Jeg sad på øverste etage i GUM og kiggede ud gennem et vindue direkte over på Lenin-Mausoleet i sort og brun granit tværs over Den Røde Plads, mens Politbureauets medlemmer med Leonid Brezjnev i spidsen og andre figurer fra den sovjetiske topledelse langsomt og tungt, iført deres pelshatte og store, sorte frakker, steg op ad trinene fra to sider for at indtage deres pladser på tribunen for i de næste par timer at følge først en militærparade og derefter et folkeoptog i et fast og nøje koreograferet ritual, som i mange årtier havde fundet sted hvert år på 7. november for at fejre Oktoberrevolutionens årsdag.
Jeg havde indtaget min plads i GUM, Sovjetunionens berømte vareløse varehus, for at kommentere begivenheden i en direkte transmission for Danmarks Radio. 7. november 1977 blev dagen fejret med særlig pomp og pragt, fordi det var 60-årsdagen for revolutionen, og det skulle fejres for fuld udblæsning for at demonstrere Sovjetunionens umådelige magt og vælde.
Jeg var netop ankommet til Moskva som Danmarks Radios første Moskva -korrespondent. TV-Avisen og TV-Aktuelt havde besluttet at vise den danske befolkning et stykke af den sovjetiske virkelighed bag Jerntæppet. Det blev min ilddåb. Direkte fra Den Røde Plads. Det var stort. Bag mig stod en soldat med en skydeklar maskinpistol klar til at gennemhulle mig, hvis jeg skulle finde på at trække en bazooka eller et håndholdt missil op af min taske og rette det gennem vinduet mod den samlede partiledelse på Mausoleet blot et par hundrede meter fra mig. Det havde jeg nu ingen planer om, men det sovjetiske styre tog ingen chancer, når man skulle passe på den øverste ledelse.
Det var tider. Det er nu 40 år siden, og de tider er for længst forbi.
I dag har Vladimir Putins nye Rusland store kvaler med at finde en grimasse, der kan passe til 100-årsdagen for Oktoberrevolutionen, den tidligere største mærkedag på nationens kalender. Endnu en gang er Ruslands historie ved at blive skrevet om. Rusland bliver ved med at leve op til sin egen folkelige visdom, der siger, at vi er et land med en fortid, der er mere uforudsigelig end vores fremtid.
Problemet for Kreml er, hvordan man skal fejre en revolution, når revolutioner er det værste, man ved.
Fra at fejre Oktoberrevolutionen som en religiøs kult gennem det meste af det 20. århundrede er revolution nærmest blevet et skældsord efter de farvede revolutioner, der har skabt ravage i nogle af de gamle sovjetrepublikker. Moskva frygter, at revolutioner og omvæltninger, som man har oplevet f.eks. i Georgien eller Ukraine, skulle inspirere russerne til noget lignende.
Kremls spindoktorer skal nærmest slå krølle på sig selv for at håndtere en historisk epoke, hvor man fordømte og udryddede alt det, som man har rehabiliteret og taget til sig igen i dag. Det er en del af den nationale arv og identitet – zaren, Gud og det Fædreland, der eksisterede, inden det blev udslettet med bål og brand i et hav af blod efter revolutionen i 1917.
Det skete også med de politikere og generaler, der kæmpede mod revolutionen, og de filosoffer, forfattere og kunstnere, der blev fordømt som kontrarevolutionære og landsforvist, hvis ikke de endte i Gulag eller blev henrettet med et nakkeskud. Alt det fordømmer man i dag i det nye Rusland, som fra kommunismens hovedsæde er blevet forvandlet til konservatismens højborg. Nu hylder man de fordømte, de forviste, de nakkeskudte. Det udelukker logisk nok, at man hylder dem, der stod bag de forbrydelser.
Spindoktorer er ikke spindoktorer for ingenting og har fundet en formel for markeringen af 100-årsdagen. Nøgleordet er forsoning. Rusland har under Putin fundet frem til sit sande nationale jeg, og 7. november skal nu bruges til at hele historiens mange blødende sår og skabe forståelse og respekt i en splittet nation, der aldrig har fundet sig til rette med sin egen fortid. Det vil man nu gøre ved at trække et gigantisk vattæppe af falskhed, benægtelse, forstillelse og bedrag hen over de sidste 100 års historie. Fake historieskrivning er noget, man er helt fortrolig med i Kreml både fra nutidshistorien og den fortid, der strækker sig over århundreder.
Rusland har kendt mange tragedier gennem sin lange lidelsesfulde historie. Oktoberrevolutionen og de milliontallige uskyldige ofre i dens kølvand er blot den seneste og største i den lange kæde af tragedier. Ruslands mere uhåndgribelige tragedie er, at man forbliver et land, der ikke vil være sig selv bekendt. Man er som nation ude af stand til at udsætte sig for selvransagelse og det nødvendige historiske retsopgør, som man har gjort det f.eks. i Sydafrika og Tyskland. En nation, der bliver ved med at fortrænge og benægte sin fortid, er dømt til at gentage de samme fejl og blive ved med at bære rundt på dem som en del af sin historiske byrde.
På den amerikanske uafhængighedsdag lykønsker amerikanerne ofte hinanden med det uformelle »Happy Fourth!« Skulle man overføre den hilsen til Rusland på årsdagen for revolutionen 7. november, kan det kun blive til »Unhappy seventh!«