Jeg slog til aften 7. juni over på en politisk debat mellem de to statsministerkandidater på TV og måtte desværre – igen – med afsky konstatere, at det, der udspillede sig i studiet, intet havde med en saglig, politisk debat at gøre. Sidste gang måtte jeg zappe væk, da jeg ikke kunne holde ud at være vidne til det, der udspillede sig for åben skærm. Det var grovmobning af værste skuffe fra Helle Thorning-Schmidts side!
Her til aften demonstrerede DR studievært Tina Gøtzsche i den typiske rolle som medløber til mobberen en anden effektiv mobbeteknik: at ignorere og fryse ud. Flere gange viste kameraføreren, hvordan Tina demonstrativt vendte ryggen til Lars, når han endelig fik ordet, mens hun kiggede indforstået over mod Helle. Kære Helle og Tina. Det, I to praktiserer for åben skærm – og Socialdemokraterne i annoncekampagner - er simpelthen mobning af værste skuffe. Føj for pokker!
Kære Helle, er det på den måde – at grovmobbe sig til magt – at du vil gerne foregå dine børn og resten af Danmarks befolkning med et ’godt’ eksempel? Er det de taktikker, du lærer dine børn, så de klarer sig godt i deres privatskole? Er det den overlevelsesstrategi, du selv har brugt på din rejse fra Ishøj over EU-Parlamentet til Statsministeriet? Og er den slags mobning og medløbende ’mobbe-journalistik’ virkelig det, vores tvangsinddrevne licens skal gå til? Ellers tak.
I stedet for en valgkamp, hvor kandidaterne efter bedste evne hjælper vælgerne på rette vej ved at præsentere deres egen politik, fører den siddende statsminister an i en mobbekampagne af værste skuffe – med effektive mobbeteknikker, der også kendes fra skoler og arbejdspladser, hvor man gør en stor indsats for at bekæmpe dette uvæsen. Men mobning er desværre stadig en del af »Det Danmark vi kender« – nu med statsministeren i hovedrollen. Kære danske medborger: Er det virkelig det Danmark, du ønsker? Jeg spørger bare. Uanset om et politisk parti har nok så god en politik, der matcher mine synspunkter, får en mobber aldrig min stemme.