Det var en sammenbidt socialdemokratisk formand, der søndag tonede frem på tysk TV umiddelbart efter, valgresultatet i Tyskland stod klart.
Martin Schulz (SPD), hvis parti gik fem procentpoint tilbage ved søndagens valg, var sammen med de øvrige partiledere inviteret i TV-studiet til den såkaldte »elefantrunde«, der blev vist på de tyske TV-kanaler ARD og ZDF.
Her indledte den socialdemokratiske formand et hårdt angreb på sin tidligere regeringspartner, kansler Angela Merkel.
»Fru Merkel har ført en skandaløs valgkamp,« sagde Schulz ifølge Bild.
Han henviste til, hvordan Merkel i hans optik har skabt et vakuum i valgkampen ved at nægte at diskutere flere politiske temaer.
Ifølge Schulz’ analyse var dét udslagsgivende for valgresultatet, da vakuumet blev udnyttet af Alternative für Deutschlands (AfD). Det indvandrerkritiske parti fik et kanonvalg med 12,6 procent af stemmerne, og er dermed for første gang repræsenteret i det tyske parlament, Forbundsdagen.
Valgets »store taber«
Merkels CDU/CSU gik ligesom SPD også tilbage ved søndagens valg. Mens den kristeligt-borgerlige union ved forrige valg fik 41,5 procent af stemmerne, måtte man søndag nøjes med 33 procent.
Fordi SPD samtidige ogsågik tilbage, kan de to partier ikke danne regering.
Et slag, der ifølge Schulz er værst for Merkel, som han ikke tøvede med at betegne som valgets »store taber«.
Flere medier har siden debatten betegnet Schulz udfald mod Merkel som yderst usædvanligt i forhold til den socialdemokratiske formands vanlige tone.
Det lykkedes Angela Merkel at bevare roen under angrebet fra Schulz.Hun reagerede køligt ved i stedet atkommentere det tidligere regeringssamarbejde, som hun og Schulz har haft, skriver Bild.
»Jeg er taknemmelig for de 12 år, vi har haft i regering,« sagde Merkel ifølge mediet.
