Da Danmark gik ind i Irak-krigen i 2003, var et lille flertal af danskerne imod, og det har stort set ikke ændret sig, selvom situationen i Irak har ændret sig en hel del. Det viser en ny måling lavet af analyseinstituttet Wilke for Jyllands-Posten.
I marts 2003 var 50 procent af danskerne i en Gallup-måling imod krigen, mens 44 procent var for.
I den nye meningsmåling mener 54,8 procent af danskerne, at Danmarks deltagelse i krigen var en dårlig idé. 33 procent fastholder, at det var det rigtige at gøre.
Valgforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch peger på, at vi i Danmark ikke har den store tradition for at diskutere udenrigspolitik.
»Selvom der for en gangs skyld ikke var konsensus for dansk engagement i en international konflikt, har vi ikke haft en offentlig debat om Irak-krigen,« siger han til Jyllands-Posten.
Den danske deltagelse i Irak-krigen sluttede i 2007.
BNB