»Du må ikke gå. Du må ikke rejse væk igen,« sagde hans døtre.
Det var hårde ord for Rasmus Henning at høre, når han stod med al sit grej pakket og den ene fod ude af døren.
Men det værste var, når de sagde, at de ville ønske, de havde en anden far.
At være blandt de bedste koster. Men kan man genvinde det tabte samvær, når tiden som atlet er ovre og den ordinære tilværelse som selvstændig erhvervsdrivende og familiefar træder ind?
Det ekstraordinære
Presser mennesket kroppen til det yderste, kan det sætte nye rekorder, udrette umuligheder. Men nogle har lettere ved det end andre. Rasmus Henning er et af de individer, der har den gyldne kombination af en stærk fysik og en unik psyke.
»Det er i mødet mellem de to dele, at de store stjerner opstår. Der er ingen tvivl om, at jeg er udstyret med et ekstraordinært stort fysisk talent for udholdenhedssport. Det ligger simpelthen i mine gener,« siger han og forklarer så sine mentale fordele.
»Jeg har et drive ud over det sædvanlige. Det har jeg altid haft. Jeg tror, jeg kunne være blevet god til utrolig mange forskellige ting. Jeg kunne være blevet musiker. Eller have valgt noget bogligt. Jeg er typen, der altid fik høje karakterer i skolen, fordi jeg satte mig ned og fik tingene lavet.«
Men Henning valgte at vie den første del af sit voksne liv til disciplinen triatlon – den klassiske kombination af svømning, cykling og løb. Han vandt to guldmedaljer til EM i triatlon og adskillige World Cup-løb.
Egoismen
For at kunne svømme, cykle og løbe hurtigere end de fleste andre individer på kloden, var han dog tvunget til at indgå en pagt med en del af personligheden, som mennesket helst ikke må vise. Han skulle først og fremmest tænke på sig selv.
»Egoisme er elitesportsmandens tro følgesvend. Så ja, jeg er egoist, men kun når der er behov for det. For det strider mod mine sociale og empatiske sider. Egoismen gav store afsavn, da jeg var aktiv. Særligt, når jeg følte, at jeg satte de mennesker, jeg holdt af, i klemme på grund af min sport. Når jeg opførte mig på en måde over for mine kone og mine børn, som jeg dybest set godt vidste ikke var okay. Men jeg blev nødt til at tænke på mig selv og min træning. For at opnå mine mål,« siger Rasmus Henning.
Han sammenligner egoisme med at bære skyklapper. Ofte vidste han godt, at privatlivet ikke kørte optimalt for ham, da han var aktiv. Alligevel tog han ustandseligt på træningslejre for at teste sine færdigheder i optimale omgivelser og få ro til forberedelserne.
Olympisk stress
Trods sejrene og de store resultater, var der også nederlag i triatletens karriere. Et af de største fandt sted under OL 2008. Det var hans andet Olympiske Lege, og han var besat af at revanchere sin skuffende syvendeplads fra Athen fire år tidligere.
»Jeg var under et voldsomt pres. Særligt det halve år op til OL var udfordrende. Ud-over de ekstra krav fra Team Danmark og den ekstra opmærksomhed fra medierne trænede jeg utroligt meget. Det er som om, der bliver skruet op for alle kanaler i forbindelse med et OL.«
I den periode var hans døtre henholdvis 1 og 2½ år gamle. De vågnede om natten. Der var gråd. Og der var bleskift. Anita tog hovedparten, men Rasmus forsøgte at hjælpe til – når han altså ikke var på træningslejre.
»Men selv når jeg var hjemme, var jeg presset. Jeg var ikke mentalt til stede. Havde alle mulige opgaver, jeg skulle tage mig af.«
På det, der skulle have været den store dag, midt i majestætiske omgivelser uden for værtsbyen Beijing, vekslede Rasmus Henning så de fire års altopslugende forberedelser til en ottendeplads. Et minut og fire sekunder fra den guldmedalje, han havde ønsket sig hele livet
I samme sekund, som han krydsede mållinjen i Beijing, startede hans største mentale krise.
»Følelsen af at træne til et OL, er som at være i et vakuum. Derfor var jeg virkelig nede at vende mentalt i dagene efter. Dybt nede i et hul. Man kan faktisk godt kalde det en depression, tror jeg.
Det hang også sammen med, at jeg vidste, at Anita og børnene var derhjemme. Og Anita havde det bestemt ikke godt. Hun havde givet udtryk for, at det var hårdt for hende at være alene med så små børn og samtidig passe sit job som sygeplejerske.
