Det er ikke nok, at Rigsadvokaten vil undersøge de »konkrete sagsgange« i Mohammad Ahsans ansættelse som statsadvokat og chef for 1. juridiske afdeling i Rigsadvokaturen. Undersøgelsen må også omfatte Mohammad Ahsans fortid som kontorchef i Justitsministeriet i perioden 2009-2011.
Sådan siger Dansk Folkepartis Peter Skaarup, efter at Berlingske søndag kunne berette, at Mohammad Ahsan har forsømt at orientere Rigsadvokaten om sin bror, der er tiltalt for grov momssvig, samtidig med at Ahsan selv fører tilsyn med Statsadvokaten for København, der anlægger sagen mod hans bror.
Navnlig det forhold, at svindelsagen i 2010 rullede ind på Justitsministerens bord. Det skete efter omtale i Computerworld, som var kritisk overfor, at politiet angiveligt ikke undersøgte alle strafbare forhold i konkursboet efter Mohammad Ahsans bror. Det skal undersøges nærmere, betoner Skaarup.
»Jeg vil gerne vide, hvad der har været drøftet med Justitsministeren tilbage i 2010. På det tidspunkt er Ahsan jo kontorchef i ministeriet. Vi bliver nødt til at have viden om det i Retsudvalget, og derfor vil jeg stille spørgsmål til sagen. Rigsadvokaten bliver simpelthen nødt til at sikre sig, at der heller ikke tidligere i Ahsans ansættelse har været berøring med brorens sag,« siger Dansk Folkepartis retsordfører.
Den målsætning bakker Enhedslistens Pernille Skipper op om:
»Hvis det har været relevant, at han skulle have sagt noget til sin departementschef, og ikke gjorde det, skal vi have det afklaret. Det er et problem for retssikkerheden, hvis noget i sagen ikke virker til at være helt uafhængigt.«
Hos Socialdemokraterne, SF og Venstre hilser man Rigsadvokatens bebudede undersøgelse velkommen:
»Det er rigtig fint, at Rigsadvokaten nu igangsætter en undersøgelse. Så må vi afvente, hvad den viser. Det er i hvert fald hævet over enhver tvivl, at man ikke skal kunne sætte en finger på anklagemyndighedernes uafhængighed,« siger SFs retsordfører, Karina Lorentzen.
Hun suppleres af Socialdemokraternes Trine Bramsen:
»Det er en grundpille i det danske demokrati, at vi undgår korruptionslignende sager, så derfor hilser jeg undersøgelsen velkommen. Intet tyder på, at sagen har været forbi hans bord, og måske var det bare en dum fejl, at han undlod at nævne familierelationen,« siger hun.