WASHINGTON: Var det rigtigt at invadere Irak i marts 2003, afsætte den blodige diktator Saddam Hussein og forsøge at indføre demokrati i et land, der aldrig havde set en stemmeseddel?

Nej, siger de fleste amerikanske politikere i dag samstemmende, og selv blandt den tidligere præsident George W. Bushs nære rådgivere er der nu kø ved håndvasken.

Den tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld har chokeret amerikanerne, da han til den britiske avis The Times forleden sagde, at det var en fejl at tro, at man kunne skabe demokrati i Irak.

»Jeg er ikke én, der tror, at vores udgave af demokrati er passende for andre lande på et hvilket som helst givet tidspunkt i deres historie. Hele ideen om, at vi skulle kunne skabe grundlaget for et demokrati i Irak, var for mig urealistisk. Jeg var bekymret for det, da jeg først hørte det,«, sagde Rumsfeld til den britiske avis.

Sagt af en af arkitekterne bag USAs og de allieredes invasion af Irak og en af George W. Bushs mest betroede medarbejdere.

Det vil være en underddrivelse at sige, at kommentaren gik upåagtet hen i USA. For Rumsfeld er om nogen kendt for at have været hjernen bag invasionen. Han begyndte allerede at tale om også at rette angreb mod Irak kort efter, at amerikanerne påbegyndte bombningen af al-Qaedas stillinger i Afghanistan en måned efter terroraktionerne 11. september 2001.

Amerikansk selvransagelse

Rumsfeld var sammen med en anden Bush-rådgiver, Paul Wolfowitz, med til at overtale præsident Bush til at ændre fokus fra Afghanistan til Irak. Til stor overraskelse, for øvrigt, for de øvrige rådgivere. De mente, at USA skulle fokusere på al-Qaeda i Afghanistan og ikke andre lande. Ikke mindst fordi der ikke kunne påvises nogen forbindelse mellem Iraks Saddam Hussein og al-Qaeda.

Rumsfelds nylige udtalelser føjer sig nu til de mange, der i øjeblikket har travlt med at tage afstand fra den amerikanske krig i Irak. USA er i gang med en selvransagelse om selve grundlaget for Irak-krigen, fordi det, der sker lige nu i Irak og Syrien, for en stor dels vedkommende kan ses som et resultat af det, der skete efter den amerikanske invasion med omfattende sunnioprør både mod amerikanerne og mod Iraks shiamuslimske majoritet.

Amerikanerne bliver hver eneste dag »bombarderet« med TV-billeder af Islamisk Stats fremgang og de flygtningestrømme, som disse ekstreme sunnibevægelser sætter i gang. Og diskussionen bølger frem og tilbage samtidig med, at præsident Barack Obama bliver ristet den ene gang efter den anden for ikke at have en strategi klar, der kan forhindre de blodige overgreb i Irak og i Syrien.

Men Obama er dog lige nu ikke så preset af politiske angreb på ham for manglende ledelse i Irak. Faktisk har selvransagelsen ramt det republikanske parti selv, hvor kandidaterne forsøger at overgå hinanden ved at lægge afstand til Bushs Irak-politik og lægge skylden på den daværende administration for udviklingen i Mellemøsten.

Det er i første omgang gået ud over den tidligere præsidents bror Jeb Bush, som menes om kort tid at meddele, at han stiller op som en af republikanernes utallige præsidentkandidater. Han blev for nylig trængt i defensiven, da han blev spurgt, om han – med den viden, man har i dag – ville have angrebet Irak. Et lidt omvendt spørgsmål, der kun kunne besvares i bagklogskabens lys, men som han alligvel kludrede i. Han sagde først, at det ville han nok, men senere ændrede han det til en total afstandtagen til sin brors politik i Mellemøsten.

Barack Obama har dog også i perioder været trængt. Han anklages af republikanerne for at have trukket de amerikanske styrker ud alt for tidligt og dermed åbne en flanke for, at Islamisk Stat kunne blive etableret og erobre så mange områder, som tilfældet er. Obama har bebudet, at der i løbet af kort tid kommer en ny strategi, som vel at mærke ikke betyder, at amerikanske soldater bliver sendt til Irak for at slås. Det ventes, at der tværtimod bliver sendt flere »rådgivere« af sted, samtidig med at der sker en optrapning af våbenleverancerne til de regulære irakiske styrker.

Problemet Islamisk Stat

Amerikanerne ønsker ikke, at USA involverer sig i en ny krig i Mellemøsten, men er samtidig bekymret for, om USA er i stand til at bekæmpe terrorismen og Islamisk Stat.

Irak-spørgsmålet bliver mere og mere prekært for de amerikanske politikere, fordi Islamisk Stat stadig er i offensiven, og fordi bombardementerne fra luften ikke har hjulpet nævneværdigt.

Der er kommet en opgivende holdning, som for blot en måned siden var Obamas skyld, men som nu er ved at drukne i den kommende præsidentvalgkamp, hvor både republikanere og demokrater bliver afkrævet et svar på, hvad de vil gøre i den kaotiske situation, der har udviklet sig.

Også demokraternes spidskandidat, Hillary Clinton, bliver afkrævet et svar, fordi hun i sin tid stemte for krigen mod Irak, og hun har også taget afstand fra sine tidligere synspunkter.

»Jeg begik dengang en fejl«, siger hun igen og igen og har derfor kunnet mane spøgelset hurtigere til jorden end sine republikanske kolleger, der stadig holdningsmæssigt bliver holdt fast på, at Irak-krigen var en republikansk præsidents beslutning.