Priskrigen på langtidsvirkende ­insulin blev oprindeligt åbnet allerede i 2015, da Novos franske ærkerival, Sanofi, sænkede prisen på sin supersællert Lantus med omkring 15 pct. Det franske selskabs diabetes­middels patent udløb i USA i februar 2015, hvilket fik Sanofi til at skære i prisen i et forsøg på at holde Lantus inde i varmen hos de magtfulde ­amerikanske medicinindkøbere.

Novo blev i første omgang ikke ramt af prispresset og klarede i det store hele frisag i både 2015 og 2016. Til gengæld faldt hammeren under forhandlingerne om priser for 2017.