Vidste du, at man kan kede sig på tre måder?

Og at to af dem er gavnlige for dig selv og dine omgivelser.

Alligevel er det formentlig lang tid siden, du sidst har haft tid til at kede dig. Tænk godt efter: Hvornår har du sidst kedet dig?

Kedsomhed er nemlig blevet en knap ressource i et stadig mere rastløst og fortravlet samfund, hvis du spørger professor Lars Qvortrup fra Aarhus Universitet. Han er leder af Nationalt Center for Skoleforskning, og har forsket indgående i kedsomhed, dannelse og kompleksitet.

»Jeg har holdt mange foredrag om, hvordan man keder sig bedst.«

Derfor er han begejstret for uddannelses- og forskningsminister Søren Pinds (V) netop indførte forbud til sine ansatte mod at sende mails om søndagen, som ministeren fortalte til Berlingske.

»Der er ingen respekt om, at medarbejderne har fri,« lød det blandt andet fra Søren Pind, der mener, at vores forventninger til hinandens konstante tilgængelighed er løbet løbsk.

Professor Lars Qvortrup er ikke i tvivl:

»Det er en fremragende ide og et godt initiativ. Det er en rigtig god opfindelse at afsætte en dag om ugen til at kede sig. Det er godt at sige, at alle dage er ikke ens.«

Nå ja, hvad var det med de tre måder at kede sig på?

Jo, i kedsomhedsforskningen skelner man mellem tre former for kedsomhed:

Den første er den destruktive kedsomhed.

Dér hvor man står i køen i Netto eller sidder i bilkøen på motorvejen mod København. Dér hvor tankerne driver én i retning af Michael Douglas i filmen »Falling Down«, hvor generelle frustrationer og en ulidelig bilkø munder ud i en gåtur i død og ødelæggelse.

Den anden er den dumme kedsomhed.

Hvor man slet og ret sidder og glor ud i luften. Hvor tiden går i stå.

Den tredje er den kreative kedsomhed.

Billedet på denne form kan være en søndag morgen, hvor man får lov at vågne langsomt og endda får lov at blive liggende selv efter man er vågnet. Eller når man ligger på engen om sommeren og kigger op på de drivende skyer, mens ideerne myldrer frem.

»Vi er for meget på og for lidt til stede«

De to sidste er værd at efterstræbe, påpeger Lars Qvortrup.

»Pointen er, at den dumme og den kreative kedsomhed hænger sammen forstået på den måde, at de begge kan udvikle sig til kreativitet og nye ideer. Derfor er det vigtigt, at man får tid til at kede sig, så man kan møde på arbejde mandag morgen med nye ideer og løsninger,« siger han.

Vi lever i et samfund, der  stigende grad lider af kollektiv rastløshed, mener Lars Qvortrup. Måske derfor har Søren Pinds forbud vakt så stor opsigt. Det burde i virkeligheden være en selvfølge, kunne man argumentere.

Men vi er i stigende grad blevet et folk der er »på« frem for at være »til stede«, lyder Lars Qvortrups diagnose.

»Vi skal skelne mellem at være på og være til stede. Du kan godt være på i den forstand, at du svarer, svarer på Facebook og er her, men at være til stede er at være engageret eller at være personligt og kreativt til stede. Jeg tror, vi er for meget på og for lidt til stede,« siger han.

Hvad gør det ved et menneske og et folk at skulle være på hele tiden?

»Nu er vi jo ude i en generalisering. Men i den pædagogiske verden, hvor jeg kommer fra, er det en pædagogisk grunddyd, at børn skal have lov at kede sig. Have lov at tænke selv og ikke udsættes for nye indtryk hele tiden. Dét at være i stand til at glo ud af vinduet, skal man sætte pris på. Det fordrer kreativitet og ideer. Den kollektive rastløshed er meget farlig.«

»Det er voldsomt skadeligt«

Også vores evne til fordybelse er på spil. Rigtigt farligt kan det blive, hvis en kultur med hele tiden at tjekke nye beskeder og nye informationer – at være »på« – også bliver en kultur i arbejdslivet.

Hvilket i virkeligheden er noget af det, Søren Pind har indledt et opgør med i sit ministerium.

»I øjeblikket diskuterer vi for eksempel meget, hvad vi går på gymnasierne. Skal man forbyde iPads eller iPhones i timerne? Det er voldsomt skadeligt for tilegnelsen af et nyt og spændende stof, hvis man hele tiden skal distraheres og lige skal tjekke, om der er kommet nye beskeder,« siger Lars Qvortrup:

»Hvis det så bliver en kultur, som man bringer med sig i arbejdslivet, og hvis det oven i købet bliver en kultur, som arbejdslivet påskønner, så bliver det farligt. Der er mange arbejdspladser, hvor det at være på hele tiden er en dyd. Hvis chefen skriver søndag eftermiddag, skal man helst have svaret fem minutter efter. Det er voldsomt uproduktivt. Det kan føre til en kollektiv rastløshed, som igen giver et utålmodigt folk. Det er bestemt ikke godt.«

Lars Qvortrup er godt med på, at al rastløshed ikke er forsvundet med de nye søndagsdyder i Uddannelses- og forskningsministeriet. Men det er et sted at begynde, fastslår han.

»Det er selvfølgelig ikke løst med Pinds forslag, men at tage hul på debatten og prøve at komme den kollektive rastløshed til livs er prisværdigt. Hvis han starter med at bede sine medarbejdere om ikke at sende mails om søndagen, og man så samtidig laver forsøg på gymnasier, hvor man ikke må have tændt sine iPhones i timerne, så starter man to forskellige steder. Det vil føre mere produktivitet og produktiv læring med sig,« siger Lars Qvortrup.

Vi befinder os nemlig i en brydningstid, hvor netværkssamfundet giver os nogle muligheder for at være forbundne, men vi har ikke bygget de sociale strukturer til at håndtere de næsten uanede muligheder.

»Vi har øget kompleksiteten i en uendelighed ved at være globalt tilstede i forbundne netværk, men vi har endnu ikke fået lavet strukturer, der laver afgrænsninger. Vi har kun været optaget af at forøge kompleksiteten, men har ikke været optaget af at håndtere den. Det kræver, at vi får startet en debat,« siger Lars Qvortrup.

Har du ikke allerede kedet dig, mens du læste denne artikel, så tag dig et øjeblik til bare at glo ud i luften.

Der kan faktisk komme noget godt ud af det.