I betragtning af, at Lars Løkke Rasmussen gik til valg på at lette skattetrykket for de skatteplagede danskere, lyder det som en kovending, når Venstre-regeringen foreslår en skatteforhøjelse. Årsagen er den famøse PSO-afgift på elregningen, som EU-Kommissionen har erklæret ulovlig, fordi afgiften opfattes som en skjult støtte til den danske energisektor. PSO er med til at finansiere den grønne omstilling af Danmark til et land uafhængigt af fossilbaseret energi.

Da mekanikken i PSO (Public Service Obligation) er, at afgiften stiger, hvis energiafgifterne falder, betyder det dels, at danskerne betaler alt for meget for elektricitet, fordi energipriserne er lave, dels at regnestykket bag den grønne omstilling ikke holder. Der er en manko på skønsmæssigt 70 milliarder kr. Af de grunde er regeringen tvunget til at finde et alternativ til den nuværende afgiftsform. Heraf er forslaget opstået om at hæve bundskatten med 0,31 pct. og sænke personfradraget med 1.100 kr. I realiteten er det forholdsvis beskedne ændringer, og for de fleste gør det næppe den store forskel, om pengene skal falde via elregningen eller skattebilletten.

Det kritisable er ikke pengene. Det er derimod princippet om, at man bare hælder tvivlsomme afgifter over på indkomstskatten. I forvejen afleverer danskerne via skatter og et sandt blomsterbed af afgifter over halvdelen af deres indkomst til staten. Velfærdsstaten kan opliste en endeløs række af gode formål, som man kan bruge fællesskabets pengekasse på. Men på et tidspunkt må politikerne sætte en prop i og levne plads for en diskussion af: Hvad er et rimeligt skattetryk, hvad skal samfundet levere af goder, og hvad må borgerne selv påtage sig ansvar for finansiering af?

Regeringens PSO-udspil kan opfattes som en pædagogisk øvelse: Hvis I vil have grøn omstilling, må I gribe i tegnebogen. Energiminister Lars Christian Lilleholt har været fremme med udtalelser om »grøn realisme« og et lavere ambitionsniveau for den grønne omstilling. Hvilket selvfølgelig har fået venstrefløjen og grønne fortalere til at tale om tilbagetog for energiomstillingen og fremmane billedet af Danmark som et røgsværtet, klimaødelæggende ørkenlandskab. Det er der ikke tale om. Hvad regeringen har bebudet, er en moderat opbremsning af energiomlægningen og et realistisk syn på økonomien. Danmark er fortsat duks i energiklassen.

Men regeringen bør benytte anledningen til sammen med deltagerne i energiforliget fra 2012 og den borgerlige blok at kaste et kritisk blik på samme forlig, fordi forudsætningerne synes at være skredet. Den grønne vision lider af samme mangel som Togfonden: Det økonomiske grundlag har ændret sig. Afskaffelsen af PSO-afgiften er i realiteten en skattelettelse til erhvervslivet. Især de produktionstunge virksomheder. Men det er også her, at mange af de faglærte og ufaglærte jobs, som landet har brug for, befinder sig og fortsat skal skabes. Men dertil kommer et spindelvæv af erhvervstøtte- og kompensationsordninger for virksomhederne, som må indgå i forhandlingerne om PSO-omlægningen. Der kunne meget vel være finansieringsmuligheder her, så PSO ikke ender som endnu et tal på årsopgørelsen.