2010 tegner til at blive et sort år for dansk fodbold. Dengang indvilligede fire fodboldspillere fra Hvidovre IF angiveligt i at tabe med vilje for egen økonomisk vinding. I dag kan Berlingske afsløre, at der samme år sandsynligvis også var brådne kar på holdet hos naboklubben Frem.

At aftalt spil efter alt at dømme ikke kun isolerer sig til en klub er en rigtig dårlig nyhed for professionel fodbold, siger Jens Sejer Andersen, der er international chef for initiativet Play The Game. Play The Game arbejder for demokrati og åbenhed i sport, og tog som de første truslen om matchfixing alvorligt herhjemme.

»Hvis oplysningerne holder stik, så tyder det på en noget større sårbarhed på et højt forboldmæssigt niveau end, hvad man ville forvente. At to klubber i samme division i det samme år angiveligt er involveret i matchfixing er ikke nogen god nyhed for topfodbolden,« siger Jens Sejer Andersen. 

Blev lovet 100.000 kr.

Berlingske kan i dag fortælle, at tre tidligere spillere fra Frem mistænkes for aftalt spil. Det drejer sig om en afgørende kamp om nedrykning i 1. division i foråret 2010, hvor spillere fra det daværende Frem skal have indgået en aftale med bettere om at tabe med to mål i en kamp mod Kolding. Spillerne skal være blevet lovet 100.000 kroner for det.

Det har en 27-årig mand, MT, fortalt til politiet. Manden er lige nu tiltalt for matchfixing i to kampe mellem Hvidovre og henholdsvis Hjørring og Vejle i 2010. Den 27-årige havde tilstået forholdene om matchfixing til politiet og var blevet indkaldt til retten i december i år en tilståelsessag. Men da Berlingske begyndte at beskrive den angivelige matchfixing i Hvidovre, trak han sin tilståelse og nægter sig nu skyldig. De underskrevne afhøringsrapporter består imidlertid, og politiet anser beviserne mod MT for så stærke, at de har valgt at tiltale ham.

Kampen mellem Frem og Kolding endte med en 3-2-sejr til Kolding, og dermed mislykkedes planerne om, at Frem skulle tabe med to mål, har MT forklaret politiet. Frem-kampen er da heller ikke en del af anklageskriftet mod MT, men de nye oplysninger gør sagen mere kompleks. Blandt andet derfor er Play The Games Jens Sejer Andersen tilfreds med, at sagen skal prøves ved retten.

»Man fristes til at spørge, om der kunne være mere? Er flere kampe fixet for enten Frem eller Hvidovre, eller er en anden københavnsk klub involveret i det her? Jeg synes oplysningerne styrker opfattelsen af, at det er godt, at denne sag kommer for domstolene,« siger han.

Bør overveje kildebeskyttelse

Uanset den strafferetlige proces kan sagen få konsekvenser for de spillere, der er under mistanke for at have deltaget i matchfixing. Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Boldspil-Union (DBU) vil starte en egen undersøgelse, og i sportens verden er der andre sanktionsmuligheder end de strafferetlige.

Det er fornuftigt, at DBU og DIF selv vil forsøge at komme til bunds i sagen, siger Jens Sejer Andersen. Han råder de to instanser til at overveje kildebeskyttelse i deres opklaringsarbejde:

»Det kunne jo være, at nogen ville melde sig med enten en mistanke om matchfixing - eller måske endda viden om matchfixing - hvis de fik lov til at udtale sig i fortrolighed. Måske skal man ikke stå så stejlt på den nultolerance, man ellers taler om, når det drejer sig om matchfixing. Det kan være hensigtsmæssigt at overveje kildebeskyttelse.«