Det ligner umiddelbart endnu en omgang af H&M’s ultrapopulære samarbejder, hvor den svenske fast fashion kæde lader en eksklusiv designer lave en kollektion i et prisniveau, hvor de fleste har mulighed for at være med. Men når kollektionen designet af det franske modehus Balmain (yes, det var der, Erik Mortensen var chefdesigner i 1980erne) med Olivier Rousteing som chefdesigner torsdag 5. november lanceres verden over, er der ikke bare tale tøj.
Samarbejdet er samtidig et forsøg på at gøre verden bedre og mere tolerant, fortæller chefdesigneren i et mailinterview til Berlingske.
»Mit største hashtag (Rousteing har 1,4 mio. følgere på instagram og bruger sociale medier flittigt, red.) er #diversity (forskellighed, red.) H&M handler på så mange måder om forskellighed. Alle er velkommen i deres butikker, ingen bliver efterladt udenfor. Jeg ønsker at bruge det her samarbejde til at sprede et budskab om forskellighed og positivisme i moden. Det gør mig så ked af det at tænke på, at jeg er den eneste sorte kreative chef for et luksusmodehus i Paris. Det er så gammeldags, når catwalks ikke afspejler verdens virkelige forskellighed. Jeg kæmper mod de tabuer i moden, så der kan blive en sand lighed for alle, og jeg håber, at det her samarbejde vil sprede et meget smukt budskab om tolerance, glæde, fred og frihed.«
Essensen af mærket
Kollektionen består af en række klassikere fra de fem år, Olivier Rousteing på trods af, at han kun er 30 år gammel, har stået i spidsen for Balmain.
»H&M ønskede den virkelige essens af brandet, hvilket betød, at der ikke er nogen kompromiser i forhold til udsmykningsgraden, detaljerigdommen eller attituden. Det er så spændende for mig, at de vil vise hele verden mit arbejde.«
Det gør han nu allerede selv via sociale medier, som han mener, har lukket moden op for alle på en måde, som den aldrig har været før.
»Alle kan følge deres yndlingsmærke, designer eller model og være en del af deres verden. Modeshow var engang kun for første række. Nu kan alle se, hvad der sker på de sociale medier, nøjagtigt som var de der selv. Jeg mener, at mode bør være for alle, uanset hvem du er, eller hvor du kommer fra .«
Men mange af dem har formentlig ikke råd, så også derfor er han en oplagt samarbejdspartner for H&M.
»Han har indfanget en ny stemning i moden ved at forbinde et traditionelt hus med en ny generation af følgere, der gerne vil bære hans tøj,« siger kreativ chef i H&M Ann-Sofie Johansson.
Det kan de fra torsdag 5. november. Hvis de når at købe kollektionen, før den bliver udsolgt. Det plejer at gå stærkt.
