Han nægter at betegne sig selv som skuffet. Ej heller overrasket.
Alligevel har René Gade allerede indstillet sig på at forlade sin arbejdsplads gennem de seneste to år efter blot en enkelt valgperiode. Ved valget i 2015 var han ellers en del af det ni-mand store hold, der blev katapulteret ind på Christiansborg for Alternativet.
Ved næste valg forlader han et politisk øko-system, som han mener, er præget af kunstigt lys, løgne og personangreb.
Trods titel af sit partis fredsordfører og et udgangspunkt som familiefar i Silkeborg erkender han på en underlig bagvendt måde at forlade folkestyrets fornemmeste arena som en slags oprører. Selv har han aldrig set sig som sådan, selv om hans navn sat sammen, renegade, på engelsk betyder »rebel« eller »frafalden«.
»Det havde mine forældre ved Gud aldrig tænkt på, da de døbte mig. Jeg har heller aldrig set mig selv som særlig rebelsk som type. Jeg er ret family guy, der har spillet meget fodbold, bor i parcelhus og er begyndt at lære, at det kan være hyggeligt at slå græs. Men ærlighed og oprigtighed ender med at være rebelske idealer i politik. Sådan har jeg oplevet det. Selv om det jo burde være essensen af det hele,« fortæller René Gade.
Mindre end fire måneder havde René Gade været medlem af Alternativet, da han valgte at stille op til Folketinget, og han mødte først sine partikolleger lørdagen efter valget. René Gade er med andre ord hverken flasket op med Alternativet eller dansk politik. Til gengæld havde han et ønske om at gøre en forskel for Danmark som »én ud af 179 spillere på vores politiske landshold«.
I stedet for samspil og en fælles erkendelse af, hvilke udfordringer vi står overfor, har han oplevet glidende tacklinger og en manglende lyst til at sætte sig ind i andres argumenter.
»Når jeg siger, at kulturen herinde er syg, så er det fordi, det er et skuespil. Det er et sygt skuespil, når folk går i salen og ytrer sig. Man finder fejl og konflikter i stedet for at enes om de 80 procent, vi er enige om, og så tage debatten om de sidste 20 procent.«
»Løgn og utilstedeligt aftalebrud«
Det politiske arbejde er i overvejende grad en konstant valgkamp, hvor det handler om at få opmærksomhed ved at markedsføre sig selv og sit partis holdninger i en cocktail af spin og personangreb uden antydningen af reel konstruktiv debat, lyder hans diagnose.
Arbejdet leveres af velmenende politikere, der i kampen om magten bliver rundtossede og til sidst glemmer det kodeks om at gøre det bedste for Danmark, man ellers bar med sig ind på Christiansborg.
»Det gælder om at sige det mest markante først uden at have skabt et rum for forståelse. Så udbasunerer man ofte det allermest partipolitiske, fordi man ved, at det er det, der trænger igennem. Jeg er selv fra reklameverdenen, så jeg ved godt, hvordan man laver overskrifter, men jeg har det virkeligt svært med overskrifter i politik. Den enkelte gør det ikke nødvendigvis af ond vilje, men fordi det virker. Det virker og giver måske vælgere på kort sigt. Men det fastholder også en polarisering.«
De selvoplevede eksempler på det beskidte spil er talrige, påpeger René Gade.
Han mener eksempelvis, at Liberal Alliances ældreminister Thyra Frank har været udsat for en hetz i kølvandet på en medieoptræden, der efterlod en del tilbage at ønske. Man kan være politisk uenig med hende, men at påstå, at den forhenværende mangeårige leder af Plejehjemmet Lotte, er uvidende om, hvad man bedst gør for de ældre, er udtryk for en glidende tackling, der mest handler om at få andre ned i mudderet, mener René Gade.
Selv oplevede René Gade at blive politisk bedraget i forbindelse med aftalen om den historiske udredning af Danmarks deltagelse i Irak-krigen, hvor Alternativet trods kritik gik med i Venstre-regeringens aftale, som der allerede var flertal for.
Undervejs blev aftalen ændret og det hele endte i, hvad René Gade omtaler som »løgn og utilstedeligt aftalebrud«.
