De britiske politikere bekæmper indædt hinanden for at få indflydelse på Brexit, og de konservatives mistro til premierminister Theresa May vokser, fordi hun tilsyneladende taler med to tunger til henholdsvis EU-tilhængere og EU-kritikere.
Det er tvivlsomt, om den britiske regering endelig kan præsentere en solid forhandlingsposition ved det kommende EU-topmøde sidst i juni. Der er ellers lagt op til en slutspurt med en stram tidsramme for Brexit-forhandlingerne, men en hel række af politiske dramaer i det britiske underhus de seneste dage har understreget, at briterne fortsat først og fremmest skændes med sig selv om bruddet med EU.
Alle kæmper mod alle. Skotske SNP er indstillet på oprør. Både Labour og de konservative slår store sprækker i ophidsede interne diskussioner for og imod fortsat tilknytning til EU. Dertil kommer, at premierminister Theresa May desperat prøver at holde balancen med sit hårfine regeringsflertal, mens »Brexiteers« og »Remainers« snerrende kredser omkring hende.
På den ene side måtte May forud for en afgørende afstemning i Underhuset love sine EU-positive partifæller, at parlamentet vil få beføjelser til at gribe ind, hvis det tegner til, at briterne er ved at forlade EU uden en Brexit-aftale på plads. På den anden side beroligede hun efterfølgende de konservative EU-kritikere med, at Underhuset naturligvis ikke vil få lov til at bestemme over regeringen.
»Jeg kan ikke stå inde for, at parlamentet kunne være i stand til at underkende den britiske befolknings beslutning,« sagde May under onsdagens spørgetime i parlamentet.
Tonen i spørgetimen blev af kommentatorer beskrevet som usædvanlig bidsk og personlig selv efter britisk Underhus-målestok. Som et tegn på, hvor presset premierministeren er, måtte hun nærmest bruge bemærkninger om årsdagen for den grufulde brand i »Grenfell Tower« som en afledningsmanøvre.
Et under normale omstændigheder dramatisk højdepunkt blev kun til en politisk sidebemærkning, da de skotske uafhængighedsfortalere i SNP valgte at forlade underhussalen i protest over den manglende debat om, at en del af EUs beføjelser over skotske anliggender bliver »tilbageført« til Westminster i stedet for til selvstyret i Edinburgh.
Senere afværgede May, at Underhuset vedtog lovgivning, der ville have forpligtet regeringen til en »norsk« model for fortsat tilknytning til EUs indre marked.
Derfor skal Brexit-lovgivningen nu tilbage til Overhuset og en ny tovtrækning mellem EU-tilhængere og EU-kritikere. Det er det virkelige Brexit-drama.
Man er undskyldt, hvis man næsten har glemt, hvor afgørende formen på Brexit bliver for både Storbritannien og de resterende 27 EU-medlemslande, inklusive Danmark. For der sker tilsyneladende ikke rigtigt noget. De små fremskridt under forhandlingerne i Bruxelles bliver ofte præsenteret med så vage og løse vendinger, at de kunne konkurrere med Donald Trumps og Kim Jong-uns fælleserklæring fra mødet i Singapore.
Imens er der ingen tegn på forløsning for May og regeringen, vurderer BBCs politiske redaktør, Laura Kuenssberg, i sin blog, hvor hun beskriver en fjendtlig stemning imellem de konservative parlamentsmedlemmer, der alle er fulde af mistro til premierministerens forsøg på at »tale med to tunger« for at holde partifællerne i ave:
»Den øjeblikkelige katastrofe ved et nederlag blev undgået, men bestræbelserne for at forhindre det i at ske kan have gjort situationen endnu værre.«
