Det var lyden, et »kling«, fra Berlingskes Breaking News om Nice, der vækkede mig lidt over midnat natten til fredag. Normalt fører det til en aktivering af mit kildeapparat, så jeg er klar til eventuelle kommentarer og analyser af situationen. I nat var det anderledes. Nu var det en nyhed, der skabte uro og bekymring. Min datter og svigersøn var i området. Så det var andre følelser, der rørte mig. De blev heldigvis ændret, da jeg senere på natten fik et OK-signal fra dem. Jeg har sikkert været i den samme situation som tusinder af andre i disse nattetimer og har en stærk forståelse for og medfølelse med ofrene og deres pårørende.
Den næsten umiddelbare følelse var afmagt. En afmagt, som jeg er sikker på, at jeg deler med mine tidligere kolleger i de franske efterretningstjenester og sikkerhedsmyndigheder og i store dele af befolkningen. Fransk politi og efterretningsvæsen nåede at drage et lettelsens suk efter et sikkerhedsmæssigt veloverstået EM i fodbold. De havde tørret sveden af panden og håbet på, at man gik bedre tider i møde. Så pløjede en lastbil i en strækning på over 1,5 kilometer sig gennem et menneskehav og efterlod sig sårede og døde i hobevis. Optimismen – også min - fik et grundstød. En lastbil ændrede dette.
Trods det, at de seneste 20 til 30 års terrorhistorie har vist, at lastbiler har spillet en stor rolle i terrorens blodige historie. Det er lige fra angrebet mod militærbarakkerne i Beirut i 1983 med 307 dræbte over World Trade Center i 1993 med seks dræbte og tusinde sårede og til Oklahoma Citybombningen i 1995 med 168 dræbte, for blot at nævn nogle af hændelserne.
Forskellen til nattens hændelse er, at det var biler ladet med sprængstoffer. Og helt i overensstemmelse med terrorens ABC. Hvorfor i alverden bruge metoder, der kræver anskaffelse af sprængstoffer og våben, hvor der er stor risiko for at blive afdækket af efterretningstjenesterne, når redskaber, som lastbiler, er lige ved hånden og lige så dræbende, og måske endog mere skræmmende end de konventionelle våben.
Nice er faktisk en fortsættelse af modus operandi fra 11/9 2001, da man brugte fly som våben.
Vor sårbarhed udstilles nu – og igen – i en sådan grad, at spørgsmålet er, om sådanne handlinger overhovedet kan forhindres!
Hverken en CIA-chef, justitsminister Søren Pind, rigspolitichefen eller for den sags skyld mig selv (uden sammenligning i øvrigt) kan udstede en 100 procent garanti for, at det ikke kan ske igen. Vi kan kun garantere, at der gøres alt hvad der er menneskeligt muligt for at forhindre, at det gentager sig. I skrivende stund er der ingen, der kender svaret på: Hvad er motivet? Hvem er gerningsmanden? Er der gerningsmænd på fri fod? Hvem har inspireret måske endog dirigeret angrebet? Alle sammen spørgsmål vi higer efter at få svaret på. De er vigtige at få besvaret af hensyn til den fortsatte indsats mod terroren. Men det vil efterforskningen fortælle os alt om. Selv om denne utålmodighed ofte har fået os til at springe til den hurtige konklusion.
Derfor er det klogt og faktisk mod sædvane, at præsident Hollande forsigtigt karakteriserer nattens hændelse som »terror«. Der har på det seneste været en tendens til at udlægge alle alvorlige hændelser som dirigeret af Islamisk Stat og dermed tilkendt dem en styrke, de ikke har fortjent. Ingen har på nuværende tidspunkt påtaget sig ansvaret for hændelsen. Jeg må dog konstatere, at nattens rædsler – vanen tro – hyldes og fejres på forskellige jihadist-netværk.
Uanset hvad, vi er kommet i en situation, hvor vi må erkende, at terroren er blevet en del af vor virkelighed. Modsvaret siden den 11/9 har stort set været krig og krigsretorik og lovgivningsmæssig anvendelse af den »knyttede næves strategi«. Aktuelt har Frankrig været i undtagelsestilstand siden november 2015. Det ultimative redskab, som staten tager i anvendelse under krigslignende tilstande, hvor den lovgivende og den dømmende magt og vore grundlovssikrede rettigheder sættes ud af kraft. Resultatet heraf kender vi. En stigende voldsspiral. Et ubændigt had. En af de tre ingredienser – hævn og hæder er de andre – som altid findes i motivprocessen til en terrorhandling uanset dens observans. Resultatet kender vi. Det er blevet mere og mere alvorligt og har desværre kun medvirket til en yderligere polarisering mellem »dem og os«.
Det er værd at mærke sig, at »intet forbud, intet påbud, ingen overvågning kan udrydde alle livets farer. De (politikerne) bilder os ind, at Jorden bliver et bedre og mindre farligt sted at være, blot vi indskrænker friheden«. Jeg ville ønske det var mine ord, det er det ikke, men fhv. minister og folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbechs. Men lad mig bruge de kloge ord til at stille spørgsmålet, om tiden nu er inde til, at man genovervejer om krig, krigsretorik, undtagelsestilstande, repressive lovgivningsmæssige initiativer er de rette redskaber til terrorbekæmpelsen? Der er – som Hannah Ahrendt har påpeget – ingen tvivl om, at verden kan ændres ved hjælp af den knyttede næve, men kun til en mere voldelig verden.
Kunne man for eksempel se på den amerikanske tænketank Rand Cooperations forskning? Rand, der er en af verdens førende inden for forskning i terrorisme og terrorbekæmpelse, har analyseret 40 års terrorhistorie og fastslår, at krig kun i syv procent af tilfældene har medvirket til at bekæmpe terror. I de resterende 93 procent har det været politiske, humanitære og politi- og efterretningsmæssige indsatser, der med succes har bekæmpet og stoppet terrorismen.
Det er også interessant at konstatere, at Tyskland er et af de få lande i Europa, der gennem den seneste tids eskalering af terror stort set har undgået dette. Hvad er årsagen til dette udover, og det ved jeg, at Tyskland har dygtige velfungerende efterretningstjenester? Hvad er forskellen på Tyskland, Belgien og Frankrig?
FOR NOGLE VIL det formentlig være stærkt provokerende, når jeg peger på Tysklands forsigtige engagement i krigen mod terror, eller på Angela Merkels fremstrakte hånds politik (»Wir schaffen das«). Men der er brug for alle tanker – også de provokerende.
Jeg erkender, at jeg ville kandidere til Nobels Fredspris, hvis jeg havde opskriften. Jeg ved dog, at det, der altid har knækket terrorens uvæsen, er den folkelige modstand. Og den opnår man ikke ved at bruge den knyttede næve.
Så for at vor afmagt ikke skal blive permanent, skriger situationens alvor på nytænkning.