Det kan meget let blive konklusionen oven på SAS’ præmature afsløring af endnu en ny, stor spareplan. For nok reagerede aktiemarkedet positivt på, at der nu faktisk ér en plan, men det fjerner ikke fokus fra, at det langtfra er sikkert, at SAS nu også er der, hvor selskabet for alvor kan begynde at tjene penge og for alvor matche konkurrenter, der gør alt, hvad de kan, for at udhule SAS’ historiske magtbaser.
Tilbage står nemlig et SAS, hvis ejere har undsagt deres egen virksomhed. Et SAS, som er tvunget til at sælge ud af de realiserbare aktiver. Og et SAS, som møder trimmede og ikke mindst økonomisk velpolstrede konkurrenter, som derfor skridt for skridt kan æde sig ind på SAS’ gamle domæner.
Det er trist, at det er kommet så langt. Men det er samtidig en uomgængelig udvikling i en tid, hvor monopolernes dage er overstået, og hvor fagforeningernes rolle i SAS-derouten er velfortalt.
I de gode gamle dage hørte SAS til de mest profitable flyselskaber i verden. Men arven blev forvaltet på klassisk monopolistisk manér, hvor selskabsledelsen end ikke overvejede, at virkeligheden kunne ændre sig. Det gjorde den som bekendt, med nye stærke og initiativrige konkurrenter og med monopoler der blev opløst.
Det er sin sag at være så medieomsust, som SAS er. Er der noget, SAS har brug for, er det fred til at finde en profitabel vej ind i fremtiden, fred til at finde en eller flere gode partnere og først og fremmest fred til at finde de milliarder fra banker, investorer og nuværende aktionærer, som sikrer, at selskabet overhovedet har en fremtid. Men fred er det sidste, SAS får, og når alt kommer til alt, bliver det heller ikke afgørende for, om SAS faktisk finder en vej. Tilbage står nok i stedet, at spareplanen er tiltrængt og indeholder mange rigtige elementer, men desværre kommer der et tidspunkt, hvor SAS reelt er løbet tør for manøvrerum. Og så har vi slet ikke taget med, at planen endnu blot er en plan. Før den måske bliver en realitet forestår lange forhandlinger.
Og hvad hvis de ikke lykkes?