Det blodige angreb i Nice torsdag aften står langt fra alene. I løbet af de seneste år er Frankrig blevet ramt af en stribe terror- eller terrorlignende angreb, hvoraf hovedparten har forbindelser til IS eller Al Qaeda.

14. juli 2016, Nice:

Under fejringen af Bastilledagen kører en mand i en lastbil direkte ind i en menneskemængde på Promenade des Anglais i Nice.  I skrivende stund meldes 84 personer dræbt og adskillige sårede. Gerningsmanden selv bliver skudt og dræbt af politiet.

Endnu har ingen terrororganisation taget ansvar for terrorangrebet.

13. juni 2016, Magnanville:

En 42-årig politibetjent og hans kone stikkes ihjel i deres hjem i nærheden af Paris.

Den franskfødte gerningsmand med marokkansk baggrund bliver dræbt af politiet. Han er tidligere dømt for relationer til en terrorgruppe.

IS har taget ansvaret.

7. januar 2016, Paris:

På årsdagen for angrebet på Charlie Hebdo forsøger en mand med marokkansk baggrund at storme en politistation i den nordlige del af Paris, men han skydes og dræbes af politiet, inden han når at gøre skade.

Gerningsmanden var hjemløs og erklæret IS-sympatisør.

13. november 2015, Paris:

Adskillige terrorangreb finder sted i Paris med kort mellemrum på cafeer og på koncertstedet Bataclan. Mindst 130 mennesker omkommer og 433 såres.Ofrene er hovedsageligt franskmænd, men der er 23 udlændinge blandt ofrene.

Gerningsmænden er franske og belgiske statsborgere.

IS har taget ansvar for angrebet.

21. august 2015, Arras:

En 26-årig mand af marokkansk oprindelse åbner ild om bord på et højhastighedstog på vej til Paris, men bliver overmandet af to amerikanske soldater, der tilfældigvis er på ferie i Europa. Tre personer bliver såret, ingen bliver dræbt.

Motivet for angrebet er ukendt, men gerningsmanden har været i politiets søgelys som potentiel jihadist.

26. juni 2015, Saint-Quentin-Fallavier:

På en gasfabrik i den franske by Saint-Quentin-Fallavier halshugger en 35-årig mand sin chef. Efter halshugningen kører gerningsmanden sin bil i en gasbeholder på fabrikken, hvilket udløser flere eksplosioner og sårer adskillige.

Gerningsmanden har angiveligt forbindelser til IS, men hævder selv, at motivet var personligt.

7. januar 2015, Paris:

To gerningsmænd angriber det franske satireblad Charlie Hebdo og og en tredje angriber et jødisk supermarked. Et længere gidseldrama udspiller sig i supermarkedet timerne efter.

Gerningsmændene er franske statsborgere af algerisk afstamning.

En gruppe, der kalder sig selv "al Qaeda på den arabiske halvø" har taget ansvar for angrebet.

11.-19. marts 2012, Toulouse:

En gerningsmand slår til tre gange over 8 dage. I de første to skudangreb dræber gerningsmanden tre soldater, der ikke er i tjeneste, mens han i det sidste angreb dræber fire personer på en jødisk skole. D. 22 marts dræbes manden af franske indsatsstyrker.

Den enlige gerningsmand er fransk statsborger med algeriske rødder. Han har forbindelser til al Qaeda.