Statsadvokat Mohammad Ahsan, chef for 1. juridiske afdeling hos Rigsadvokaten, løb en stor risiko ved at tie for Rigsadvokaten om sin brors tiltale for grov momssvig til 50 mio. kroner.

For broderens holdingselskab stod faktisk registreret på adressen i den ejendom, hvor statsadvokaten bor, da svindlen ifølge anklageskriftet begyndte i foråret 2007.

Dermed kunne en kvik kollega i anklagemyndigheden eller en af politiets efterforskere have opdaget den familiære forbindelse mellem statsadvokaten og tiltalte ved en søgning i selskabsregistret.

Statsadvokatens bror nægter sig ligesom de to andre tiltalte i sagen skyldige, men skal i perioden 2007-2009 have snydt Skat for godt 50 mio. kroner i moms. Når hverken kurator eller anklagemyndighed opdagede forbindelsen mellem brødrene, kan det hænge sammen med, at Mohammad Ahsan og hans bror ikke benytter de samme navne.

Broderens navn er i øvrigt i dag beskyttet af navneforbud i sagen, som kommer for retten i juni.

Mohammad Ahsan har boet i stueetagen i en større villa i Storkøbenhavn, hvor hans bror har boet på 2. sal, da den påståede momssvig begyndte. Her havde broderen fra 2005 til sommeren 2007 også registreret sit holdingselskab, som ejede 50 procent af den IT-virksomhed, hvorigennem den grove momssvig skal være foregået.

Holdingselskabet skulle reddes fra konkurs

Broderens holdingselskab har påkaldt sig en vis interesse i sagen fra boets kurator, Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten, som intet anede om, at tiltaltes bror var Muhammad Ahsan.

Kort før konkursen i IT-virksomheden flyttede broderen nemlig 1,5 mio. kroner til sit holdingselskab, hvilket kunne have påført Skat yderligere tab i sagen. Kammeradvokaten begærede selskabet konkurs, men så skete der noget, som undrede kurator:

I et bo, hvor næsten alle værdier ellers er pist væk, og hvor store millionbeløb er ført ud af landet til konti i bl.a. Dubai, førte broderen pengene via bankoverførsel fra 3. mand – en advokat – tilbage. Til gengæld tilbagekaldte kurator konkursen over selskabet.

»Man kan kun gisne om, hvorfor holdingselskabet skulle reddes fra konkurs. Måske var der nogle transaktioner, de ikke ønskede, at vi rodede i. Måske var det for at beskytte nogle af deres andre forretninger og de aktiver, man havde der,« siger Boris Frederiksen i dag om de tiltaltes tilbageførsel af penge.

Hverken Rigsadvokaten eller statsadvokat Mohammad Ahsan ønsker at udtale sig om forbindelsen mellem broderens holdingselskab og den ejendom, som i dag ejes af Statsadvokaten. Broderens selskab er nu under konkurs.

Berlingske beskrev søndag, at Mohammad Ahsan ikke nævnte den store sag med ét ord, selv om han i august 2013 fik jobbet som Statsadvokat hos Rigsadvokaten, som fører tilsyn med anklagemyndigheden.

Rigsadvokaten siger, at intet tyder på, at Mohammad Ahsan har været involveret i behandlingen af broderens sag.

Berlingske fortsætter de kommende dage sin undersøgelse af sagen. Tip os, hvis du ved noget, på: mnf@berlingske.dk eller

meda@berlingske.dk