Enhver dansk valgkamp i de seneste mange årtier har handlet om vores velfærdssamfund. »Mere og bedre velfærd« lyder det fra hvert et gadehjørne i disse dage i valgkampen, når folketingskandidaterne turnerer rundt i landet for at hente stemmer. Hvornår er standarden på vores sygehuse god nok? Hvornår er der pædagoger nok i daginstitutionerne? Hvornår er der politi nok på gaderne til at opklare indbrud og cykeltyverier? Hvornår er der personale nok til omsorgen for de ældre og i hjemmeplejen? Hvornår er der penge nok til ny dyr medicin? Hvornår er ventetiderne på behandling korte nok? Samtidig fyger det gennem luften med ord om afbureaukratisering af den offentlige sektor, om at sygeplejerskerne skal have mere tid til patienterne og pædagogerne mere tid til børnene, om modernisering og effektivisering af den offentlige sektor og om bedre forebyggelsesindsats og bedre integrationsindsats. Vi ender i lange diskussioner om den offentlige sektor skal have minus vækst, nulvækst, udgiftsstop eller lille vækst og i komplicerede diskussioner om, hvem der nu har det ene eller det andet store antal milliarder kr. til velfærd i de kommende år. Jeg tror egentlig, at vælgerne godt kan gennemskue valgkampens overbudspolitik og bekymring for ikke at byde højest på afsatte beløb til kræftplaner, sygehussenge, pasningen af vores små poder og andet i den genre. Når valgkampen er ovre melder hverdagen sig, og det samme gør manglen på gennemsigtigheden for vælgerne i forhold til at holde rede på, om løfterne nogensinde bliver indfriet.

Det er som om vi er kørt fast i den samme, gamle rille med velfærdsdebatten, og som om der er et skrigende behov for at reformere selve debatten lige så vel, som behovet er der for at reformere systemerne. Definitionen af vores velfærdsamfund må starte med borgernes behov og med langt større frihed i den offentlige sektor til at finde alternative løsninger, individuelle løsninger og lokale løsninger. Det kræver at Folketingets politikere holder fingrene væk, når der ind i mellem kommer eksempler på løsninger, som kører skævt, og at de ikke hver gang opfinder en ny regel og en ny kontrolforanstaltning, som kommunerne, der er storleverandør af vores velfærdsområder, så skal overholde. Lige nu foregår rigtigt meget af valgkampen til Folketinget faktisk dybt inde i kommunernes og regionernes kompetenceområder, hvor udmøntningen af folketingskandidaternes politiske løfter skal gennemføres og prioriteringerne foretages i praksis. Velfærdsdebatten trænger til, at vi sætter den offentlige sektor og dens ledere og medarbejdere mere fri til at nytænke løsningerne. Vil det ind i mellem give nogle fejl? Ja. Men dem ser vi også ind i mellem nu i det nuværende stærkt kontrollerede og regelbundne miljø. De yngre generationer af danskere forventer og kræver langt mere individuelle løsninger, mens de ældre generationer i dag ofte affinder sig med den velfærd, de nu engang får bevilget. De næste dage vil vi som vælgere få tilbudt mere af det hele og en bedre offentlig sektor for de samme eller færre penge. Men sagen er, at vi ikke rigtigt tror på det mere. For vi har hørt det så tit. Hvem tør sige, at vi mere dramatisk må nytænke, hvad der er velfærdsmodellen i fremtiden?