Jeg anede ikke, hvad jeg kom hjem til. Hvor stor er krisen i mit ægteskab? Skal der laves en redning på målstregen af vores ægteskab?« spørger Rasmus Henning.
Ikke bare til OL, men helt generelt bliver et ægteskab hårdt prøvet, når den ene af parterne er elitesportsudøver, forklarer 38-årige Henning.
»Men min karriere har i perioder været så krævende, at det har krævet meget mere, end jeg selv kunne. Det har krævet at andre – og primært Anita – stillede op på min side. Det har hun også gjort det meste af vejen,« siger han.
»Men hun trivedes aldrig med at være den medfølgende hustru, der bare skulle servicere mig. Jeg var lidt ked af, at hun ikke bare syntes, det var det fedeste i verden. På den anden side har jeg stor respekt for, at man gerne vil sit eget.«
Svært med ligeværd
Når tingene gik godt, var det mere taknemmeligt at være den på sidelinjen. Så var det også nemmere for Anita at sole sig i det, siger han. På samme måde var det svært at stå ved Rasmus Hennings side, når han fik dårligere resultater eller var skadet. Eller ikke fik den OL-medalje, han var besat af at få. I de svære tider var det umuligt for konkurrencemennesket at holde en god attitude. Men det betød også, at Anita blev ked af det – for hun var jo også en del af projektet, siger Henning.
»Vi formåede aldrig at have et ligeværdigt ægteskab, da jeg var aktiv. Det er umuligt at bringe madlavning og tøjvask og børnehentning op på et niveau, der svarer til at løbe store sejre hjem foran rullende tv-kameraer og store præmiesummer.
Anita ydede mange ting, som ikke havde noget med hendes drømme at gøre. Og når det så endelig lykkedes at vinde noget, så var det jo mig, der var i centrum for al opmærksomheden. For det var jo mig og ikke hende, der krydsede målstregen.
Men ikke al tvivl i hans sind havde privat karakter. Han tvivlede også på sine sportslige kompetencer. »Hvis jeg ikke er bedre end det her, hvad er det hele så værd?« tænkte han.
»Vi atleter er vant til at håndtere skuffelser. Det er en del af vores mentale beredskab. Og det er hovedgrunden til, at flere sportsstjerner ikke spærres inde på den lukkede.
»Selv om dette var det sværeste øjeblik i min karriere, så har jeg været igennem meget, der mindede om det. Situationer, hvor jeg har haft lyst til at smide hele karrieren væk, men hvor det er lykkedes mig at lære noget af nederlaget og komme styrket ud af det.«
Forandringen
Men noget drastisk skulle der ske. Hvis Rasmus Henning skulle udvikle sig som sportsmand og samtidig bevare sin familie, kunne han ikke lade sig opsluge af endnu et olympisk fire-årigt projekt. Først og fremmest ændrede han sportsligt fokus: Fra den olympiske distance til den væsentligt længere Iron Man-disciplin. Det betød flere træningstimer, men langt færre rejsedage. Det tændte ham med nye konkurrencer og nye konkurrenter. Energien vendte tilbage.
Det var dog også vigtigt, at familien fik nye rammer. Anita og Rasmus Henning havde længe snakket om at flytte til udlandet. Derfor var det en fælles beslutning, da de i 2010 rykkede til Fuertuventura. Samtidig gav det populære turistmål på De Kanariske Øer ham ideelle træningsbetingelser: Varmt vejr, alsidigt terræn, få forstyrrelser.
I ferieresortet Playitas havde familien endnu bedre tid til at dyrke de hyggestunder, der trods Rasmus Hennings intense træning, altid havde kendetegnet familien. Alligevel krævede den første tid tålmodighed. For eksempel var der ingen chance for, at Anita kunne bruge sin uddannelse som sygeplejerske til noget i det spansktalende ferieparadis. Og først efter 18 måneder begyndte hun at arbejde som turistguide på selve resortet.
Omvæltningen for børnene var dog endnu større. De var fire og seks år på dette tidspunkt, og skulle nærmest gå i den spanske skole fra dag 1. Uden overhovedet at kunne tale sproget. Rasmus og Anita kunne heller ikke kommunikere særligt meget med lærerne, hvis engelskkompetencer var begrænsede.
»Det var børnene, der havde det hårdest. Vi overvejede ofte, om vi gjorde dem en tjeneste eller det modsatte ved at tage dem med til udlandet. Som forældre reflekterer man meget over det, når man har børn, der er virkelig kede af at blive afleveret i skolen,« siger Rasmus Henning.
