Islamistisk motiveret terror eller ej – massemordet i Nice torsdag aften, hvor en mand kørte en tung lastbil ind i en stor menneskemængde i den sydfranske by og dræbte over 80 personer, blev næsten øjeblikkeligt kædet sammen med terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien, der da også valgte at tage ansvar for handlingen i løbet af lørdag.

Eksempelvis fastslog den franske præsident få timer efter blodbadet, at Frankrig nu vil styrke sit engagement i kampen mod Islamisk Stat.

Men præcis samtidig med tragedien i Nice indledte den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, i Moskva et tre timer langt møde, der kan vise sig at være noget mere skelsættende end endnu flere franske bomber i hovedet på islamisterne i Syrien.

På mødet fremlagde Kerry en plan, der blev godkendt af præsident Obama for to uger siden, og som lægger op til, at USA og Rusland udveksler efterretninger og koordinerer deres luftbombardementer af Islamisk Stat og den al-Qaeda-tilknyttede terrororganisation Jabhat al-Nusra i Syrien. Det lyder umiddelbart logisk og på høje tid, kunne man mene. Det russiske styre er jo også hundeangst for de islamistiske terrorister. Men den fremstrakte hånd til Putin er samtidig kontroversiel og kritiseret, da den udstiller USAs – og Europas – desperation over situationen i det styrtblødende Syrien.

USA skal ikke flirte med russerne, som amerikanerne sammen med europæerne af mange forskellige grunde ellers for tiden har lagt på is, lyder kritikken. Rusland er ikke kun i skammekrogen på grund af striden om Ukraine og andre af de tidligere sovjetstater. Russerne er også den syriske præsident Bashar al-Assads nærmeste allierede, og uden russernes aktive militære støtte til Assad ville hans regime ikke stå så relativt stærkt på slagmarken, som det gør i dag.

Kritikken går med andre ord på, at USA nu er villig til at gå i seng med fjenden – Rusland – for at få has på de islamistiske terrorister i Syrien, mens Assads regime, der har forårsaget og stadig forårsager langt mere død og ødelæggelse i Syrien, går fri.

En del af Obama/Kerry-planen er ganske vist, at den fremstrakte hånd og tilbuddet om samarbejde i krigen med IS og al-Nusra skal bevæge russerne til at lægge pres på Assad-regimet. Få regimet til at indstille bombardementerne af de – ikke-terroristiske – syriske oprørere/civilbefolkningen og få præsident Assad til at acceptere forhandlinger om en politisk løsning på den nu fem et halvt år lange konflikt.

Men den del af planen virker ikke overbevisende. Assad og det fortsatte blodbad er indtil videre et langt større problem for Vesten – i form af flygtninge og terror – end det er for Rusland. Og i et interview med NBC News offentliggjort få timer før Kerrys møde med Putin torsdag aften fastslår den syriske præsident, at Rusland aldrig har talt med ham om at træde tilbage.

»De har aldrig sagt ét eneste ord i den retning,« understreger præsident Assad.

Under alle omstædigheder ligner det ønsketænkning at tro, at Assad og regimet vil acceptere de betingelser for fredsforhandlinger, som den amerikansk og vestligt støttede opposition i Syrien fastholder – nemlig at der på ingen måde er plads til Assad og regimet i en overgangsregering.

Det ville regeringerne i USA og i Europa heller ikke acceptere for så længe siden. Men i takt med en voksende flygtningestrøm fra Syrien og flere og flere terroranslag i Europa med tråde til Islamisk Stat i Syrien er de vestlige regeringer blevet stadig mere villige til at forhandle med Assad og hans håndlangere.

Mon ikke denne pragmatiske tilgang til det syriske regime får ny næring efter massemordet i Nice.