Det politiske sprog er ved at blive ødelagt at faktafundamentalistiske journalister. De tror, at ethvert program skal være en udgave af det samfundsskadelige faktatjekprogram, Detektor. Dette program er en afspejling af en mere generel tendens, der breder sig fra universiteterne ud i samfundet. Det dominerende og næsten enerådende videnskabssyn er i dag en form for ny-positivisme.
Positivisme går ud på, at udsagn er sande, hvis og kun hvis de stemmer overens med ’fakta’ eller ’data’, som er noget, der findes uden for sproget, derude i verden. Positivisme skal værne os mod fortolkninger, for hvis der er noget, man ikke bryder sig om i dag, er det netop dét. Ny-positivismen inden for videnskaberne svarer som fod i hose til det nye fremdriftsuniversitet, der skal fremme vækst og velfærd. Positivister tror, der findes nøgne fakta, og disse fakta kan åbenbart selv sige noget eller gøre modstand. Positivister tillægger fakta menneskelige egenskaber; fakta personificeres, ganske som når havren kan tale hos Jeppe Aakjær og sige »jeg er havren«. ’Fakta siger noget andet’, kan man høre dem – altså fakta – sige. Det er rent fup, naturligvis. På Københavns Universitet findes et ’forskningsprojekt’ med den absurde titel: Center for information og bobler! Centrets faktafilosoffer studerer ’bobler’ (politik). De ønsker »faktabaseret realpolitik«. En sådan er tilfældigvis venstresocialistisk. Der har været masser af forsøg på at gøre op med den positivistiske forhudsforsnævrings virkelighedssyn, men den er en overlever. I 1970erne mente de fleste, at de havde fået den værdifri videnskab afsløret, men den er vendt hævnende tilbage og faktatjekker alt og alle, men dog især Venstrefolk. Jamen er den ikke værdifri? Åbenbart ikke helt.
Søndag aften var der duel mellem Helle Thorning- Schmidt og Lars Løkke Rasmussen og rundt omkring dem vimsede en nidkær faktatjekkende Poul Erik Skammelsen. Han der i sin tid blev berømt for sine anti-amerikanske holdninger. Studiet var opbygget som en faktatjekkende kirke. Det er af glas. Det skal illudere, at derude er virkeligheden, som man taler om, og det skal illudere, at der intet skjules. Glasburet er dermed et billede på positivismens sprogideologi. Problemet er, at forsøger de at komme ud i virkeligheden støder de mod glasmuren.
Hver gang, Lars Løkke Rasmussen sagde noget, afbrød faktafundamentalisten ham sekunderet af Helle Thorning-Schmidt. Hvor er de 700 danskere? Findes de? Fortæller Lars Løkke anekdoter? Vi husker alle ham, der ikke mente, det kunne betale sig at arbejde. En hel dag jagtede faktahungrende medier denne mand. Løkkes fakta skal jo tjekkes. Tvunget af faktafundamentalismen slyngede de om sig med tal. Som om tal er fakta. Ordet fortælle er beslægtet med at tælle og at fortale sig. Det er ikke let at skelne mellem at tælle, at fortælle og at fortale sig. Vi fortaler os, hver gang vi fortæller. I et demokrati findes der ikke fakta, kun fortolkninger. Fakta er fabrikerede. Sandheden er partisk, idet hvert parti har sine fakta, og hvad der er fakta for en Enhedslistekvinde, er ikke fakta for en Konservativ. Et politisk parti er en fortolkning af noget, der allerede er sket. Vi har forskellige partier, fordi vi fortolker verden forskelligt.
Det politiske sprog er retorik og ikke empirisk videnskab. Det kan kolde faktatjekkende hjerter ikke forstå. I politik skal man ikke bevise noget, men overbevise nogen.