Når superinvestoren Warren Buffett åbner munden bliver der spidset ører i investeringskredse. Det ikke uden årsag: Han er en af verdens rigeste mænd, og han er blevet det ved at investere.

Den nu 84-årige Warren Buffett har gennem sin karriere ofte udtalt sig om sine handlinger og valg, og det har fået den svenske netavis Di.se til at gå på opdagelse i arkiverne for at finde frem til det, som avisen mener, er superinvestorens allerbedste citater.

At der er nogle, der synes, det er interessant at følge med i, hvad Warren Buffett mener, der er op og ned her i verden, er der ingen tvivl om. Man kan bare kaste et blik på den årlige event »Bøf med Buffett«, som hvert år finder sted på mangemilliardærens hjemmebane, Omaha i den amerikanske stat Nebraska.

Buffett kræver nemlig en pris for frokostsamtalen, hvor det oplagte emne er investeringsstrategier. Pengene går til godtgørende formål, og prisen stiger næsten konstant år for år. 2014 endte dog med et prisfald til blot 2,2 millioner dollar (12,9 mio. kr.) for frokostsnakken.

Di.se er kommet frem til 20 lærerige citater af investeringsguruen, og de alle kan ses på netavisens hjemmeside. Herunder følger ti, der er i top på listen.

  1. »Regel nummer ét: Tab aldrig penge. Regel nummer to: Glem aldrig regel nummer ét«.

  2. »Det tager 20 år at opbygge et renomme og fem minutter at ødelægge det. Hvis du har det i baghovedet kommer du til at ændre din adfærd«.

  3. »Det er bedre at omgås mennesker, som er bedre end dig. Vælg medarbejdere, som opfører sig bedre end dig, for så kommer du til at bevæge dig i den retning«.

  4. »Der er nogle, der sidder i skygge i dag, fordi andre valgte at plante et træ for længe siden«.

  5. »Det er bedre at købe en fantastisk virksomhed for en god pris end en god virksomhed for en fantastisk pris«.

  6. »Du behøver ikke at være raketforsker. Investeringer ikke et spil, hvor ham med en IQ på 160 slår ham med en IQ på 130«.

  7. »Det er først når tidevandet trækker sig tilbage, at du finder ud af, hvem der har svømmet nøgen«.

  8. »Det bedste, der kan ske for os, er, at en fantastisk virksomhed bliver ramt af et midlertidigt problem. Vi køber dem, mens det ligger på operationsbordet«.

  9. »Hvis du ikke er villig til at eje en aktie i ti år, skal du ikke overveje at eje den i ti minutter«.

  10. »Vores foretrukne ejerskabsperiode er for evigt«.