At give politikere mulighed for at sætte skatten op er som at lukke et femårigt barn inde i en slikbutik uden voksen tilstedeværelse. Det går med al sandsynlighed galt. Alene derfor er der grund til betænkelighed ved regeringens idé om at afskaffe den omdiskuterede PSO-afgift og i stedet lægge den over på finansloven – med underforstået mulighed for derved at hæve skatten. PSO er den afgift, der opkræves over elregningen og finansierer den grønne omstilling, som ad åre skal gøre Danmark fri af fossile energiformer. En grovere udlægning er, at PSO, der indbringer syv-otte milliarder kroner årligt, er en erhvervsstøtteordning til den danske vindmøllesektor.
Minister forsikrer fortsat grøn omstilling uden PSO-afgift
Men PSO-afgiften er erklæret ulovlig af EU. Derfor er der ingen vej udenom at finde en anden indtægtskilde. Desuden er der det særlige ved PSO, at den stiger, når energipriserne falder. Og da prisen på energi i disse år er lav, betyder det, at danske elforbrugere betaler langt mere for strøm, end en normal markedsmekanisme ville berettige til. Uden videre at smække dette kringlede opkrævningssystem over på finansloven og dermed skatteyderne må tænde de borgerlige advarselslamper – som det også er sket hos de Konservative. Alligevel kan der være fornuft i manøvren, fordi afgiften og de efterfølgende bevillinger dermed indgår i de direkte forhandlinger om finansloven i stedet for at leve deres eget ubemærkede liv på en elregning. Hvortil kommer, at denne omlægning af PSO er en passende anledning til at tage energiforliget fra 2012 op til revision, gennemgå dansk energipolitik og den grønne omstilling endnu en gang og se kritisk på de støtteordninger, der delvis kompenserer erhvervslivet for afgiften.
SF: En skrottet PSO-afgift kan bremse grøn omstilling
Tanken om grøn omstilling og energimæssig bæredygtighed er der intet galt i. Selv om verden p.t. har rigelige mængder af f.eks. kul og olie, må vi i det større perspektiv tage hensyn til miljø og naturressourcer. Af sikkerhedspolitiske årsager vil det dertil gavne Danmark – og Europa – hvis vi kan gøre os uafhængige af mellemøstlige despoter og russiske zarer. Men man kan ikke diktere en grøn omstilling uden at tage hensyn til virkeligheden. Og den er, at PSO-afgiften er en belastning for de produktionstunge danske virksomheder, at forbrugerne betaler overpris for elektricitet, og at budgetmodellen bag den grønne omstilling ikke hænger sammen.
Energibranche roser regeringen for at skrotte afgift på el
Det er derfor på tide med grøn realisme. Den realisme må indebære, at man overvejer tidsplanen for, hvornår Danmark, økonomisk holdbart, kan forventes at være frigjort fra fossile energiformer – om nogensinde. Regeringen og forligsparterne må gennemgå forestillingen om »bæredygtig energi«. Hidtil har dette begreb været stort set lig med vindmøller. Danmark har en stærk position på vindmølleområdet, både i form af arbejdspladser og som forskning. Den position skal ikke opgives, men andre energiformer må med i overvejelserne.
Afskaffelsen af PSO-afgiften kan meget vel opfattes som et skjult tilskud til erhvervslivet. Men der er faktisk også brug for at lette byrderne i virksomhederne. Til gengæld skal disse byrder ikke bare smides over på skatteyderne. Det offentlige forbrug er i forvejen alt for stort. Og rent faktisk har regeringen jo lovet at ville arbejde for skattelettelser.