert fald alt, der ikke er bygget på netværkssamfundet, vil bryde sammen, kundgjorde et skilt for den danske uddannelses- og forskningsminister, der var på vej til en arbejdssession.
Profetien ramte lige lukt ned i overvejelser om vores tid og tilgængelighed, Søren Pind har gjort sig på det seneste.
Da Søren Pind voksede op, var den private tid privat. Sådan er det ikke mere. I dag fodres vi konstant med indtryk, og alle forventes at stå til rådighed døgnet rundt. Desuden har netværkssamfundet flyttet vores privatliv og fritidsliv bort fra os, argumenterer Søren Pind, hvilket betyder, at alt er blandet sammen.
Vi er nødt til at gøre noget, mener han. Selv har han instrueret sit ministerium i, at der er forbud mod at skrive til hinanden om søndagen, meddeler han i sit seneste blogindlæg, »Kom hviledagen i hu«. Og kommer der anmodninger fra andre ministerier denne dag, skal man henvende sig til ministeren, før man foretager sig andet.
Vi har talt med Søren Pind om tid og tilstedeværelse. Og ikke mindst fritid.
Hvorfor denne meddelelse?
»Der er ingen respekt om, at medarbejderne har fri, man pøser bare på. Det er om natten, det er om morgenen, det er henover weekender. Man har ikke taget højde for, at folk nu om dage er forbundet 24 timer i døgnet. Der er ingen regler for det, og ingen tager hånd om det. Det var inspireret af tanker, jeg gjorde mig i Justitsministeriet, og da jeg kom over i Uddannelses- og Forskningsministeriet kom jeg mere og mere i en diskussion med mig selv om at klargøre de her ting noget mere. Folk skriver rask væk til mig og til hinanden både lørdag og søndag,« siger Søren Pind og fortsætter:
»Så nu starter jeg et sted med at sige, at søndagen skal holdes fri. Jeg kan ikke forhindre folk i at sidde derhjemme og arbejde, men det jeg kan gøre at sige: Nej, I må ikke spørge andre. Nej, I må ikke henvende jer til andre. Nej, I må ikke skrive frem og tilbage. Nej, I må ikke uddele instrukser om søndagen. Jeg vil ikke have det. I fald der kommer noget fra andre ministerier, for der kan jo opstå situationer, det kunne være fra Finansministeriet eller Statsministeriet, så skal henvendelsen gå via mig.«
»Det er ved at løbe fra os«
Er det virkelig nødvendig med sådan en generel indskærpelse?
»Det mener jeg absolut, det er. Så vidt jeg har set, er antallet af stressramte oppe på 700.000, og det er jo et grotesk tal. Men når jeg kigger mig rundt i statsadministrationen, så kan jeg godt forstå det. Man er nødt til at opstille nogle grænser, og det sted, jeg selv kan begynde, er mit eget ministerium.«
Hvorfor så ikke medtage lørdagen?
»Ja, det er, fordi jeg ikke kan trylle. Desuden er det nu 500-året for reformationen, og det med at komme hviledagen i hu har en vis resonans i vores samfund, altså at på syvendedagen skal man prøve at restituere. Det, tror jeg, er der mere brug for end nogensinde.«
Kan du selv overholde dine egne regler?
»Det kommer an på, hvad du definerer som at komme hviledagen i hu. Men ja, jeg undgår at kontakte mine medarbejdere om søndagen.«
Du skriver, at vores tidsopfattelse simpelthen er blevet en anden. Hvad mener du med det?
»Det sidste, vi siger godnat til, og det første, vi siger godmorgen til, er jo ikke længere vores kæreste eller vores børn, men vores iPhone. Det betyder, at døgnet har fået 24 timer med tilgængelighed. Jeg kan huske, at jeg talte med en dansk toppolitiker, der fortalte, at hun vågnede tre gange hver nat for at kigge på sin iPhone. Det stiller jo nogle helt urealistiske forventninger både til dem, man skriver til, men også til de mennesker, der skriver til én. Det er ved at løbe fra os, mener jeg. Vi har ikke opbygget de sociale strukturer og regler for, hvordan vi håndterer den forbundethed. Det bør vi have en diskussion om, og det prøver jeg i al ydmyghed at rejse.«
»Fordybelsen har selvfølgelig lidt skade«
Vi bliver konstant udsat for stimuli, og det er helt tosset, skriver du. Men er du ikke selv en del af det? Eller har været?
»Jo. Men det er klart, at man skal først erfare, før man kan gøre. Den enorme maskine, der spyer informationer ud - hvoraf mange er komplet overflødige - den er vi nødt til at begynde at mestre, for ellers er det maskinen, Facebook, internettet, der mestrer os i stedet.«
Du har tidligere holdt faste fra de sociale medier. Ved din tilbagekomst gav du udtryk for, at du ville gebærde dig på en anden måde. Er dette tiltag udtryk for det?
»Ja, det er et udtryk for forskellige overvejelser og tiltag i forhold til at mestre den strøm af informationer, som også for en person som mig i min position strømmer mig i møde. Altså et forsøg på at skelne mellem skidt og kanel. Jeg kan se, at antallet af bøger, jeg læste førhen, er langt større end antallet af bøger, jeg læser i dag. Den smukke version af det er, at jeg henter min information andetsteds. Men den knap så skønne version er, at fordybelsen selvfølgelig har lidt skade.«
Du skriver også, at fordi man sender en mail, kan man ikke have en forventning om at orienteret alle. Sådan var det engang med breve, men ikke med mails, siger du. Er du ikke i færd med at skrue en udvikling tilbage, som ikke kan stoppes?
»Nej, det handler i virkeligheden bare om at styre forventningerne. Jeg oplever, at fordi man masse-rundsender en mail, så skal man ligesom tages til indtægt for, at hvis man har modtaget mailen, så er man også blevet orienteret i en given sag. Det, synes jeg, simpelthen ikke er rigtigt. Det kan man ikke sammenligne med et fysisk brev.«
»Jeg har meddelt min departementschef, at sådan vil jeg have det«
Så det handler ikke om at holde hånden under PostNord?
Søren Pind griner:
»Nej, slet ikke. Jeg synes den teknologiske udvikling er fantastisk. Jeg synes bare, vi har brug for en kulturel diskussion for at få håndteret de udfordringer, det medfører.«
»Der er en vrede i vores tid,« skriver du også. Hvordan ser du den komme til udtryk?
»Det ser man masser af steder. Det ser man på de sociale medier, man ser det i forhold til politikernes troværdighed, presset på vores institutioner. Du ser det i overfaldene på folk i offentlig tjeneste. Den 24 timers forbundethed sammen med det, at man skal stå til rådighed, er med til at skabe stress. Spørgsmålet er, om det også skaber vrede, og det, tror jeg, det gør.«
Du slutter dit indlæg af med at skrive: Ja, det er faktisk en instruks. Den bliver du lige nødt til at uddybe?
»Jamen, der er sådan set ikke så meget at uddybe. Der er mange, der spørger, hvad en instruks er på grund af den diskussion, der er et andet sted i øjeblikket. Derfor vil jeg bare klargøre, at det er en instruks, og jeg har meddelt min departementschef, at sådan vil jeg have det.«