Men børnene faldt efterhånden til. Lærte spanske gloser og fik legekammerater. Særligt den ældste datter trivedes godt med den stringente struktur og disciplin, der kendetegner den spanske folkeskole frem for den danske, fortæller Henning.
Faktisk fik familien det så godt i Playitas, at de besluttede sig for at blive der seks måneder længere end aftalt. Det skyldtes også, at de ikke kunne overskue at flytte hjem til den danske vinter.
Det var dog i månederne op til det udenlandske eventyr, at Rasmus Henning toppede rent sportsligt. Det ved han i dag. Da han deltog i Ironman-løbet »Challenge Roth« i Tyskland, vandt han suverænt og lå længe til at slå verdensrekorden for Ironman-distancen, da en lille stigning under maraton-delen slog ham tilbage. Det blev den femte hurtigste tid nogensinde.
»Kun to minutter fra verdensrekorden. ALT gik op i en højere enhed for mig. Jeg er superstolt over, at jeg har haft sådan en dag.«
Hjemkomsten
I sommeren 2012 flyttede familien hjem i et næsten 200 kvadratmeter stort, nybygget hus i Hillerød. Karrieren var på dette tidspunkt stort set afviklet og Rasmus Henning begyndte at koncentrere sig mere om alle de projekter, der fremover skulle optage hans liv. Han har stiftet en række små virksomheder. Blandt andet importerer, udvikler og sælger han sportstøj samt holder foredrag og fungerer som konsulent.
»Generelt trives jeg godt med, at jeg stadig selv er ansvarlig for mine resultater. Men jeg har ikke så mange at dele mine sejre og nederlag med. Nu er det bare mig – her er ingen personlig træner, landstræner, cykelmekaniker, sponsorer eller Team Danmark.«
Det ordinære
En god ven fortalte ham, at det var pudsigt, at han som triatlet var blandt de bedste i verden. Men at han som selvstændig erhvervsdrivende formentlig ikke engang er blandt de bedste på sin villavej i Hillerød.
»Lige pludselig er jeg ordinær – men det er sportsmandens lod, at han ikke kan fortsætte med det, han er bedst til, indtil pensionsalderen. Med min baggrund har jeg brug for at føle, at jeg skiller mig ud. Jeg lever for nye mål og små sejre. Det er grunden til, at jeg valgte at blive selvstændig. Der er flere direkte sejre end i et 8-16-job.«
Rasmus Henning bekymrer sig ikke om, at han fysisk ikke længere kan udrette det utrolige.
»Jeg var på toppen i mange år, men nu er mit liv noget andet.«
Hans kone har fået skiftet sygeplejerskeerhvervet ud med forsikringsbranchen og er i gang med at videreuddanne sig i fritiden. Nu er det hans tur til at give hende plads, som han udtrykker det.
»Det er jeg glad for, at jeg kan gøre. Det er på alle måder fantastisk, at vi stadig er gift, og at vi har det godt sammen. Nu,« siger han og tøver, før det sidste ord ryger på sætningen.
Til stede
Over for sine døtre, der i dag er seks og otte år gamle, har han langt mere overskud. Både mentalt og tidsmæssigt. Fleksibiliteten som selvstændig gør, at han afleverer i skolen hver dag og ofte henter dem igen.
»Jeg føler, jeg gør det bedre som familiefar. Og jeg kan se min kone og mine børn trives. Nu kan jeg også se, at jeg ikke var så tæt på mine børn før, som jeg burde have været. I dag har vi det virkelig godt med hinanden. Og de ved med sikkerhed, at jeg er der for dem,« siger han.
»Føler jeg, det har været det hele værd? Ja. Det gør jeg faktisk. Nogle gange, når jeg er allermest højtidelig, tænker jeg, at det var min pligt. Fordi jeg var givet så stort et talent. De tanker opstod, da jeg i midten af 20erne overvejede, om jeg skulle udnytte min uddannelse som lærer eller ej.
»Nej, fandme nej«, tænkte jeg. Jeg bliver nødt til at tage vare på mit talent. Se, hvor vidt, jeg kan drive det.
Og jeg sidder i dag med en fornemmelse af, at jeg fortsatte min karriere præcist så langt, som jeg burde. Jeg trappede naturligt ned, da jeg havde toppet og blev aldrig levebrødsatlet. Jeg tror virkelig, det giver mine døtre inspiration at have en far, der udrettede noget specielt. Jeg håber, de udvikler et lignende drive. Det ville være sjovt, hvis de også ville være sportsfolk. Især hvis de ville dyrke triatlon.«