Det seneste dugfriske eksempel på en syg kultur er i René Gades øjne forløbet omkring skandalerne i Skat og presset for at få nedsat en kommission, der skal undersøge, hvordan den offentlige gæld kunne stige til 100 mia. kr.
Blandt andre Alternativet har gennem længere tid talt for - og stillet beslutningsforslag om - en kommissionsundersøgelse, men først da S-formand Mette Frederiksen og DFs Kristian Thulesen Dahl blev enige om, at en kommission skal der til, blev også regeringen tvunget til at acceptere det.
»Der har jo været masser af tid til at komme med en politisk enighed på tværs af partierne om, at vi skal have undersøgt det her og blive klogere. Det kom aldrig i forbindelse med valget, hvor vi andre stod og råbte om det. Nej, i stedet blev der lavet en borgfred, hvor man blev enige om at holde det nede, altså snakken om hvad der var sket. Hvis man uden partipolitisk egeninteresse ville genskabe tilliden og blive klogere, så var man gået ud og havde sagt det tidligere i stedet for først at gøre det, når man bliver tvunget til at være ærlige,« siger René Gade.
»Hold op, hvor er det politiske systemet sygt«
Men en grundangst for at begå og ikke mindst erkende fejl er et hul i skroget på demokratiet, mener han.
»Jeg har stor tiltro til, at folk forstår, at der sker fejl, når man tager ansvar. Men man har en nulfejlskultur i politik. Så man fortæller ikke om fejlene, og når så det hele bliver rullet op til sidst, så er det klart, at det virker uærligt. Der vil ske fejl. Man kan ikke tro på hverken Christiansborg eller politik generelt, før man begynder at turde vise maskinrummet. Når vi viser maskinrummet i dag, så er der jo tale om en forstillelse.«
Spiller du ikke bare hellig?
»Jeg vil gerne understrege, at på enkeltmandsniveau er jeg overbevist om, at alle tænker på, hvad der er bedst for Danmark. Men når man kommer ind i systemet og man skal finde ud af, hvordan man får magten, så komme spørgsmålet: Skal jeg være som jeg havde bestemt mig for eller på den måde, hvor jeg får ros af de rigtige, stiger i det interne hierarki og får mere magt. Jeg vil også gerne have magt, men jeg er bare ikke enig i måden. Jeg har fra starten besluttet at være 100 procent ærlig og åben om mine bevægegrunde, og så kan jeg ikke deltage i det politiske system, som det er i dag i mere end en afgrænset periode. Jeg skal ud og iltes. Men jeg vil gerne komme tilbage på et senere tidspunkt.«
Kan du lægge hånden på Grundloven og sige, at du har været ærlig i alt hvad du har foretaget dig herinde?
»Ja, der har ikke engang været tale om små hvide løgne. Jeg har også sagt for nyligt, at jeg ikke kan købe en elbil lige nu. Det er altså ikke specielt populært i Alternativet at sige, at det har jeg ikke lyst til. Men det er fordi, det er for upraktisk, og der er ikke infrastruktur til det. Derfor skal vi lave det om, før jeg har lyst til at købe en. Og det er også derfor, jeg kommer med kritikken nu og meldt ud to år før, at jeg skal stoppe, for så kan jeg blive kigget efter i kortene. Jeg synes ikke, det ville have den samme klangbund, hvis jeg sagde, når jeg gik herfra: Hold op, hvor er det politiske systemet sygt.«
Men går du så ikke herfra uden at have ændret noget som helst?
»Bestemt ikke, nu sidder vi to jo for eksempel og taler om kulturen. Jeg har fået lov at tale om en ny politisk kultur og et mere involverende demokrati ved siden af Bertel Haarder. Jeg synes, jeg er med til at fostre en bevægelse og en forandring, som ikke kommer til at blive fuldbyrdet, mens jeg er her. Jeg er okay med blot at plante nogle frø.«
Der er dem, der vil sige, at det er betimeligt for dig at smutte?
»Jeg havde meldt ud fra begyndelsen, inden jeg blev valgt, at jeg kun ville være her i en begrænset periode. Og lige nu har jeg aldrig været så glad for mit arbejde. Jeg synes jeg er med til at udrette noget. Jeg ville gerne blive, men det skal jeg ikke, for så laver jeg ikke den grundlæggende forandring, jeg gerne vil med lige så stor effekt.«
