Storbritannien forlænger deltagelsen i de amerikansk ledede luftangreb på Islamisk Stat i Irak frem til marts 2017.
Det meddelte den britiske forsvarsminister, Michael Fallon, i går under et besøg i Irak, og det betyder, at landets otte Tornado-kampfly får mulighed for at bombe i det borgerkrigshærgede land frem til 2017.
»Tornadoerne har vist deres værd,« siger forsvarsministeren til BBC.
Det er anden gang, at briterne forlænger mandatet i Irak, og det falder sammen med, at den britiske premierminister i næste måned ventes at bede parlamentet om at udvide mandatet, så de britiske kampfly også kan bombe Islamisk Stats stillinger i Syrien.
Det britiske tiltag kommer, mens der herhjemme er tvivl om Danmarks fortsatte deltagelse i luftbombardementerne i Irak.
Desperat brev fra flymekanikere
Tvivlen er kommet frem i forbindelse med et opsigtsvækkende brev fra de danske flymekanikere, der vedligeholder Forsvarets syv F-16-jagerfly på en base i Kuwait. I brevet til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) melder flymekanikerne pas. De er overanstrengte af arbejdspres, stress og sygefravær, og flyene slår revner.
Mekanikerne kan ikke løse opgaverne ordentligt, hvis indsatsen forlænges, når det nuværende mandat udløber til oktober, fastslår de.
Nødråbet medfører ifølge den nye forsvarsminister, Carl Holst (V), at Danmark nu måske vil revidere indsatsen i Irak, så de danske kampfly aflastes – eventuelt i en rotationsordning med andre lande, der vil bidrage med kampfly til kampen mod Islamisk Stat. I sin første – og længe ventede – kommentar til flymekanikernes opråb sagde Carl Holst mandag også, at Danmark eventuelt helt må opgive at bidrage med kampfly og i stedet satse på andre opgaver – eksempelvis træning af den irakiske hær.
Venter på militærfaglig vurdering
Det er lidt af en kovending i Venstre, der under valgkampen ikke var i tvivl om, at mandatet for de syv F-16-jagere skulle forlænges, når det nuværende udløber i oktober. Også i V-regeringens grundlag slår statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans ministre fast, at Danmark ikke løber af pladsen.
»Danmark (skal) fortsat deltage i den internationale koalition mod ISIL (Islamisk Stat, red.) og bidrage militært til bekæmpelsen af terrororganisationen i Irak,« hedder det i regeringserklæringen.
Hvad V-regeringens overvejelser ender med, vil ifølge forsvarsminister Carl Holst først stå klart, når han har fået og har tygget på en militærfaglig vurdering, som nu skal udarbejdes af Forsvaret, og når sagen er blevet drøftet i Folketinget med de øvrige partier bag Irak-missionen.
Her har V-regeringens største støtteparti, Dansk Folkeparti, allerede meldt ud, at Danmark må droppe deltagelsen i luftbombardementerne i Irak, hvis Forsvaret ikke magter opgaven. De Konservative vil omvendt – koste hvad det vil – holde fast i det danske bidrag, understreger partiets udenrigsordfører, Naser Khader.
